Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   B&O PLAY BEOLIT 15: en fryd for sanserne [TEST]

B&O PLAY BEOLIT 15: en fryd for sanserne [TEST]

Anmeldelse: Bang & Olufsens datterselskab B&O PLAY har skabt en trådløs højttaler, der både har lidt til gården og lidt til gaden.

Foto: www.beoplay.com

Med det upåklagelige design og den intense lyd spiller den kompakte højttaler rummet op og er en fryd for øjet på en og samme tid - en kombination man skal lede længe efter. Især når det gælder Bluetooth højttalere.

B&O har i 90 år skabt high-end højttalere, der leverer uovertruffen lyd - og Beolit 15 er ingen undtagelse.

Jo, vel at mærke er prisen er højere hvis man kigger på andre Bluetooth højttalere på markedet, men Beolit vinder ikke kun på det smukke design, også på lyden.

Beolit 15 i farven 'Natural Champagne'
Beolit 15 i farven 'Natural Champagne'

Specifikationer

  • Størrelse: 23 x 18,9 x 13.5 cm
  • Vægt: 2,7 kg
  • Batteri: 18WH indbygget Li-ion batteri. Op til 24 timers batteri
  • Lyd: True360 lyd teknologi. 2 x 35 watts klasse D (240 watt peak power)
  • Farver: Natural Champagne, Polar Blue, Shaded Rosa
  • Materialer: Aluminium, læder, plastik og gummi.
  • Forbindelse: Bluetooth 4.0, 1 x line-in mini jack
  • Pris: 3.699 kroner
Beolit 15 ligner til forveksling sin forgænger Beolit 12, men man har udskiftet delingen over WiFi med Bluetooth. Det gavner både anvendeligheden og batteritiden. Hvor Beolit 12 kun havde en batteritid på 5-6 timer, kan Beolit 15 spille i 24 timer. Fordi streamingen foregår over Bluetooth istedet for WiFi, er det også muligt at tage højttaleren med ud af hjemmet. Derudover indeholder Beolit 15 også flere højttalere og 360 graders lydfordeling.

Læs også: BeoPlay A2 - Designperle med uovertruffen lyd [TEST] 

Dyb og klar lyd uanset genren

Beolit har integreret True360 lydteknologi i højttaleren, der afspiller lyden hele vejen rundt. Det er opnået ved hjælp af de i alt 4 højttalere, der er drevet af 2 klasse D forstærkere, der som maksimum leverer 240 watt i spidseffekt. Der er altså masser af gods i højttaleren og den fylder rummet med en blød og klar lyd.

Jeg har spillet alt fra syre-jazz til Andrea Bochelli på højttaleren og den leverer en uovertruffen lyd, ligegyldigt genre og lydstyrke.

Beolit 15 passer glimrende på mit skrivebord
Beolit 15 passer glimrende på mit skrivebord

En designperle

B&O er kendt for at skabe design i høj kvalitet og endnu engang rammer de plet. Designet fører en tilbage til de gamle Beolit radioer, men emmer samtidig af moderne dansk design.

Højttaleren fås i tre forskellige farvekombinationer; Natural Champagne, Polar Blue og Shaded Rosa - tre farver som nok mest appelerer til kvinderne, men med den fantastiske lyd, kan mændene nok godt gå på kompromis med det lidt ‘tøsede’ look.

Læderstroppen kan dog udskiftes og tilkøbes i grå og sort, så hvis man kombinerer ‘Polar Blue’ med en sort strop bliver den mere maskulin. Den champagnefarvede jeg har testet passer lige ind i min indretning.

Strømkablet er smukt gemt bag på højttaleren og kan nemt gemmes væk indeni. Intet er overladt til tilfældighederne på Beolit 15.

Den kompakte størrelse gør det også nemt at passe højttaleren ind og med en vægt på kun 2.7 kg, er det nemt at tage den med ud i køkkenet når aftensmaden skal laves.

Selvom jeg også sagtens kan tage den med på stranden, nænner jeg det ikke. Det er ikke fordi den er besværlig at rengøre eller fordi den er skrøbelig - nej, den er simpelhent for pæn (og måske også lidt for dyr), til at jeg tør at løbe risikoen for at den bliver ridset eller går i stykker.

Nem betjening og super forbindelse

Der er kun 4 knapper på højttaleren, der gør den meget brugervenlig. Ved at holde Bluetooth knappen nede indtil du hører en lille lyd, kan du parre nye enheder med højttaleren. Det går hurtigt at få oprettet en forbindelse, der er meget stabil takket være Bluetooth 4.0 teknologien, der samtidig bruger mindre energi.

Jeg oplevede kun ganske få gange at forbindelsen stod af, typisk efter telefonopkald fra den mobil jeg brugte til at streame musik fra, men efter et halvt minuts tid hoppede den på igen. Desuden kan højttaleren gemme op til 8 enheder og to kan være tilsluttet på samme tid - en funktion som jeg fandt meget brugbar under fester, hvor flere agerede DJ’s.

Nem betjening med kun 4 knapper
Nem betjening med kun 4 knapper

Framragende batteritid

Beolit 15 har en batteritid op til 24 timer og på de uger jeg har testet den, har jeg kun opladt den et par gange. Og den er blevet brugt flittigt. Batteritiden på 24 timer er altså ikke noget de bare påstår.

Konklusion: Beolit 15, hvor design og god lyd går hånd i hånd

Højttaleren er oplagt hvis man vil have god lyd, æstetisk design og nyder at man kan tage den med i flere rum.
Dog er den ikke oplagt hvis man ønsker en højttaler der kan tages med overalt, hvilket ofte er formålet med en Bluetooth højttaler.

Personligt, ville jeg aldrig turde at tage Beolit 15 med på stranden; den ligger i et prisleje, hvor jeg ikke nænner at der kommer ridser eller buler i den. Desuden har den også en størrelse hvor man ikke lige har den med i rygsækken. Men lyden så god, at det i min situation, kan erstatte mit nuværende (og ældre) Harman Kardon anlæg. Det gør delingen nem og giver en fantastisk og dyb lyd - også når der er bas på.

For mig er Beolit 15 en højttaler, hvor design og lyd går op i en højere enhed og jeg har svært ved at aflevere den tilbage.

Du kan læse mere om Beolit 15 her


Beolit 15 får 5½ ud af 6 mulige stjerner, kun trukket ned af prisen.

Fordele:

  • Fantastisk lyd
  • God batteritid
  • Smukt design

Ulemper:

  • Ligger i den dyre ende
  • Knap så mobil
  • Større end andre Bluetooth højttaler

B&O PLAY BEOLIT 15
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies