Bose QuietComfort 35 – Hold omverdenen udenfor [TEST]

Test af Bose QC35: Bose er førende inden for støjreduktion, det er QuietComfort 35 et trådløst bevis på.

Bose QuietComfort 35 – Hold omverdenen udenfor [TEST]

Lydspecialisterne fra Bose indledte en stille revolution dengang selskabet i 2000 introducerede det første sæt høretelefoner til forbrugerer med aktiv støjreduktion.

Siden er udviklingen gået slag i slag, med flere modeller og nye rivaliserende producenter på markedet for lyd fri for omgivelsernes støj.

16 år efter originalens debut, er Bose nu klar med QuietComfort 35 – en model der løfter de støjreducerende evner til nye højder. Og nu foregår det alt sammen trådløst.

Se også:  Bose lancerer trådløse QuietControl 30 og QuietComfort 35

Bose QuietComfort 35
Foto: Bose

Specifikationer Bose QC35

Type: Lukket, over-ear med aktiv støjreduktion
Vægt: 234 gram
Batteri: op til 20 timer trådløst / 40 timer kablet
Kabellængde: 120 cm
Farver: sort eller sølv
Øvrigt: Aktiv støjreduktion i både høretelefoner og mikrofon
Pris: Vejledende 3.149 kroner

Bose QuietComfort QC 35
Foto: Mobilsiden.dk

Plast og læder mødes

Når et headset løber op i flere tusinde kroner, er lyden naturligvis afgørende, mens andre egenskaber som design og materialer også bliver væsentlige.

Her bliver første møde med Boses nye kreation en smule skuffende, for der synes ikke at være brugt meget krudt på at forfine udseendet på QC35. Det er enkelt og praktisk, men jeg savner noget flair, der kan løfte looket over billige begynderheadsets.

Indtrykket forbedres heller ikke af, at nærmest uanset hvor du holder om QC35, så er det hult lydende plast der møder ens håndflader. Det betyder dog ikke, at det ikke er solidt – QC35 er benytter sig af her af glasfiberforstærket vinyl, hvilket er både let og hårdført.

Læs også:  Bose Soundlink III: En ulv i fåreklæder [TEST]

Bose QuietComfort QC 35
Bose QuietComfort 35 byder på både læder, fleece og plast i konstruktionen. Foto: Mobilsiden.dk

Komfort i top

Selvom QC35 desværre både ser og føles billigere end den er, er selve pasformen i en helt anden klasse. Bløde puder i læder omfavner ørerne og slutter generelt godt til – et must hvis støjreduktionen skal være optimal.

Headsettet er tydeligvis designet til de lange flyveture eller togrejser. Og her gør den relativt lave vægt på 234 gram en mærkbar forskel i længden.

Pasformen er samtidig nem at indstille, uden at den ryger ud af form uden rejsen. QC35 blev afprøvet på en 3 timer lang flyvetur og selvom at de varmer lidt, blev det aldrig ubehageligt at have dem på. Til de længere interkontinentale flyture, kan jeg dog forestille mig, at en pause i ny og næ vil være på sin plads.

På højre enhed finder du knapper til fjernstyring af volumen og playback. De er veldimensionerede, så du nemt kan betjene dem, uden at tage hørebøfferne af.

Med QC35 følger samtidig et praktisk etui, hvor micro-USB kabel, et 2½mm til 3½mm jackstik-kabel samt en flyadapter med dobbeltstik, kan puttes af vejen sammen med det foldelige headset.

Se også:  Bose klar med in-ear headset i høj kvalitet

Bose QuietComfort QC 35
Bose QuietComfort 35 er let at pakke sammen. Foto: Mobilsiden.dk

Avanceret parring og enkel opsætning

QC35 er modsat sin QC25 forgænger klar til at modtage lyd trådløst fra din mobil eller tablet. Forbindelsen foregår igennem Bluetooth 4.0 men den audiofile AptX-standard er desværre overset.

Parringsdansen foregår enten igennem indstillingerne, Boses egen ’Connect’ app eller din Android-mobils NFC-chip.

NFC-parringen skulle være ligetil: telefonen føres op til headsettet og parringen foregår automatisk. Det sker bare ikke hver gang, jeg har gentagne gange måttet ty til indstillingerne for at få Bluetooth forbindelsen på plads. Og så ryger det smarte jo lidt.

Selve app’en er ikke nødvendig, men den giver nogle gode ekstra-features til blandt andet styring af tilsluttede enheder, volumen og sprog. 

Hele processen assisteres af stemmekommandoer på engelsk, svensk eller andre sprog – men ikke dansk. De indikerer om headsettet er parret og hvilken af ens enheder, der er sluttet til.

Læs også:  BeoPlay H7 – komfortabel læderstue [TEST]

Bose QuietComfort QC 35
Bose QuietComfort 35 byder på komfortable puder der slutter godt om ørene. Foto: Mobilsiden.dk

Glimrende lyd

QC35 er bygget som en lukket konstruktion, hvilket selv uden den aktive støjreduktion holder lyden ude. Det gør også at din egen lyd holdes inde og ikke generer resten af stillekupéen.

QuietComfort opleves som et sæt velspillende høretelefoner med en veludviklet og detaljerig bas. Mellemtonerne er også veldefinerede og går klart igennem. Eneste svaghed at spore, er i diskanterne som ikke er helt så åbne og luftige som de kunne være – men det er en generel svaghed med høretelefoner af den lukkede slags, og Bose gør et fortrinligt arbejde med at bevare kontrollen over de allerhøjeste toner.

Lydmæssigt minder QC35 mig en del om Sennheisers hæderkronede HD-25 II monitor-headset – en reference indenfor sin genre. QC 35 er derfor et glimrende udgangspunkt for masser af timers musikalsk underholdning.

QC35 byder til sidst på glimrende headset-funktioner, med tale der går tydeligt og klart igennem.

Læs også:  B&O Play lancerer trådløst in ear-headset: Beoplay H5

Bose QuietComfort QC 35
Kontrolpanelet på Bose QC35 er let at gå til. Foto: Mobilsiden.dk

Så er der ro i timevis

QC 35 er væsentlig dyrere end sin kollega fra Sennheiser og det skyldes den indbyggede processor, der ved hjælp af et batteridrevent arsenal af mikrofoner trækker lyden fra omgivelserne fra.

Teknologien er ikke ny, men er fintunet til effektivt at lukke omverdenen ude. Især støj fra blæsere, trafik eller motorstøj sorteres fra, hvilket giver overraskende stilhed selv når musikken ikke spiller. Det hjælper bestemt, hvis man ønsker sig en lur på flyturen.

Støjreduktionen er faktisk den bedste jeg har oplevet i noget headset til dato. Men den er samtidig så effektiv, at jeg ville holde igen med at bruge headsettet i trafikken. En cykeltur i Københavns trafikerede veje kan hurtig blive farlig når man ikke kan høre omgivelserne – især fordi den aktive støjreduktion ikke kan slås fra, medmindre du slutter kablet til.

QC35 virker heller ikke helt perfekt når der er helt stille omkring dig, for her optræder den en lille summen i headsettet – og slår du reduktionen fra forringes lydkvaliteten desværre mærkbart.

Det betyder at du skal sætte din lid til batteriet når du bruger Quiet Comfort 35. Heldigvis rækker det til op til 40 timer med kabel, eller det halve når du bruger headsettet trådløst.
I praksis fik jeg svært ved at opnå nær så imponerende driftstider, men godt et døgn kunne det godt blive til, med kablet sluttet til. Du kan samtidig indstille headsettet til at slukke af sig selv efter et tidsrum på mellem få minutter eller en time.

Bose QuietComfort QC 35
Bose QuietComfort 35 er som skræddersyet til flyturen. Foto: Mobilsiden.dk

Vinder kampen mod støjen

Bose QuietComfort 35 er med en listepris på 3.149 kroner en noget pebret sag – men den leverer samtidig varen der hvor den skal. Lyden samt komforten er begge glimrende, mens støjreduktionen hører til det allerbedste på markedet.

Jeg synes dog at de mange kvaliteter skæmmes af det noget uinspirerede udseende. Design er naturligvis en smagssag – men sammen med det stærke, men ellers ikke særligt luksuriøse plast savnes der noget stil for pengene.

Der ryger derfor en stjerne, og vi lander på 5 ud af 6 stjerner for Bose QuietComfort 35.

Se også:  Jabra Halo Smart: Nyt Bluetooth-headset med smarte funktioner

Fordele:

  • Komfortabelt
  • Rejsevenligt
  • Vild støjreduktion
  • Glimrende lyd

Ulemper:

  • Støjreduktion kan ikke slås fra
  • Uinspireret design
 

Mere til sagen

Temaet døde ikke med det første redaktionelle stik. mobilsiden fulgte op på sagen. 14/6/2016 fulgte vi op med en artikel omkring Sony afslører dansk lanceringsdato for PlayStation VR – Forstættelsen om temaet kan læses her. Og der er sket meget siden. Klik her for at læse seneste nyt om temaet..