Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Apple iPad 9.7 (2017) - en spareøvelse [TEST]

Apple iPad 9.7 (2017) - en spareøvelse [TEST]

Apples nyeste tablet synes først og fremmest at være skabt til at ramme en lav pris.

Foto: Mobilsiden.dk

Apples har nærmest sejret sig selv ihjel med deres iPads. Med deres tablet har selskabet nærmest egenhændigt defineret genren, men med tiden er det blevet stadigt sværere at hælde tilstrækkeligt med nye features til, at få folk til at se idéen i at opgradere.

Med sin nyeste iPad - som nu bare hedder iPad - synes selskabet at gå i en ny retning, hvor iPad-familien deles i to med den dyrere Pro-linie øverst i line-up’et og den nye iPad som budgetløsningen. Alt imens er Mini-seriens fremtid stadigt mere usikker.

iPad 9.7 (2017) er altså skabt til at ramme et lavt prisleje - en øvelse som vi sjældent ser fra Apple.

Se også:  Apple afløser iPad Air 2 med ny iPad

Foto: apple.com

iPad 9.7 (2017) specifikationer

Mål: 240 x 169,5 x 7,5 mm, 469 gram
Skærm: 9,7" retina-display 2.048 x 1.536 pixels, 264 PPI
Processor: Apple A9 dual-core, PowerVR GT7600 grafik
Lagerplads: 32/128 GB
RAM: 2 GB
Kamera: 8 megapixel bag, 1,2 MP bag
Batteri: 8.827 mAh (32,9 Wh) - 10W oplader
Netværk: 2G/3G/4G Cat 4 LTE
Styresystem: iOS 10.3
Farver: Fås i sølv, spacegrey eller guld
Andet: Fingeraftrykslæser
Pris: Vejledende 2.999 kroner

Foto: Mobilsiden.dk

En ægte iPad

Når du ser en iPad 9.7 (2017) for første gang, er du ikke i tvivl om, at dette er en iPad: den ligner den ældre iPad Air til forveksling. Eftersom at det er denne model der har lagt skabelon til hele Apples nuværende iPad-familie er familieligheden ikke til at tage fejl af.

Du genfinder altså veldrejet metal bagpå med en front af glas i de tre klassiske Apple farver: sølv, space grey og guld.

Til trods for at dimensionerne på papiret er uændret i forhold til den aldrende iPad Air, er der bittesmå, men væsentlige forskelle. Kameraet er rykket en smule til højre, så du f.eks ikke kan benytte dig af de samme bagcovers som iPad Air eller Air 2.

Se også:  Ny iPad får kantløs skærm men ingen home-knap

I forhold til Air 2 og nyere iPads, vil man dog straks bemærke at den er mere buttet med sin 7,5mm tykke profil. Vægten er i øvrigt 30 gram højere end Air 2.

Apple har altså sparet her, men det er generelt små ubemærkelige sparekneb. Der er dog en enkel ting der tydeligt signalerer at iPad 9.7 er skabt til at være billig. Displayet er ikke lamineret og det får den til at klinge hult hver gang man prikker på den. Man vænner sig givetvis til det, men det føles altså billigt.

Foto: Mobilsiden.dk

Rimelig display og lyd

På papiret er displayet hverken værre eller bedre end den nuværende iPad-familie. Opløsningen på 2.048 x 1.536 pixels er præcis lige så ’Retina’ som den altid har været og det får stadigt næsten alt til at stå pivskarpt.

Stiller du den nye iPad ved siden af en Air 2 eller en Pro-model, vil du dog hurtigt bemærke at farver og kontrast ikke er nær så rige som før. Apples særlige antigenskin-teknologi er heller ikke til stede i iPad (2017), men det reddes delvist af, at displayet er ganske lysstærkt.

Teknologisk er displayet også et tilbageskridt, da den hverken understøtter Apples Pencil, 3D-Touch eller True Tone og dens automatiske hvidbalance.

På lydsiden matcher iPad 9.7 dog sine forgængeres udmærkede lyd. Men er du efter mere end simpel tablet lyd, skal du investere i Pro-modellerne som med deres firedoblede højtaler-setup afgiver et helt andet drøn.

Se også:  Disse iPhones og iPads får ikke iOS 10 i morgen

Foto: Mobilsiden.dk

Genkendelig mekanik

Ydelsesmæssigt er motoren i iPad (2017) en velkendt størrelse. Det er A9-processoren der regerer i motorrummet, hvor den gør det samme gode arbejde som den også præsterer i Apples iPhone 6S, 6S Plus og SE.

Denne er parret op med 2GB RAM, hvilket tilsammen rækker til dagen, vejen og mere til – den er ikke langt fra at matche den væsentligt dyrere iPad Pro 9.7.

På batterifronten er iPad 9.7 velekviperet og kan faktisk mønstre den største batterikapacitet blandt Apples nyere enheder i 9,7”-klassen.

Det resulterer i en af de bedste driftstider i nogen iPad til dato – noget som er velset, for opladningsritualet tager lang tid men den relativt svage 10W-adapter.

På netværksfronten understøtter iPad (2017), ligesom Air 2, kun op til den aldrende Cat 4 LTE standard hvilket på sigt kan blive en flaskehals med sin maksimale datarate på 150 mbps. Selve opkoblingen til netværket synes dog at fungere ganske effektivt under de fleste forhold.

Læs også:  Apples sænker priserne på en stribe iPads

Foto: Mobilsiden.dk

iOS fungerer bare

Med en kapabel mekanik og med op til 128GB lagerplads er software-oplevelsen i iPad 9.7 ganske forventlig meget lig den du får i eksisterende iPads.

Siden iOS 9 har Apple gjort meget for at udfylde det store skærmareal med indhold, med funktioner som splitscreen og sideapps. Selvom iOS 9 nu snart har to år på bagen, er det dog ikke alle apps der udnytter muligheden til fulde. 

iOS-økosystemet er rigt når det kommer til udvalget af apps til både arbejde og forlystelser, og denne software-rigdom får du altså fuld glæde af – med undtagelse af apps der udnytter Pencil-funktioner.

Se også:  Apple: 60 % af alle iPhones og iPads kører nu iOS 10

Foto: Mobilsiden.dk

Middelmådige kameraer

På kamerafronten minder iPad (2017) om iPad Air 2. Her er et gensyn med samme 8 megapixel bagpå og 1,2 megapixel foran som begge er anvendelige, så længe der er lys nok.

Så snart det bliver mørkt, dratter fotokvaliteten dog hurtigt til det uacceptable. Brug mobilen i stedet her – den har sandsynligvis et langt bedre kamera.

På videofronten er iPad 2017 dog ikke skabt til at imponere – du finder hverken 4K eller 60fps Full HD optioner her. Du kan dog optage rimelige videoer i Full HD og 120 fps slow-motion i HD – forudsat at der er lys nok til at optage.

iPad Air 2 eller iPad (2017)?

Sat op mod den afgående iPad Air 2, er det svært at se hvordan den ellers nyere kan hæve sig over forgængeren.

Den er ganske rigtig en smule hurtigere og batteriet holder længere, men Apples sparegreb med den mere kluntede formgivning og det uimponerende display gør, at Air 2 opleves som væsentligt lækrere.

Står valget mellem Air 2 eller iPad (2017), og er prisen og lagerstørrelsen den samme, vil du sikkert blive mere glad for Air 2 i længden.

Se også:  Sammenligning: iPad 9,7" (2017) vs. iPad Air 2: Her er forskellen

Foto: Mobilsiden.dk

Pris og skærm bør nedjusteres

Apples nye iPad skal ikke ses som en decideret ny model, men som en billig opgradering til dem der ønsker at opdatere deres aldrende iPad 1,2,3 og 4. De vil næppe bemærke at skærmen ikke er fantastisk og samtidig hilse den boostede ydelse velkommen.

iPad 9.7’s stærkeste kort synes at være prisen, men i forhold til det amerikanske marked hvor den er prissat til nær det halve af pro modellen, synes vekslekursen desværre at være ufordelagtig for os herhjemme.

Med en startpris på 2.999 kroner er denne iPad prissat lidt højere end hvad dens tekniske egenskaber retfærdiggør. Prisen skal 10-20 procent ned, før denne iPad bliver mere interessant end den aldrende iPad Air 2 der i dag tilbyder en bedre tabletoplevelse til samme pris.

Vi lander derfor på 4½ ud af 6 stjerner, for en udmærket tablet hvor der findes bedre alternativer til prisen.

Få den bedste iPad-pris hos mobilpriser.dk.

Fordele:

  • God ydelse
  • Stærkt batteri
  • iOS’ frodige tablet-økosystem

Ulemper:

  • Billigt display
  • Virker ikke med smartcover
  • Der findes bedre iPads til prisen
 






Apple 9.7-inch iPad Wi-Fi - billigste pris fra 3995kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies