Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   ASUS VivoWatch - knap så smart og temmelig upræcist[TEST]

ASUS VivoWatch - knap så smart og temmelig upræcist[TEST]

Anmeldelse af Asus VivoWatch - Et ambitiøst og pænt ydre spoleres af misvisende målinger og resultater.

Asus VivoWatch
Asus VivoWatch

Jeg vil gerne starte med at erkende, at jeg ikke har været tiltrukket af smartwatches og activitytrackers indtil videre. Derfor har jeg heller ikke meget at sammenligne med, når jeg i denne test spænder Asus VivoWatch i testbænken.

Asus VivoWatch - Unisex model
Asus VivoWatch - Unisex model

Unisex til den feminine side

At dømme ud fra udseendet på æsken, lægger Asus op til pænt design med rene linjer og en snært af retro-look.

Skærmen er sort/hvid, hvilket er med til at spare på batteriet og samtidig give et stilfuldt look, uden alt for mange kunstigt oppustede farver.

Læs ogsåFitnessuret ASUS VivoWatch klar til salg i Danmark

Om man kan lide udformning og størrelse må være en smagssag – til min smag er uret lidt for lille – indrømmet, mine håndled hører ikke til de mindste, men jeg synes det syner lidt for småt.

Omvendt faldt min kone pladask for urets udseende, og har derfor assisteret med feminine input til denne test. Det har siddet klistret til hendes håndled de første par døgn, men den første begejstring lagde sig hurtigt, da uret begyndte at vise urealistiske og meget optimistiske målinger.

Asus VivoWatch - Pulsmåling
Asus VivoWatch - Pulsmåling

Puls og skridtmåler – 400 skridt ved at børste tænder

Asus VivoWatch har indbygget pulsmåler, der virker overbevisende og præcis. Pulsen bliver målt 24 timer i døgnet og bruges desuden til at måle brugerens træningsniveau.

Den indbyggede skridttæller er langt mere upræcis end pulsmåleren. Jeg er klar over, at skridt bliver talt på basis af bevægelser og dermed er der selvfølgelig risiko for at ”skridtlignende” bevægelser bliver registreret.

Disse fejlagtige bevægelser opstår blandt andet under tandbørstning, hvor uret nemt registrer 400 skridt – ja, jeg ved godt at der er en fejlmargin, men hvad bliver mere registreret som skridt?

Læs også: ASUS' VivoWatch-fitnessur vises frem på video

En morgen stod min kone ud af sengen, kiggede til børnene, gik ned af trappen til stueetagen og ud i køkkenet for at lave kaffe – Bum! 1044 skridt registreret siden midnat, og hun mener bestemt ikke hun har gået i søvne.

Skridttælleren der er med til at danne det samlede billede af brugerens aktivitetsniveau er altså larmende upræcis og på grænsen til at være ubrugelig – omvendt vil mange sikkert blive positivt overrasket, da VivoWatch giver nogle meget optimistiske måleresultater.

Sov til to afsnit af The Blacklist

Med Asus VivoWatch kan man registrere sin søvn og tilmed få et billede af kvaliteten af søvnen. Uret registrerer din puls og hvor meget du roder rundt i dynerne.

Isoleret omkring en nats søvn har uret meget præcist registreret hvor længe jeg har sovet, og desuden vist hvor længe jeg har været i ”Comfort Sleep” – Altså den gode søvn.

Længden af søvnen kan jeg positivt bekræfte, men hvorvidt ”Comfort Sleep” er retvisende har jeg ikke forudsætninger for at vurdere.

Læs også: Garmin Forerunner 220 anmeldelse - skræddersy din løbetræning [TEST]

Problemet omkring søvnmonitorering kommer, når stillesiddende aktiviteter også registreres som søvn. Min kone havde en dag iført sig Asus VivoWatch og sammen så vi to afsnit af The Blacklist. To afsnit om agent Keen og den storkriminelle Reddington varer omkring 1 time og 30 minutter.

Ved afslutningen af andet afsnit tjekkede min kone VivoWatch, der viste at hun havde sovet 1 time og 14 minutter. Jeg blev straks irriteret og anklagede hende for at være asocial, når vi nu skulle se film sammen. Til min store overraskelse kunne hun dog fortælle detaljeret om begge afsnit, hvorfor det hurtigt kunne udelukkes at hun havde sovet.

Min konklusion må derfor være, at søvn registreres ved lav puls og inaktivitet, hvilket desværre giver basis for et meget upræcist billede af den reelle søvn.

Asus VivoWatch - Happiness Index
Asus VivoWatch - Happiness Index

Happiness Index – Varm luft

Happiness Indexet er et tal der viser hvordan din overordnede sundhedstilstand er, baseret på den registrerede søvn og træning. Hmmm, når nu vi har konstateret at søvnen registreres tilfældigt og upræcist, må Happiness Indexet vel også kunne betegnes som upræcist og i værste fald misvisende.

Jeg vil derfor anklage Asus for at have opfundet Happiness Indexet, for at tilføje ekstra funktionalitet til et simpelt og featurefattigt ur. Happiness Index er efter min bedste overbevisning varm luft!

Asus VivoWatch - Træning
Asus VivoWatch - Træning

Træning – kun løb registreres

Med et langt tryk på urets eneste fysiske knap, kan man starte en træningssession, der fungerer som stopur, kalorietæller, pulsmåler med videre.

Det giver god mening, hvis man er til løb, da det er den eneste aktivitet uret kan finde ud af at tracke. Med andre ord: Er du til styrketræning, cykling eller andet, kan du ikke bruge VivoWatch til at registrere din træning præcist.

Asus HiVivo
Asus HiVivo

Synkronisering – Ingen tredjeparts apps

Asus VivoWatch synkroniserer med Asus´s egen HiVivo app til Android og iOS – Jeg har forsøgt at forbinde uret til en LG G2, men det er på intet tidspunkt lykkedes at parre de to enheder. Anderledes bedre gik det med applikationen til iOS – Her var der øjeblikkelig forbindelse, og den efterfølgende synkronisering gled nemt og smertefrit, omend lidt langsomt.

Læs ogsåNyt Moto 360-smartwatch kan være lige om hjørnet

I HiVivo kan man se et detaljeret og statistisk billede af ens aktiviteter, søvnmønster og det meget opreklamerede Happiness Index.
Desværre er det ikke muligt at synkronisere med for eksempel Endomondo, hvorfor man bliver nødt til at vænne sig til endnu et nyt venne-trænings-univers, hvis man vil have mere ud af VivoWatch end det man kan få via displayet på håndledet.

Asus VivoWatch - Batterilevetid
Asus VivoWatch - Batterilevetid

Batteri og oplader – Strøm til mange dage

På niende døgn befandt batteriindikatoren sig på et betænkeligt lavt niveau. Det var nu jeg begyndte at overveje, at finde opladeren frem, så uret kunne få et tiltrængt skud energi.

Asus opgiver at uret kan holde batteri i op til 10 døgn, hvilket nok ikke er helt ved siden af. På tiendedagen mistede uret dog evnen til at måle puls, hvorfor en oplader var påkrævet.

Det er særdeles positivt, at uret kan holde mere end en arbejdsdag, der ofte er ”standard” for meget af den smarte elektronik mange benytter sig af i dagligdagen.

Læs også: ASUS VivoWatch: Nyt fitness-ur med 10 dages batteri

Men om uret kan holde syv eller ti dage betyder ikke så meget for mig. Så længe jeg ikke skal finde opladeren frem hver eneste dag, når jeg kommer hjem fra arbejde, er jeg rigtig godt tilfreds.

Det irriterer mig dog, at Asus VivoWatch skal oplades ved at placere uret i en lille plasticholder, hvortil et microUSB kabel tilkobles. Det virker usmart, da man dermed bliver tvunget til at medbringe den lille holder, hvis man vil være sikker på at kunne oplade uret.

Asus VivoWatch - Testresultat
Asus VivoWatch - Testresultat

Konklusion – Godt forsøg, men utroværdigt resultat.

Asus har gjort et rigtig flot forsøg på at lave et stilfuldt og smart activitytracker, men det hele falder lidt til jorden, når målingerne der spyttes ud ikke er valide. Det gør på nogle punkter uret ubrugeligt og utroværdigt.

Pulsmåleren fungere tilsyneladende perfekt, mens skridttælleren virker meget tilfældig i sine resultater. Det er faktisk rigtig ærgerligt, da de fysiske rammer og tankerne omkring uret er gode. Det meste er holdt i et stramt og enkelt design, der understøttes godt af den sort/hvide skærm, der samtidigt er katalysator for en lang batterilevetid.

Læs også: ASUS afslører nyt ZenWatch 2 i to størrelser

Det mest positive med VivoWatch er helt klart designet og den lange batterilevetid, men måleresultaterne trækker næsten uret helt ned i støvet.

Asus VivoWatch får 3 ud af 6 stjerner.

PLUS:
-Batterilevetid
-Pulsmåler

MINUS:
-Skridttæller
-Søvnindikator

Asus VivoWatch
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies