Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Asus Memopad 8 ME581CL: Fyrig 4G i fleksibel tablet [TEST]

Asus Memopad 8 ME581CL: Fyrig 4G i fleksibel tablet [TEST]

Anmeldelse: Asus reviderer deres Memopad 8. Navnet er uændret, men både kvaliteten og skærmen ryger en tand i vejret - og nu med overbevisende 4G.

Asus spiller på mange heste, ligesom tech-giganterne Apple, Sony og Samsung er den taiwanesiske producent blandt de få, som leverer enheder i alle mobile genrer, fra smarture, til bærbare, telefoner og tablets.

Læs også: Asus MemoPad 7: Billig, hurtig, god [TEST]

De mange modeller kan dog skabe lidt forvirring, og du skal være fortrolig med Asus’ tal og bogstavkombinationer, for at forstå præcist hvor et produkt befinder sig i Asus’ portefølje.

Dagens test-tablet befinder sig i midten af Asus’ line-up, og hedder MemoPad 8. Navnet er ikke nyt, for der er tale om tredje variant af Memopad igennem det seneste år. Dagens testdeltager hedder ME581CL til efternavn, og skal ikke forveksles med sommerens MemoPad 8 ME181C, som igen adskiller sig fra sidste efterårs MemoPad 8 ME181A.

Med navneforvirringen af vejen, vil vi se nærmere på Asus’ nye lommetablet. I denne variant lokker Asus nu med 8 tommer Full HD skærm, en kraftig fire-kernet processor - det hele pakket ind i et kvalitetskabinet som er let at have med sig overalt.

Specifikationer Asus Memopad ME581C/ME581CL

Mål: 213 x 123 x 7,5 mm, 299 gram
Skærm: 8,0” 1920x1200 (283 PPI), TFT IPS-teknologi
Ydelse: Intel Atom Z3560 1,83 GHz Quad-core, 2GB RAM, PowerVR G6430 grafik
Kamera: 5 megapixels f/2,4 optik, 720p optagelse, 1,2MP front
Lager: 16GB + micro-SD op til 128GB. + 16GB Asus Webstorage.
Batteri: 3950 mAh
Netværk: 2G, 3G, 4G Cat 4, micro-SIM (kun ME581CL)
Software: Android 4.4.2 KitKat
Øvrigt: NFC. Fås i hvid, pink eller blå.
Pris: 2.299,- kroner (16GB), 2.999,- kroner (16GB+4G/LTE)

Allerede ved første blik er det tydeligt; her er en ny generation fra Asus. Profilen er barberet 2,5mm ned til bare 7,5mm, mens fodtaftrykket holdes til kompakte 213 x 123 mm. Det er ikke nær så åleslankt som Sonys Tablet Z3 Compact eller iPad Air 2, men sammen med en vægt på 299 gram er tabletten tilpas let og kompakt til myosefri læsning eller spil i timevis.

Læs også: Sony Xperia Z3 Tablet Compact: En vaks vandhund [TEST]

Tabletten er støbt i plast med en let perlemorsfinish, pyntet med en kant af forkromet plast. Det ser pænt ud, men vil ikke narre nogen til at tro at her er en premium-tablet. Så snart du griber tabletten vil du mærke den lette plastkonstruktion.

Rundt om tabletten er de nødvendige huller til jack-stik, micro-SD og micro-SIM kort, samt power og volumenknapper. Knapper og stik til headset er velplacerede, mens nogle af design-beslutningerne bag kort-læserne er tvivlsomme.

Adgang til SIM-kortet kræver et specielt designet værktøj, som er tyndt og både kringlet og ubehagelig at anvende. Micro-SD læseren er derimod slet ikke gemt, og det sorte hul gaber og bryder med det hvide finish.

Læs også: Apple iPad Mini 3: Guldlok skuffer [TEST]

Endelig en flot skærm

Tidligere versioner af memopad 8 var positive bekendtskaber, men plaget af et kedeligt ydre, og især en uimponerende skærm. Eftersom at displayet er en tablets primære interface, må der helst ikke spares der, og i denne udgave er skærmen endelig værd at se nærmere på.

Displayet strækker sig ud over 8 tommer med fuld HD opløsning (1920 x 1200 pixels). Det sikrer en pixeltæthed på 283 PPI, et godt kompromis, hvor alt står skarpt så længe du ikke presser Memopad op til næsen.

Asus er også selskabet bag Googles Nexus 7 tablet, og ligesom i Nexus 7 er farver og kontrast både naturlige og velafbalancerede. Hvid er faktisk hvid og viger hverken mod det blålige eller rødlige, så fotos og film indtager et naturligt indtryk, lig den man finder i Apples iPad mini 3.

Brede betragtningsvinkler forstærker kvalitetsindtrykket, lige indtil man begiver sig udendørs, hvor kraftigt genskin gør det svært at tyde skærmen udenfor.

Asus har monteret to højtalere på bagsiden, hvilket aldrig vil slå komforten ved frontvendte ditto. Placeringen i krumningen ved tablettens top og bund gør dog, at de ikke forstummer når der holdes om kræet eller når tabletten hviler på bordet.

Lyden højtalerne udsender vil ikke vinde nogen grammyer, men den markerer sig positivt og hører til blandt de bedre i Android-land, kun overgået af HTC’er med Boomsound. Alt i alt er Memopad veludrustet på mediefronten og vil flattere dine film og fotos – i modsætning til forgængerne.

Kraftig men problematisk mekanik

Bag skærmen og plast-chassiset genfinder man sommerens platform fra Intel. Den byder på en Z3580 processor med fire kerner der står på spring for at klare mosten. Hvor de løb med 1,33 GHz tidligere, snurrer de med op til 1,86 GHz nu og RAM’en er fordoblet til 2GB.

Processoren understøtter 64-bit og lader sjældent vente på sig, multitasking og enkle opgaver som browsing klares fint, men der kan opleves hakken af og til når tunge hjemmesider åbnes. Hakkeriet undrer, for i benchmarks placerer den sig i førerfeltet sammen med Qualcomms Snapdragon 801.

På netværksfronten er de store kanoner rullet frem, antennen sikrer en solid 4G-forbindelse, selv i områder med marginal dækning. Meget flot.

Den atypiske processor har desværre en bagside, de mange hestekræfter er forslugne. Når batteriet med sine 3950 mAh samtidigt hører til de mindre, har det konsekvenser for driftstiden. Når skærm og 3D-spil fyres op, kan du lænse tabletten for strøm på bare 4 timer. Til sammenligning går der omtrent 6 timer før iPad mini 3 og Sony Z3 Tablet Compact giver op.

Android med kvikke tiltag

Memopad 8 drives frem af Googles styresystem Android 4.4.2 KitKat, der er ikke tale om den allerseneste version som just er sluppet ud, men det ændrer ikke det store rent visuelt for Asus bringer deres eget designsprog til tabletten.

Ikoner og menuer veksler mellem kvadrater og cirkler, meget lig den interface som LG indførte med seneste G-serie. Visuelt er det farverigt og enkelt, dog uden at nærme sig hyper-minimalismen i Googles seneste Android Lollipop-software.

For at udnytte det store skærm bedst, kan en række apps som browser, galleri, mail, lommeregner og mere åbnes i hver deres vindue. Et bekvemt tiltag der gør det nemt at svare på en mail, med eksempelvis en browser i det øverste vindue. Favorit-par kan desuden sammensættes så dine yndlings-apps kan åbnes i et.

Topbjælken kan i sædvanlig Android-facon hives ned til venstre for at få adgang til notifikationer, og trækker du nedad til højre hives kvik-menuen frem. Her rumsterer 20 ikoner som giver hurtig adgang til en skare af funktioner såsom Wi-Fi, mobildata, Bluetooth, men også mere dobbelte apps og meget mere. Du kan blande dit eget miks af funktioner her efter dine behov.

Tastaturet er funktionelt, rummer en talrække for oven og er generelt let at anvende da det kan tilpasse sig dit brug og foreslå ordvalg. To ting trække ned: der savnes et glid-input og ’enter’-knappen er for lille.

Kamera med syreeffekt

Som så mange andre tablets er kameraet ikke prioriteret højt. Kameraet byder på 5 megapixels, og Asus’ efterbehandling prøver i hærdigt at hive detaljer og kontrast ud af motivet. Det udmønter sig som regel i flatterende billeder, der til tider kan grænse mod det surrealistiske.

I mørke er det igen fornuftige billeder der kan indfanges, så længe de ikke blæses op i større format end den det 8 tommer store skærm leverer.

Drister du dig ud i HDR-fotografi er efterbehandlingen så overdreven, at hysteriske farver og blævrende detaljer sender dig på et garanteret syretrip. Min hjerne prøver stadigt at komme sig over farve-bombardementet.

Frontkamera på 1,2 megapixels lyder ikke af meget, men præsterer hæderligt selv i svagt lys. Selfies retoucheres automatisk og man hiver nemt tilfredsstillende billeder og video under de fleste forhold.

Video optages i fuld HD og Memopad’ens surrealistiske tendenser tones ned. Asus’ optimistiske brug af farver og kontrast klæder her, men detaljerne er i underkanten for Full HD video.

Godt håndværk, men halter visse steder

Asus’ seneste bud på en tablet vidner om solidt håndværk. Asus er tydeligvis ingen debutant indenfor genren og tredje generation af memopad-familien er en omvej værd. Her er en glimrende skærm og god lyd samt fornutfig ydelse pakket ind i et let kabinet.

Selvom Asus Memopad 8 aldrig falder helt igennem, er den svær at anbefale over konkurrenter i samme prisleje og vægtklasse: Apples iPad mini 2 yder bedre, er mere luksiuriøs og råder over flere tablet-apps, Sony Xperia Z3 Tablet Compact er vand og støvtæt.

Læs også: Apple iPad mini 2 - Kompakt muskelbundt og stilfuld oplevelse [TEST]

Priserne på 2.299,- kr. for 16GB Wi-fi og 2.999,- kroner for 4G-varianten bliver derfor svære at retfærdiggøre, da de nærmer sig faretruende prislejet for Sony og Apples konkurrenter – især når driftstiden hos begge rivaler er over en tredjedel længere.

Asus memoPad 8 får derfor på 4 af 6 mulige stjerner.

Fordele:

  • Glimrende skærm
  • Hurtig og stabil 4G
  • God lyd
  • Nydeligt design

Ulemper:

  • Lille batteri
  • Hakker af og til
  • Plastisk finish
 


Asus Memopad 8 ME581CL
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies