Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Apple iPad mini 4: mini når det er bedst [TEST]

Apple iPad mini 4: mini når det er bedst [TEST]

Anmeldelse: iPad mini er omsider slankere, lettere og hurtigere - og det gør den til den bedste af sin slags

Apple iPad mini 4 - lækker og fjerlet
Apple iPad mini 4 - lækker og fjerlet
Foto: Mobilsiden.dk

Apple mindste og billigste iPad, den såkaldte mini, har længe levet i skyggen af sin større og finere storebrødre.

Uden decideret at være skrabet, har miniserien båret præg af, at være ikke bare mindre, men også at være en generation bagud i forhold til Apples førende tablet.

I år kom iPad mini 4 lanceringen, nærmest som en sidebemærkning, i kølvandet på den storstillede præsentation af den mægtige iPad Pro.

Og det er egentlig en skam - for selvom den er lille og relativt billigere, kan iPad mini 4 vise sig at være den bedste iPad du overhovedet kan få.

Se også: Apple iPad Mini 3: Guldlok skuffer [TEST]

Apple iPad mini 4 fås i sølv, guld eller space-gray
Apple iPad mini 4 fås i sølv, guld eller space-gray

Specifikationer iPad mini 4

Mål: 203,2 x 134,8 x 6,1 mm, 299 gram (WiFi)/ 304 gram (LTE)
Skærm: 7,9” IPS, 2048 x 1536 pixels, 324 PPI
Ydelse: Apples A8 dual-core 1,5 GHz. 2 GB RAM
Batteri: 19,1 Wh (5124 mAh)
Lager: 16/64/128GB
Kamera: 8MP
Prisfind den bedste pris på mobilpriser.dk

Apple iPad mini 4 er den mindste iPad du kan få - men langt fra skrabet
Apple iPad mini 4 er den mindste iPad du kan få - men langt fra skrabet
Foto: Mobilsiden.dk

En herlig størrelse

Jeg kan lige så godt være ærlig, jeg har en forkærlighed til de mindre tablets – og iPad mini 4 lander just i det felt.

Det hænger nok sammen med, at jeg som læsehest, bliver småtræt i armene under lange læseseancer med større tablets. Men med mål på 203 x 135 mm og en vægt på under 300 gram er mini 4 fnuglet og derfor snildt kan holdes med en hånd.

Det fjerlette indtryk forstærkes af den ultratynde profil på bare 6,1mm som, sammen med iPad Air 2, er det tyndeste Apple produkt nogensinde.

Det bidrager alt sammen til at mini 4 føles væsentligt mere avanceret end sidste års iPad mini 3, hvis tre år gamle design begyndte at føles lidt udmattet. Det nye format betyder dog, at du ikke vil kunne genbruge noget af dit tidligere mini-tilbehør som f.eks. Smart Coveret eller Apples silikone-cover.

Se også: Apples næste iPad får ikke 3D Touch

Du får samme lækre finish i Apple iPad mini 4 som i resten af iPad-familien
Du får samme lækre finish i Apple iPad mini 4 som i resten af iPad-familien
Foto: Mobilsiden.dk

Finish i første klasse

Apple har en forkærlighed for børstet aluminium, og iPad mini 4 bliver ikke snydt for Apples genkendelige metal-look.

Det ligner en fladmast iPad, og udover den lavere vægt og slankere er det kun subtile forskelle der røber at her er den nye mini 4: detaljer som en ny grill foran højtalerne, et lille mikrofonhul på bagsiden og en forsvunden mute-knap.

I bunden finder du Touch-ID home-knappen, og den fungerer med samme gode præcision som i iPhone 6, altså ikke nær så godt som i den nyeste 6S’er - men brugbar i 9 ud af 10 tilfælde.

Allernederst er to nye højtalere, som nu har mindre plads at arbejde i. Men til trods for mindre benplads, spiller de nu højere, bedre og med mere bund end tidligere. Samtidig arver den ikke Air 2’s tendens til at få hele kabinettet til at vibrere når der skrues op. Stor ros til Apple her.

Læs også: Apple iPad Pro - nu kan du købe den

Farve- og kontrastrig samt med mindre genskin - skærmen i iPad mini 4 er den bedste iPad-skærm nogensinde
Farve- og kontrastrig samt med mindre genskin - skærmen i iPad mini 4 er den bedste iPad-skærm nogensinde
Foto: Mobilsiden.dk

En spillevende skærm

En tablet er ikke bedre end det display der sidder i den – og i iPad mini 4 er skærmen intet mindre end en fantastisk størrelse. Faktisk giver dette display baghjul til både iPad Air 2 og iPad Pro i tests fra særmentusiasterne hos Displaymate. Ikke dårligt for en mini.

Den er skarp – for det bliver skærme når de består af 3 millioner pixels spredt over 7,9 tommer. Den er kontrast- og farverig, for den er omsider tunet til at ramme samme brede farvepalette som de dyrere iPad Pro og iPad Air 2. Det var forgængerens ikke.

Slutteligt nyder den godt af en særlig belægning som minimerer genskin – og sammen med et lysstærk panel bliver iPad mini 4 fuldt ud anvendeligt udendørs, til trods for sol eller lyse skyer i baggrunden.

Læs også: Apple iPad Air 2 - Forfinet til fingerspidserne [TEST]

Foto: Mobilsiden.dk

Stærk genbrugsmotor

Kræfterne til dagen og vejen leveres af Apples egenudviklede processor til iPhone 6 og 6 Plus, Apple A8.

Der er altså ikke tale om den allernyeste generation her, men Apple har dog sørget for at skrue lidt op for frekvensen og for at forsyne den med 2GB RAM – hvilket letter multitasking-opgaver en del.

Selvom der ikke er tale om sidste skrig inden for processor-verdenen, er ydelsen i iPad mini 4 mere end tilfredsstillende. Den matcher for det meste sin storebror iPad Air 2, til trods for at denne er en triple-core, og den placerer sig oftest i førerfeltet blandt dagens tablets i både benches og brugsoplevelse.

Spil, video og netsurfen er en formsag. Eneste opgave hvor mini 4 måtte give op, er 4K-videoredigering i iMovie – til det formål skal du op i enten iPhone 6S, iPad Air 2 eller iPad Pro.

Apple mini 4 er slankere end nogensinde, og det er en god grund til: Apple har nemlig barberet 20 procent af batteriet væk, i forhold til iPad mini 3.

Se også: Apple lancerer iPad mini 4: en mini på slankekur

Alligevel formår mini 4 generelt at bibeholde samme gode driftstid som kendetegnede forgængeren, meeen med et lille forbehold: Fyrer du op under nogle 3D-spil med lysstyrken skruet godt op, vil strømmen slippe op godt en halv time før end tidligere.

Heldigvis hører den fortsat blandt de bedste tablets på batterifronten – men altså ikke nær så imponerende som før. Mindre batteri betyder også hurtigere opladning – og nu tager det kun 3 timer at lade den op, mod 3½-4 timer hos mini 3 og Air 2.

Sidste forbedring kommer til 4G antennen som nu understøtter 150 mbit/s. Som i iPad mini 3 gør den en god figur, når der skal kobles op på de hurtige frekvenser.

iOS ligner sig selv på iPad mini 4
iOS ligner sig selv på iPad mini 4
Foto: Mobilsiden.dk

iOS splitter sig i to

iPad mini 4 debuterede samtidig med den største iOS-opdatering til iPads i nyere tid: iOS 9.

Banen skulle kridtes op til den nye fine iPad Pro – men det betyder ikke, at den lille mini 4 ikke kan få glæde af de nye muligheder.

Multitasking er i centrum i opdateringen, som nu tillader at to apps kan køres side-om-side: enten som 50/50 splitscreen eller som en app-stribe, der trækkes ind fra højre.

Det fungerer i hverdagen, og er en tiltrængt opdatering til Apples tabletunivers, hvor jeg ofte har følt mig begrænset, når der skulle bestilles noget.

Her tre måneder efter iOS 9 er sluppet løs, er det dog fortsat en minoritet af apps der understøtter skærmopdelingen – men det kommer givetvis med tiden.

Jeg tager desuden mig selv i ikke at benytte mig af ’Fifty-fifty’ split-screen funktionen så ofte som på de større iPads. En skærm på bare 7,9 tommer kommer bare lidt til kort her.

Til sidst skal nævnes, at med mini 4 får du adgang til iOS-verdenen - og dermed også adgang til det største udvalg af dedikerede tablet-apps.

Foto: Mobilsiden.dk

Godt kamera – for en tablet

Kameraet er oftest det svageste punkt i tablets, men i den seneste generation af iPads synes kameraet at nærme sig hvad mobiltelefoner kan levere af fotoresultater.

Du får samme gode, otte megapixels og den stærke billedchip fra iPad Air 2, så resultaterne i dagslys er, også her, meget overbevisende. Samtidig tilbydes der gode HDR og slowmotion funktioner.

Når der skrues ned for lyset er resultaterne derimod noget mere grynede. Dels er optikken og sensoren ikke synderlig lysstærk, men der er så heller ikke nogen flash til at afhjælpe situationen. Men skulle du forvilde dig til at tage nattefotos med en tablet, så er Apples iPads fortsat de bedste i kategorien.

Frontkameraet gør en hæderlig god figur, med resultater der sikrer et godt billede som rækker til FaceTime-brug eller en selfie i ny og næ – forudsat at der er lys nok omkring dig.

Kameraet leverer gode resultater - for en tablet
Kameraet leverer gode resultater - for en tablet

Den bedste minitablet du kan få

Sidste års iPad mini 3 skuffede lidt på redaktionen. Teknisk set, fejlede den ikke noget, men der gik ikke længe for det stod klart, at 3’eren bare var en 2’er med en guldfinish og en Touch-ID knap på fronten.

I forhold til 3’eren er iPad mini 4 derimod en mindre revolution.

Nu får du en fantastisk skærm, flot lyd, god ydelse i et yderst lækkert kabinet – med andre ord du får alle de fine features fra storebror iPad Air 2 i et lettere og mere kompakt ydre.

Man kan selvfølgeligt begræde, at Apple ikke har integreret den nyeste processor fra iPhones 6S her – men i praksis er forskellene ikke rigtig til at spore. iPad mini 4 opleves som et high-end produkt fra ende til anden.

Se også: Sammenligning: Apple iPad Air 2 mod Samsung Galaxy Tab S2

Den er let at overse, i et felt domineret at større tablets, men jeg har haft stor glæde af de mange timers myose-fri læsning, som det lette kabinet og den glimrende skærm har givet mig.

Vi lander derfor tæt på topkarakteren med 5½ stjerner ud af 6.

Få den bedste iPad mini 4 pris på mobilpriser.dk

Fordele:

  • Fantastisk skærm
  • Slankt, let og nobelt design
  • Flot lyd trods størrelsen
  • God ydelse
  • App-udvalg

Ulemper:

  • Ikke Apples hurtigste processor
  • Driftstid en anelse kortere end før
 

Apple iPad mini 4
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:

Apple iPad mini 4 Wi-Fi - billigste pris fra 2860kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies