Genial lavpris-printer spiller sammen med mobilen (produkttest)

TEST: Brother DCP-J515W er en lavpris-printer, som fungerer med mobilen. Printeren imponerer voldsomt!

Genial lavpris-printer spiller sammen med mobilen (produkttest)

Printere er som oftest et helvede for de fleste brugere. De er besværlige at sætte op, og når man endelig har brug for f.eks. at scanne, så virker det alligevel aldrig!

Okay. Fordomme er der nok af. Men det er nok fordi, at mit forhold til printere generelt er belastet.

Brother har sendt os printeren DCP-J515W, der til en vejledende udsalgspris koster under en tusse, lover både printer, scanner og fotoprinter i samme kasse.

Desuden kan en Brother-app (til Android og iPhone) printe fotos ud, trådløst, fra mobilen. Samt gøre det muligt at scanne f.eks. dokumenter direkte ind på mobilen, fremfor computeren.

Men virker det?

Print, scan osv… Det kører bare!

På redaktionen installerede vi printeren på tre computere – og det virkede i første forsøg. Endda trådløst. Imponerede!

Selv når man skal scanne virker det forrygende. Printeren spørger selv, hvilken computer man vil scanne til. Og lidt fiflen i softwaren på computeren gør det endda muligt, at lave PDF-filer ud fra scannede dokumenter.

Derimod er det ikke så smart, at udprintning af fotos på fotopapir kræver, at man fysisk skifter papirbakken på selve printeren. Det er rigtig synd, at der ikke bare kan printes fotos. Jeg tror det måske betyder, at man ikke får printet så mange fotos, som man egentlig kunne have haft lyst til.

I øvrigt er både almindelige udskrifter og fotoprint ganske pæne, særligt i forhold til printerens pris.

Mobilprint og scan

Med en Android-mobil eller iPhone er det muligt at printe fotos ud, direkte fra mobilen uden brug af kabler osv. Det eneste det kræver er gratisprogrammet iPrint&Scan, og at printeren og telefonen er på det samme trådløse netværk.

Det er faktisk rigtigt smart og virker! Men fleksibiliteten forsvinder en smule, når det kræver en fysisk handling, at skifte til fotobakken.

Scannerdelen virker ligeledes godt. Hvis man har brug for at scanne og maile et dokument, kan det scannes TIL mobilen – og derfra sendes videre. Super genialt, da man så ikke behøver starte computeren op for lige hurtigt at sende noget videre.

Konklusion: Value for money!

Brother har med DCP-J515W begået et virkeligt lækkert produkt, der endda er forholdsvist pænt designet (for en printer at være).

På grund af prisen bærer vi over med, at scanner-låget, papirbakker m.v. er lavet ud af det tyndeste plastik man kan forestille sig.

Denne multifunktionsprinter har så mange andre gode sider, som f.eks. lavt energi- og blækforbrug, fire selvstændige blækpatroner, hurtige udskrifter og ikke mindst et lavt støjniveau.

Jeg er imponeret over, hvad man kan få for en SÅ billig pris. DCP-J515W er i øvrigt set på nettet til omkring 750 kroner. Vildt!

Let installation, hurtige og pæne udskrifter, let brug, scan til flere computere – og ikke mindst, integration med smartphonen – til dén pris udløser naturligvis topkarakteren seks ud af seks stjerner.

Godt gået! Jeg tvivler på, at det kan gøres meget bedre.

Eksternt link:
Producentens beskrivelse af produktet