Fitbit Charge: Lige lovlig optimistisk følgesvend [TEST]

Anmeldelse: Fitbit er tilbage med endnu en generation af de skridttællende håndledsmakkere.

Fitbit Charge: Lige lovlig optimistisk følgesvend [TEST]

Siden wearables og smartwatches med fitness-fokus tog fart i 2014, melder flere og flere producenter sig i kapløbet om at være bedst til at følge dig nat og dag.

Fitbit er en erfaren skridttæller med enheder i mange afskygninger.

Mobilsiden.dk har testet forrige generations Fitbit Flex, der med minimalistisk design og 5 dioder kunne orientere dig om tilbagelagte afstande.

Men nu er motiverende Fitbit tilbage, og kørt i stilling til et håndleds-2015, med tre nye produkter der henvender sig til hver sin klasse af motionister, som du kan læse mere om dem her. Vi vil i denne anmeldelse tage et nærmere kig på modellen, Fitbit Charge.

Optimeret minimalisme

Fitbit ønsker ikke at overfuse forbrugerne med et design der vil udfordre det daglige armbåndsur. Det matsorte gummimateriale er fortsat anvendt, og signalerer ikke til omverden at pågældende person ønsker at måle sin daglige gang.

Trods Fitbit Charge deler samme højde med det ældre Fitbit Flex, fornemmes det fladere med en fysisk bredere form.

Den før anvendte blanke gummioverflade, er nu udskiftet til fordel for et blødt og rillet design i bedste sportsstil. Tilhænger af designet eller ej – det er en subtil og behagelig følgesvend der ikke generer dig ved skrivebords-sidning eller computerbrug.

Man vil aldrig fornemme frygt for at tabe Fitbit Charge, takket være dens to modhagende lukkere i remmen. Det kræver dog fortsat en stor portion fingersnilde og tålmodighed for nybegyndere at fastsætte uret.

Læs også: Apple vil sikre fitness uden forstyrrelser

På den håndledsvendte side finder man tre små guld-pins der skal stå for strømmodtagelse. Når elektroniske mekanik skal trækkes op, forbindes USB-opladeren med denne port.

Det medfølgende opladekabel er irriterende kort med sine cirka 20 cm. Kombinér dette med en tilslutning der forlader urets port uden meget modstand, og man står med en til tider frustrerende og overfølsom oplade-oplevelse.

Skal man oplade fra 0 til 100% strøm, skal man tilsidesætte cirka halvanden time til Fitbit Charge. Det proklamerede 7-10 dages batteriliv kan bekræftes, og i fleste omgange holder det hele 10.

Forrige generations Fitbit kunne oplyse dig med en diode for hver to tusinde skridt, og var dybt afhængig af en Bluetooth-forbundet telefon for yderligere information. Fitbit Charge er velsignet med en mere funktionel skærm, der nu figurerer som ur – tak Fitbit.

Fortil finder man den nyimplementerede OLED-skærm, der fortæller dig om din daglige præstation. Skærmen vækkes til live via dobbeltprik, hvis reaktionslyst stadig er lettere utilregnelig, eller via den fysiske knap på venstre side.

Tal og symboler fremstår tydeligt under den relativt ridsestærke skærm, og man kan endda selv vælge imellem flere designs ved visning af klokken. Se dem i billedgalleriet længere nede.

Når Charge vækkes til live, kan rækkefølgen af henholdsvis ur, skridt, kilometer, kalorier og antal bestegne etager selv bestemmes via applikationen på din telefon.

Takket være disse muligheder og fine animationer ved overgange, fungerer Charge i højere grad selvstændigt. Man er ikke på samme måde afhængig af nærliggende smartphone, når den længere gåturs kilometertal skal tjekkes.

For at sikre Fitbit Chare kan snakke sammen med flere enheder, anvendes der fortsat Bluetooth-teknologi ved synkronisering, og ligeledes får man en trådløs USB-dongle der kan indhente data fra håndleddet til computeren.

Overraskende nok har Charger taget et skridt tilbage på en essentiel front – vandtætheden.

En sådan følgesvend der skal følge dig nat og dag, spore skridt og søvn, synes kun at skulle tages af ved opladning – det skulle Fitbit Flex i hvert fald.

Fitbit udmelder at Charge er vandresistent i produktbeskrivelsen, så det skal altså tages af til brusebadet, hvor det billigere, og ældre, Fitbit Flex kan følge dig overalt, våd eller tør. Det er bare ikke godt nok.

Én, to, mange

Under den stille overflade hviler seks sensorer, der skal holde øje med dig og din aktivitet.

Når du armerer dig med Fitbit og går en tur, viser Charge at kunne tælle rigtigt – men kun ved ganske almindelig gang.

Fitbit har endnu ikke formået at få elimineret skavankerne ved en håndledsplacering, eftersom det at vaske op eller armfagter ved en røverhistorie kan forhøje din skridtmængde gevaldigt, mister det desværre troværdigheden.

Trods man via applikationen sætter urets placering til at være på sin mest eller mindst brugte arm, er Fitbit Charge simpelthen for gavmildt.

Holdt op imod GPS-applikationen Moves, prøver Charge ved slutningen af dagen, at opmuntre dig med cirka 5000 skridt i gennemsnit mere, end hvad satellit-sporing indrømmer.

Læs også: Google vil med på fitness-bølgen 

Som motiverende faktor for at vælge trapperne, kan man nu se bestegne etager, der skal få én til at vrage elevatoren til fordel for benarbejde. Dette er en velkommen feature, men desværre overvurderes stueetagens fire trin ofte som en hel etage, hvilket føles lidt fladt.

Yderligere låner Fitbit Charge de dyrere smartwatch-funktioner, ved at orientere dig om indgående opkald på håndleddet, skulle din telefon ikke være i nærheden.

Hvor Fitbit Flex skulle lægges til at sove med 6 irriterende kontinuerlige prik, fornemmer Charge selv når det er sengetid – det er meningen i hvert fald.

Igennem testperioden har Charge været påsat undertegnede journalists håndled, men jævnfør Fitbit-statistikker har jeg ikke sovet i flere uger… Når en sådan funktion ikke fungerer optimalt, er det en skam man ikke manuelt kan styre det.

Lærer man dog at affinde sig med det lettere unøjagtige etage- og skridttal, er der dog meget motivation og sjov at hente i Fitbit-Badges. Her kan man optjene emblemer for at gå henholdsvis 15000 skridt på en dag, i alt gå 500 kilometer eller at bestige 50 etager over længere tid og mange flere.

Fornuftig Fitbit-indsats

Fitbits applikation der både er tilgængelig på iOS, Android og Windows Phone, formår at vedligeholde et simpelt og farverigt design over hele linjen.

Ved denne anmeldelse er applikationen benyttet fra en Android-telefon, og det er en fornøjelse at se Fitbits adoption af Googles design-retningslinjer, som det indfarvede topgardin, den roterende hamburger-menu og splash-effekten fra Lollipop-filosofien.

Ved opstart mødes man af de vigtigste funktioner som skridt, distance og kalorier, hvor røde linjer skifter mod det grønne spektrum, som man får flere skridt i kassen. Generelt er det et visuelt nydelig og overskuelig setup.

Man savner dog en samlet oversigt for éns statistikker, eftersom man skal gå frem og tilbage, hvis der ønskes uddybende information om henholdsvis skridt, distance osv.
Dertil er der de lidt utilfredsstillende ”Active minutes”, der kan opnås ved hurtig gang eller løb – Fitbit Charge formår altså ikke at skelne imellem disse.

For nyligt blev Android-applikationen opdateret til at kunne tracke dit løb via GPS, hvilket bestemt er en god feature, men idéen med uret er vel at kunne erstatte den 5-tommer store telefon på armen. Dermed sagt har Fitbit Charge ikke indbygget GPS.

Læs også: Sony udvider sortimentet for Bluetooth-lyd

Fitbit har for motivations skyld lavet den udfordrende sektion, Challenges. Her kan man nikke ja til udfordringer som eksempelvis ”Weekend Warrior”, der ikke mener at lørdage og søndage er lig afslapning, men tværtimod hvor der skal steppes op. Man kan også prøve ”Workday Hustle” der vil maksimere de daglige skridt på arbejdet fra mandag til fredag.

Ligeledes opfordrer dette til at udfordre sine venner, der kan indgå i samme konkurrence, for at se hvem der er mere aktiv – en simpel og sjov måde at få rørt sig lidt ekstra.

Hvis sengepartneren får lov at sove længe, kan Fitbit Charge vække dig uden det store alarmspektakel. Fra applikationen kan man tidsindstille en såkaldt silent alarm, der ved kontinuerlig vibration vækker dig roligt og lydløst, hvilket medfører en rolig start på dagen.

Optimistisme med løgn på

Fitbit har endnu en gang lavet en komfortabel håndledsmakker. Med det afdæmpede design og en ny funktionel skærm, er det bestemt et skridt i den rigtige retning for de skridttællende ure fra Fitbit.

Ligeledes formår Charge at lokke dig ud på endnu længere gåture, føre dig op af trapperne i stedet for elevatoren og give dig lysten til at opnå alle badges – hverdagens gang gøres lige pludselig lidt sjovere.

Desværre falder Fitbit Charge igennem. Dette sorte armbåndsurs primære mission, er at tælle dine daglige skridt, og når ikke engang dette gøres på troværdig vis, må det siges at produktet fejler. Nok får Fitbit Charge dig ud at gå 2-3 gange længere end normalt, men man snyder kun sig selv ved at stole på de tusindrige tal.

Dertil er det også skuffende at se dette + 800,- kroners dyrere og nyere ur, er mindre vandtæt end den billigere forgænger. Hvis man vil ind i Fitbit-verden og ikke kræver displayet og trappe-tælning, kan det anbefales at købe de forrige og billigere Fitbit-produkter.

Derfor lander Fitbit Charge på 3 ud af 6 stjerner

Læs hvordan Mobilsiden.dk giver karakterer.

Positivt

  • Komfort
  • Batteri
  • Badges

Negativt

  • Mindre vandtæt
  • Upræcis
  • Prisen