Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   BeoPlay H7 - komfortabel læderstue [TEST]

BeoPlay H7 - komfortabel læderstue [TEST]

Anmeldelse af BeoPlay H7. Et yderst komfortabelt headset - men den sidste finpudsning savnes.

Foto: Mobilsiden.dk

En gang i mellem må mobiltilbehør gerne være ekstra lækkert, og det er her, BeoPlay fra B&O passer lige ind. Bang og Olufsens datterselskab arver nemlig mange af designdyderne, men forener dem med mange moderne tilslutningsmuligheder.

Nyeste kreation fra Struer er H7, som er et full-size headset, der tager lillebror H6 og giver det den store trådløse behandling.

Den rummer nu et batteri, hvilket øger vægten til 280 gram, men så slipper du også for kabler og kan i stedet bruge Bluetooth 4.1 med aptX lossless. Trådløs frihed uden kompromiser!

Specifikationer BeoPlay H7

Mål: 197 x 225 x 40 mm, 280 gram
Lyd: 2 x 40 mm elektrodynamisk driver, 20-22.000 Hz
Følsomhed: 102 dB/mW @ 1 kHz
Batteri: 770 mAh udskifteligt, op til 20 timer, micro-USB-port til opladning
Forbindelse: Bluetooth 4.1 aptX lossless og AAC, 1,2 m ledning og 3,5 mm mini-jack
Øvrigt: Mikrofon
Pris: 3.299 kroner

Yderst, yderst behageligt

Memory foam og lammeskind – det lyder komfortabelt, og det er det i den grad også.

H7 er et stort on-ear headset, men i brug er det dog hurtigt glemt, for den omfavner ørerne som to bløde bamselinepuder. Det slutter glimrende om ørerne, men det bliver kun bedre med tiden, for skummen i puderne skulle med tiden forme sig til dine ørers topografi.

Det hele er holdt sammen af en aluminiumsramme beklædt med kraftigt læder, hvilket både ser nydeligt ud, men samtidig forstår at give nøjagtig den rette modstand, til at den ikke let flyver væk og ikke strammer for meget om hovedet.

Den nærmest perfekte udformning betyder derfor også, at jeg nydt timelange sessioner med headsettet – noget som er sjældent med store on-ear hovedtelefoner.

Headsettet styres fra den touchfølsomme alumniumsflade
Headsettet styres fra den touchfølsomme alumniumsflade
Foto: Mobilsiden.dk

Touch-interface og trådløs lyd

De lange seancer med musik og film i ørene kan foregå via det 1,2 meter lange kabel – men det er en oldnordisk løsning og udnytter ikke H7's største styrke: den trådløse ’Bluetooth 4.1 aptX Lossless’-forbindelse.

Det lange og tekniske navn dækker over det bedste, der fås i trådløs lydforbindelser i dag, en standard der giver Hi-Fi-lyd med minimal forvrængning.

Parringen foregår via mobilen eller din bærbars Bluetooth-menu og ved at skyde en knap frem på headsettet. Her er dog ingen NFC-chip til at lette parringsdansen.

Styringen foregår ved touch, hvilket kræver lidt tilvænning. Det føles lækkert med den anodiserede touch-flade, men det omsættes til tider til fejltryk, så musikken stopper i stedet for at skrues op eller omvendt.

Flot, neutral lyd

B&O og Beoplay er synonym med dansk kvalitetslyd, og H7 håndhæver den tradition. Lyden er flot, rank og detaljeret – de to 40 mm drivere lyder glimrende i det halvåbne kabinet.

Lydbilledet er, som hos resten af BeoPlays line-up, neutral i gengivelsen – hvilket måske vil skuffe de mest bashungrende lyttere derude. Men det er et kompromis, der klæder H7’s noble rødder og ambitioner.

Men med et prisskilt over de tre tusinde kroner bør man også forvente noget ud over det sædvanlige, en signaturlyd – og her synes jeg, at H7 falder lidt til kort.

Beoplay H7 kommer med jack-stik, en kort USB-kabel og en vamset pose.
Beoplay H7 kommer med jack-stik, en kort USB-kabel og en vamset pose.
Foto: Mobilsiden.dk

De praktiske detaljer

Du får altså rigeligt med vellyd med H7, men den trådløse frihed varer ikke længere, end hvad batteriet kan levere – hvilket er godt 10 timer. Det er nok til en hel dag, men altså langt kortere end de 20 timer, som BeoPlay lover.

Hovedtelefonerne leveres med en blød stofpose, hvilket er nødvendigt, for den fine aluminium bliver desværre let ridset, mens du rejser. En anden lidt dum detalje er, at USB-kablet på 20 cm er alt for kort.

Batteriet er gemt i højre side og levere strøm i omtrent 10 timer
Batteriet er gemt i højre side og levere strøm i omtrent 10 timer
Foto: Mobilsiden.dk

Lækker, befriende og dyr

BeoPlay H7 er en fornøjelse at bruge, for det er et af de mest behagelige headsets, jeg har oplevet til dato – og den trådløse oplevelse er mere end befriende.

Når lydkvaliteten samtidig er glimrende, og designet er både underspillet og nobelt, er der meget at prise i dette headset.

Alligevel kan jeg ikke helt forlige med slutregningen på små 3.300 kroner – for du kan altså få uhyre god lyd i dette prisleje hos andre producenter. Når H7 samtidig trænger til lidt finpudsning af interfacet, finishen og tilbehøret, så ryger topkarakteren.

Vi lander derfor på 4½ ud af 6 stjerner.

Fordele:

  • Yderst komfortabel
  • Sidder tilpas fast
  • Flot, neutral lyd
  • 10 timers trådløs frihed

Ulemper:

  • Holder ikke i de lovede 20 timer
  • Dyr
  • Finishen bliver let ridset

Beoplay H7 test
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies