Apple iPhone 6 Plus: Større end nogensinde – del 1 [TEST]

Anmeldelse: iPhone 6 Plus - større end nogensinde, kraftigere end nogensinde og muligvis den bedste nogensinde.

Apple iPhone 6 Plus: Større end nogensinde – del 1 [TEST]

Har du allerede læst Del 1 så finder du resten af anmeldelsen her: Del 2 af anmeldelsen finder du lige her.

’Ej, den er stor’ – den reaktion skal nybagte iPhone 6 Plus ejere vænne sig til. For den er stor, Apples første plus-size telefon. For iPhone-brugere, som danskerne oftest er, er endnu ikke fortrolige med phablet-genren.

Men lad os glemme størrelser og målebånd for en stund, og se på hvad iPhone 6 Plus rent faktisk er. Det er nemlig første gang, Apple begiver sig ud i et radikalt nyt format siden iPad’en blev til, og dermed også første reelle syretest af Apple som tech-industriens drivkraft, siden Tim Cook overtog driften.

Se også: Apple iPhone 6 Plus: Første kig [WEB-TV]

Modsat hvad mange skulle mene, er Apple sjældent først med det nye. Apples styrke, og succes, hviler især på en intuitiv evne til at ramme plet, når de debuterer i en genre. En unik evne til at forstå kunders behov, endda før de kan formulere dem – for derefter at udfylde dem med en højteknologisk perle i børstet aluminium. Det er nøglen til Apples succes.

Derfor er Apples iPhone 6 Plus yderst interessant at anmelde, både fordi den er Apples nyeste og dyreste, men også fordi den giver et fingerpeg om Apples evne til at ramme plet under Tim Cooks ledelse.

Det er en stor telefon, med en spritny iOS-version og nytænkning på flere områder. Der er meget at afdække, derfor vil denne anmeldelse deles op i to dele.

Specifikationer iPhone 6 Plus

Mål: 158x78x7,1mm, 172 gram
Display: 5,5” display, 1920×1080 opløsning, 401 PPI
Kamera: 8 MP f/2.2, optisk billedstabilisering, 1,2 MP frontkamera, Full HD video 60 fps, 240 fps slow-motion
Ydelse: Apple A8 dual-core 1,4 GHz, PowerVR grafik, 1GB RAM
Lagerplads: 16/64/128GB
Software: iOS 8
Batteri: 2920 mAh
Netværk: 2G, 3G, 4G/LTE cat. 4, op til 150 mbps
Øvrigt: Touch-ID, Apple Pay, NFC, fås i sølv, champagne-guld eller space gray
Pris: 5.999,- kr. for 16GB, 6.799,- kr. for 64GB og 7.599,- kr. for 128GB

iPhone 6 Plus er stor. Faktisk alt for stor, absurd stor. En iPhone 5 brugers fingre skal nu række over et 88% større areal. Håbløst.

Som nybagt iPhone 6 Plus ejer forstærkes tvivlen i dagligdagen. Reaktioner fra omverdenen er delte, nogle er nysgerrige, for til sidst høfligt at sige nej tak til supersize. Andre synes splittede mellem det komiske eller det vantro: Hvordan kunne Apple dog udgive sådan en størrelse?

Men det giver mening.

Først, nogle tal på bordet: dimensionerne er blæst op til 158 x 78 mm – 2½ cm højere og 2 cm bredere end iPhone 5s. Vægten er øget fra 112 gram til 172 gram, men føles tungere, for det høje slanke design har det med at kippe fremover.

iPhone 6 Plus er klodset og bred. Medmindre dine klør fem er større end normalens, vil almen navigation i apps og interface kræve at ty til Apples reachability: et dobbelt-tap på hjemknappen som bringer alle apps eller Meddelelsescentret i øjenhøjde og inden for tommeltottens rækkevide. En nødvendig, men ikke altid lige hurtig feature.

Alt bliver generelt sværere med en hånd. At svirpe fra venstre kant for at stryge tilbage kræver en omrokering af hånden. Frustrationen kommer snigende, lige indtil man drister sig til *ikke* at anvende 6 Plus som en iPhone.

Løsningen er enkel: få den anden hånd op ad lommen – og brug den!

Med begge hænder i spil, lærer man langsomt, men sikkert, at se ud over størrelsen, hænderne retter ind og man kan endeligt forføres af 6 Plus’ andre kvaliteter.

Man skal altså lade iPhone 6 Plus modne, før man får en glimrende oplevelse – og det er uvant for et Apple produkt. Apples satser traditionelt på at tilpasse sig brugernes behov, men for første gang foregår det den anden vej rundt: du skal tilpasse dig til iPhone 6 Plus.

Læs også: iPhone 6 og iPhone 6 Plus: Her er de billigst

Aluminium og glas i første klasse

Med tohåndsbetjeningen på plads, kan der nu sættes pris på iPhonens udsøgte konstruktion. Her er, vanen tro når vi taler Apple-produkter, et studie i glas og metal.

Se også: iPhone 6 Plus: Alle vores billeder

Det børstede aluminium er nænsomt afrundet og går i et med iPhones frontparti. Glasset foran skærmen buer samtidigt ved mødepunktet, og det afgiver et formfuldendt indtryk. Eneste lille brud med det minimalistiske, er en slids til det uundværlige nano-SIM kort, plastriller til antennerne og et kamera der rager ud med en enkel millimeter.

Bagsiden har den ulempe, at den er glat og enten kræver et skridsikkert cover eller tohåndsgreb, for at undgå dyre tab med baldrede skærme og tårer til følge. Apples nye silikone-cover er her en glimrende investering, for det sikrer både investeringen og et fast greb om den fine mobil – uden at føles som tarveligt plast.

Designet på iPhone og 6 Plus fjerner sig markant fra 5’erens fine, men sarte og kantede look. 6 Plus er ikke længere noget smykke, men rettere en minimalistisk fortolkning af iPad-seriens design.

Apple iPhone 6 Plus

Der er skrevet en del om bendgate. En viral-video med en bøjet iPhone, såede tvivl om holdbarheden og valget af aluminium i 6 Plus. Siden er flere mere eller mindre videnskabelige bøje-tests udført, og de bekræftede at ja, mobilen kan bøje – ligesom alle andre telefoner når de udsættes for hårdt pres.

Problemet synes at stamme fra en svaghed under volumenknapperne, hvor 6 Plus typisk vil folde. At bukke den kræver bare ekstraordinært mange kræfter, endda flere kræfter end hos en anden populær metalmobil: HTC One (m8). Der er derfor ikke noget at frygte for Apples nye darling, udover dårlige vittigheder fra inkarnerede Android-fans.

Power-knappen er flyttet til siden for at forblive inden for tommeltottens aktionsradius, mens volumenknapper nu er aflange, ligesom (på/hos) iPads. Knappernes respons er perfekt afstemt, med en resolut klik-lyd og følelse ved hvert et tryk.

Hjem-knappen huser, som hos forgængeren, en touch-ID scanner. Apples sikkerhedsløsning forbliver den enkleste og hurtigste til dato. Et klik og du er videre, fri for passwords, talkombinationer eller andre løsninger fra sidste årti.

Nederst finder man højtaleren som skaber et heftigt lydtryk med glimrende lyd – for en telefon. Det er dog ikke samme gode stereo-lydbillede som lydspecialisten HTC One (M8) leverer, for her spilles der mindre højt, men også mindre mudret bas.

Det medfølgende headset er uændret i forhold til forgængeren, den leveres i samme smarte æske og bidrager med funktionel lyd, dog uden at hæve sig over rivalerne medfølgende løsninger. Investerer du derimod i et sæt high-end hørebøffer forvandles 6 Plus til en fremragende medieplatform.

Perfekt skærm

Til den labre lyd, hører nemlig også et imponerende billede. Displayet breder næsten 3 gange flere pixels over et 88% større areal. Full HD over 5,5 tommer giver en pixeltæthed på 401 PPI, hvilket svarer til skarp tekst og detaljerede billeder under alle forhold.

En ting er specifikationer, noget andet er hvordan skærmen tilpasses fra Apples hånd. Apple bedyrer, at særlig fokus er blevet lagt på de enkelte subpixels udformning.

Traditionelle pixels består af mikroskopiske ruder i rød, grøn og blå, bagbelyst af en hvid flade, hos Apple buler de pyramide-formede pixelruder udad. Det sikrer bredere betragtningsvinkler end i konventionelle displays. Og det virker. Ikoner, tekst, og især fotos og film, ser ud, som var de malede på skærmen.

Udendørs virker de bulede pixels også glimrende, og parret sammen med en lynende intelligent automatisk lysindstilling, er skærmen altid tydelig og nem at læse.

Film, spil, internet – alt vælter derfor ud af skærmen og forkæler øjnene. Efter en uge med iPhone 6 Plus er der ingen vej tilbage, og man kan kun rynke på næsen af de mikroskopiske forgængere.

Apples nye display sikrer desuden en ensartet oplevelse. Displayet er kalibreret efter sRGB-standarden, en verdensomspændende standard som inkluderer virtuelt al indhold på internettet – og på andre Mac-enheder. I praksis betyder det at dine fotos og film, vil have præcis de samme klare og naturlige farver uanset hvilken apple-enhed de betragtes på.

Uendeligt kraftoverskud

Bag 6 Plus’ polerede ydre gemmer der sig bestialske kræfter.

En dual-core processor der tikker ved 1,4 GHz lyder ellers ikke af meget, når konkurrenter kan bryste sig af dobbelt så mange kerner, ved den dobbelte frekvens. Du skal dog ikke lade sig narre af det, på papiret, svage mekanik. Alle processorer er ikke født lige – nogle kerner er som knallertmotorer, andre er termonukleare kraftværker.

Hvor konkurrenterne bygger på en arkitektur, der er født ud fra mobile processor, læner arkitekturen inde i Apples A8-chip sig mere op ad den man finder i laptops. Det slår derfor også ud i benchmarks hvor 6 Plus udkonkurrerer alle rivaler, uanset hvorvidt de disker op med 2, 4 eller 8 kerner.

Faktisk skal man op i ultrabooks udrustede med Intels Core-processorer for at overgå Apple A8 processoren.

Læs også: Apple udgiver iOS 8.0.2 efter fejl med tidligere opdatering

Det må betyde at alt flyver afsted i iPhone 6 Plus, ikke? Ironisk nok, optræder der faktisk ventetider. Ikke fordi den hakker, eller løber tør for arbejdshukommelse, men fordi Apple værdsætter flydende animationer højere end blinkende hurtigt interface. Det er en smagssag, men det ærgrer mig nu lidt at eksempelvis browsing i Safari ikke kan speedes op når der scrolles op og ned i en side.

Når det kommer til tunge opgaver som grafisk krævende spil flekser 6 Plus med sine A8-muskler. Spil som Asphalt 8 kommer til live, ikke kun i kraft af den lækre skærm, men fordi grafikken aldrig tøver bare et splitsekund.

Fremtidssikret ydelse

På sigt, vil Apple stå med ekstra stærke kort på hånden med udviklings-værktøjet ’Metal’. Idéen er at give spiludviklere direkte adgang til grafik-processorens ressourcer, en øvelse der byder på mange muligheder for at optimere og fintune ydelsen i spil – ligesom i dedikerede konsoller som Xbox eller PlayStation.

Denne protokol er lovende, for under Apples WWDC udviklermesse lovede den californiske tech-gigant at optimeringer kunne give op til 10 gange højere ydelse. Dermed kan drages paralleller til konsol-verdenen, hvor selv ældre konsoller kan byde på storartet grafik, fordi udviklerne kan hente ekstra kræfter i optimeringer.

Mere om lidt

Batteriet byder på 2920 mAh, næsten det dobbelte end hos forgængeren. Driftstiden er derfor også i en klasse over – for at få det fulde overblik over driftstiden vil mobilsiden.dk vende tilbage i starten af næste uge med del to i Apples iPhone 6 Plus-føljeton.

Der vil vi også nærstudere de nye iOS-features som Apple har dedikeret til 6 Plus og se nærmere på hvad der allerede nu tegner sig til at blive det bedste mobilkamera nogensinde.

Indtil videre er dog ingen tvivl – iPhone 6 Plus kan blive den største, og det er ikke kun målt på størrelsen. Men den er også krævende og forventer tålmodig tilvænning.

Del 2 af anmeldelsen samt konklusion finder du her!

Læs også: iPhone 6 eller 6 Plus – hvilken type er du?

Sagens videre forløb

Siden vi bragte denne artikel er der kommet mere til sagen. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 18/9/2014 var der nyt om emnet i en artikel omkring emnet iOS 8 kræver 72% mere plads. Sådan slipper du for lagerbøvl. [TIP] – Læs her. Se også seneste nyt om tematikken ved at trykke her..