Tip: Kunsten at redde en våd mobil

Hvad gør man, hvis der er kommet fugt i mobiltelefonen? Få nordmændenes råd med på vejen.

Tip: Kunsten at redde en våd mobil

Telefoner og vand går ikke særlig godt i spænd, og er uheldet ude, kan man risikere, at der aldrig kommer liv i den gennemblødte mobil igen.

Det norske mobilsite amobil.no har dog lidt hjælp til mobilejere i nød. De har således samlet nogle råd til genoplivning ved vandskade, som måske kan spare en tur til reparatøren, hvis man ikke har en forsikring, der dækker.

1. Fjern batteriet

Fjern batteriet så hurtigt som mulig for at undgå kortslutning – hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Mange smartphone-ejere er således forhindret i at pille ved batteriet. Det gælder eksempelvis, hvis man ejer en Nokia N9 eller en iPhone.

SIM-kort og hukommelseskort skal også ud.

2. Fjern væske

Forsøg at tørre så meget væske som mulig væk – for eksempel med et stykke køkkenrulle. Er vandet trængt længere ind i telefonen, kan du forsøge at slynge det ud, eller eventuelt – med forsigtighed – prøve at blæse den tør, hvis du har et trykluftapparat.

3. Opvarmning

Du kan forsøge at få fugten i telefonen til at fordampe ved en opvarmning. Ifølge amobil.no kan det eksempelvis ske ved at ‘bage’ den i ovnen på 50 grader i nogle timer (uden batteri!).

Hvis varmen bliver for høj, kan skærmen eksempelvis dugge, og fugtproblemet bliver endnu værre. Benyt aldrig mikroovnen.

4. Tålmodighed

Det kan tage to til tre dage, før telefonen er helt tør indvending, så hav tålmodighed. Hvis telefonen ikke virker, når du sætter batteriet i efter tre døgn, så pil det ud igen og prøv igen dagen efter.

Processen kan hjælpes på vej ved at placere mobilen i noget, der suger fugten til sig – eksempelvis ris.

5. Back-up

Sørg for at tage en back-up af dine data, hvis det lykkes at få gang i mobilen igen. Så er du sikker på, at dine ting er i god behold, såfremt telefonen kort tid efter genoplivningen alligevel skulle kradse af.

Hvilke erfaringer har I gjort jer med vand og mobiltelefoner?
Skriv gerne i kommentarfeltet nedenfor.