Dell XPS 13 (2015): Kantløs og sexet bærbar [TEST]

Anmeldelse: Det er ikke svært at lade sig forføre af Dells senest skabning, som koket smider den sorte display-ramme.

Dell XPS 13 (2015): Kantløs og sexet bærbar [TEST]

Små frække bærbare er ikke nye. De rappe små kontormaskiner fik deres store udbredelse i 2008 da chipproducenten Intel, introducerede en serie særligt strømbesparende ‘ULV’-processorer. Batterierne kunne nu være mindre og dermed blev bærbaren lettere og finere: Ultrabooken var født.

Siden dengang har Ultrabooken ikke ændret sig synderligt, en Macbook Air fra 2008 er endda skræmmende lig 2015-versionen.

Læs også: Apple redefinerer bærbaren: her er Macbook

Derfor gør Dell nu op med markedets øvrige klassiske, og efterhånden generiske, designs i deres seneste XPS 13 (2015). Modelnavnet er ikke nyt, men så snart skærmen blusser op er man ikke i tvivl: denne maskine er noget unikt.

Den sorte ramme der normalt omslutter displayet er nemlig barberet væk og tilbage er kun en forsvindende smal sort stribe. Det ser ganske enkelt imponerende ud, og man undrer sig egentlig over, hvorfor ingen har fået den geniale idé noget før.

Specifikationer Dell XPS 13 (2015)

Skærm: 13,3” 1920×1080, 165 PPI / 3200×1800, 275 PPI
Kamera: 2 MP frontkamera
Ydelse: 5. gen. Intel Core i5 eller i7 2,2-2,4GHz dual-core med op til 3,0GHz boost, 4/8GB RAM
Batteri: 54 Wh, op til 15 timer
Lager: 128GB/256/512 GB + SD-kortlæser + 20GB Dropbox i et år
Porte: 2xUSB 3.0, mini-DisplayPort, Kensington lås
Software: Windows 8.1
Øvrigt: Pris fra 7.990,- / 10.490,- kroner. Fås kun i metalgrå.

Dell XPS 13 (2015)

På afstand ser Dells stjernebærbar lidt anonym ud. Zoomer du tættere ind, vil du hurtigt bemærke designdetaljer der hæver XPS 13 langt over gennemsnittet.

Mest iøjnefaldende er, hvor kompakt den er. Med mindre spildplads omkring den 13,3 tommer store skærm, følger et mindre format som aber de mindre 11,6” Ultrabooks efter. Vægten ligger omkring de 1,3 kilo, hvilket, sammen med profilen på halvanden centimeter, får laptoppen til at forsvinde i tasken eller rygsækken.

Næste positive indtryk ligger i soliditeten. XPS 13 kan bedst beskrives som en kileformet, højteknologisk sandwich, bestående af to tykke skiver aluminium garneret med plast og kulfiber.

Jo tættere du kommer på Dells nye kreation, des mere sexet bliver det. Aluminiumen er prydet af en nydelig finish, mens forstyrrende elementer som køleriller og service-mærke er gemt henholdsvis i bunden og bag en låge i bundens XPS-logo.

Skærmen løftes og åbenbarer et indvendigt for af kulfiber med soft-touch belægning. Samtidig sikres displayet af en solid hængsel, som ikke har i sinde at give efter, når du betjener den trykfølsomme skærm.

XPS 13 forstår derfor, både at være stærk og stiv, men giver en varm skridsikker overflade på betjeningsfladerne.

Godt med stik og lyd

Det robuste indtryk følges ikke helt op i tastaturet, som består af lidt for bløde baggrundsbelyste taster. De reagerer dog prompte og vil arte sig efter lidt tilvænning. Touchpad’en er heldigvis mere klikfast og reagerer kvikt – måske endda lidt for prompte, hvilket igen kræver lidt tilvænning.

På siderne finder du 2x USB 3.0, mini-displayport, SD-kortlæser, samt strøm- og jack-stik. XPS 13 er derfor fuldt ekviperet til at klare de fleste kontoropgaver, men en HDMI-udgang vil givetvis blive savnet af nogle.

En lille slids på hver side gemmer desuden på to overraskende kraftige højtalere, der liver kontoret op med vellyd – så længe du ikke skruer for kraftigt op.

Dell XPS 13 2015

Åh, en dejlig skærm

Til det gode lydbillede efterlyses en god skærm. Og Dell skuffer sandeligt ikke her. Dell kalder dette for et ’Infinity’-display og den fortjener at få sit eget label: farver, lysstyrke, kontrast og skarphed er ulig nogen anden bærbar skærm set til dato.

Sort er kulsort og hvidt er bragende hvidt på denne skærm, som leverer en lysstyrke der gør den fuldt ud brugbar udendørs. Samtidig er den beskyttet af hærdet glas som, sammen med et kompetent anti-refleks lag, giver brugbare billeder hvor end du befinder dig.

Oven i det, så presser Dell opløsningen til 3200×1800 pixels, hvilket med sine 275 PPI er hinsides det du finder i Apples 13” retina Macbook Pro (227 PPI).

Skærmen er desuden gavmild med farverne, hvilket glæder nethinden, men samtidig tydeliggør, at skærmen er en tand for blålig.

Sammenstykker de mange gode indtryk fra displayet med dens væg-til-væg design, løfter det hele oplevelsen til usete højder i en laptop. Her er en skærm som kan måle sig med de fremragende displays vi kender fra mobilverdenen.

Se også: Dell XPS 13 (2015) – Faktisk fræk bærbar [FØRSTE KIG]

Det spændende design har dog en lille bagdel: den gør at webcam’et flytter ned under displayet, hvorfra den har et perfekt udsyn til dine næsebor og eventuelle dobbelthager. Heldigivis er opløsningen kun almindelig HD.

Dell XPS 13 2015

Windows driller fortsat

Med XPS 13 følger Microsofts Windows 8.1 64 bit og det er både godt og skidt. Windows behøver efterhånden ikke længere nogen introduktion, med sin todelte interface der veksler mellem Metro og desktop applikationer.

Det er ikke altid optimalt at betjene via musen, men heldigvis er skærmen trykfølsom hvilket hjælper gevaldigt med navigationen.

Windows er ikke uden fordele med sit rige bagkatalog af applikationer fra de sidste to årtier. Jeg er dog ved at blive småmopset over at mange applikationer fortsat ikke understøtter høj-opløsnings displays uden kvaler. Google Chrome, Steam og Adobe-CS pakken blandt andre stadigt ikke optimerede, og det er en skam.

Heldigvis lover Microsoft at Windows 8.1 vil få en gratis opdatering til Windows 10, så det giver da noget at glæde sig til.

XPS 13 er desuden næsten fri for bloatware, med undtagelse af McAfees overflødige ‘Internet Security’-pakke. Det tager 2 minutter at fjerne den, men den tid er hurtigt vundet tilbage.

Læs også: Min første uge med Windows 10 Technical Preview

Dell XPS 13 (2015)

En lille overhaling

Ultrabooks har aldrig handlet om svulmende gigahertz-muskler, hvilket betyder at processorerne kun er blevet hurtigere i takt med at Intel har optimeret Core-arkitekturen, hvilket er en langsommelig proces.

Femte, og seneste generation af Intel Core med to kerner stikker dog ud her. Bundfrekvensen bliver nu løftet fra 1,6 GHz (Intel Core i5 4200 U) til 2,2 GHz (Intel Core i5 5200U) – en tredjedel hurtigere. Til spidsbelastninger øges topfrekvensen også, men kun fra 2,6 GHz til 2,7 GHz, mens en ny 14nm graveringsproces bør sikre et endnu lavere strømforbrug.

Det nye kraftværk leverer dog ikke en tredjedel mere ydelse, som ellers forventet ud fra den øgede frekvens. Den placerer sig rettere omkring 10% over forgængeren. En målbar, men givetvis ikke mærkbar, forbedring hvis du i forvejen ejer sidste års XPS 13 model.

På grafikfronten stikker XPS 13 lidt dybere og henter gennemsnitligt 20% højere resultater i benchmarks og spil. Men nogen decideret gamer-maskine er den ikke blevet, især fordi skærmens ultra-høje opløsning kræver eksponentielt flere kræfter.

Driftid: “15” timer

Vender vi os mod batteriet er der en lille tilbagegang at spore i batteriets kapacitet: den krymper fra 55Wh til 52Wh. Det er dog ingen katastrofe, Dells seneste XPS’er sipper nemlig mådeholdent til strømlageret.

Dell lover selv, at der kan klemmes 15 timers drift ud af maskinen, hvilket vist kun sker i tilfælde af medvind og trillen ned af bakke.

I praksis skal du være heldig med at presse mere end 8-10 timer ud af maskinen – selv med alt skruet helt ned. Under denne anmeldelse gik der rutinemæssigt 6 timer med Office og foto-redigering før et pitstop var påkrævet.

Trykker du speederen i bund, fyrer op for 3D-spil eller et videoredigeringsprojekt, vil du udfordre batteriet. Og inden 3 timer skal du spejde efter en stikkontakt.

Den medfølgende lader er en kompakt sag på 45W og 314 gram. Kablerne er dog lidt overdimensionerede, og jeg savner en ledig USB-port til at lade tilbehør eller mobilen op med.

Læs også: Apple Macbook eller Surface Pro 3 – hvilken er bedst?

Mange modeller i spil

Er du overbevist om at XPS 13 skal være din næste bærbar, skal du være opmærksom på at Dell har mange modeller i spil. Den fås kun i metalgrå, men i mange konfigurationer som ses herunder:

Konfigurationer med mat Full HD skærm:

  • Core i5 2,2 GHz (op til 2,7 GHz) / 4GB RAM / 128GB SSD – 7.990,- kroner
  • Core i5 2,2 GHz (op til 2,7 GHz) / 8GB RAM / 256GB SSD – 8.990,- kroner

Konfigurationer med mat Full HD-skærm og touch:

  • Core i7 2,0 GHz (op til 3,1 GHz) / 8GB RAM / 512 GB SSD – 10.490,- kroner (m. Ubuntu-Linux)
  • Core i7 2,0 GHz (op til 3,1 GHz) / 8GB RAM / 512 GB SSD – 10.990,- kroner

Konfigurationer med Infinity skærm og touch:

  • Core i7 2,4 GHz (op til 3,0 GHz) / 8GB RAM / 256GB SSD – 10.990,- kroner
  • Core i7 2,4 GHz (op til 3,0 GHz) / 8GB RAM / 512GB Pci-e SSD – 12.490,- kroner

Du skal altså op i de dyreste Core i7 konfigurationer for at få fingrene i den forførende lækre skærm eller bare en trykfølsom skærm. Den billigere løsning kan dog være interessant, hvis du foretrækker skærme med mat overflade.

Dell XPS 13 2015

En genial idé, glimrende udført

I stedet for at ensidigt at opdatere deres XPS med marginalt hurtigere indmad er Dells beslutning om at brillere på skærmen spot on. Der er en dyr opgradering, ja, men bruger du bærbaren som primært arbejdsredskab, kan den hurtigt lønne sig selv i pure arbejdsglæde.

At den så samtidig er en fornøjelse at bære på (og vise frem) vil ikke gøre ejerglæden mindre.

Jeg ser dog et par områder hvor XPS 13 rammer lidt skævt. Driftstiden er ikke helt op og ramme en hel arbejdsdag, hvilket kan skabe episoder med strømbekneb. Samtidig er tastaturet en kende for blødt efter min smag.

For de fleste vil det dog høre til småtingsafdelingen. Dell XPS 13 fortjener fortsat en varm anbefaling herfra og vi lander derfor på 5½ ud af 6 mulige stjerner.

Fordele:

  • Kant-til-kant display
  • Brilliant display
  • Nydeligt, professionelt ydre
  • God performance

Ulemper:

  • Tastatur og batteri kunne være bedre
  • Webcam er uheldigt placeret