Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   HTC Desire 610: Mellemklassens nye plastikkriger [TEST]

HTC Desire 610: Mellemklassens nye plastikkriger [TEST]

HTCs vision med Desire 610 er at kombinere smukt design med enestående ydelse - er dette lykkedes?

Den første Desire var i sin tid en populær smartphone hos forbrugerne, og har siden da lænet sig mere og mere op ad designlinjerne fra virksomhedens aluminiums-flagskib - HTC One. Boomsound er her også at finde, men kabinettet består af plastisk ligesom sin storebror: HTC Desire 816 som vi også har anmeldt.

Disse to Desire-modeller er føjet til HTCs portefølje for at vise, hvad man kan forvente af mellemklassen fra denne virksomhed.

Fingeraftryks-tiltrækkende plastik

Med sine 143 gram og mål på 143,1 x 70,5 x 9,6 mm, samt den store mængde plastik der er anvendt til at omsvøbe telefonen, fremstår HTC Desire 610 som en stor legetøjstelefon. Til front og siderne er anvendt en mat plastik, hvor bagsiden er dækket med ”glossy” plastik, der glædeligt holder på fingeraftryk og fedtaflejringer.

Takket være sine Boomsound-højtalere er det en lang telefon, men man ofrer gerne en anelse håndkomfort for bedre lyd. Stereolyden udmærker sig som værende bedre end en enkelt højtaler i bunden, og trods de lidt dominerende diskanter er det stadig en sprød musikoplevelse.

De frontvendte højtalere giver bestemt en anden lydoplevelse, og ved opkald er lydniveauet højt og kvaliteten klar.

Power-knappen er placeret nord på enheden og gemmer sig ihærdigt i skroget.

Efter længere tids brug er det stadig en svær affære at finde knappen der vækker den 4.7” store skærm til live, og med en opløsning på 540 x 960 pixels (qHD) og en PPI på 234 overrasker den ingen. Til gengæld oplever man god farvegengivelse og ganske udmærket betragtningsvinkler.

På højre side finder man volume-tasterne, som har en meget bedre klik-respons. I modsatte side er porten til microSD-kort som understøtter op til hele 128GB, nu hvor enheden kun besidder 8GB internt. Det skal også bemærkes at man skal anvende nano-sim kort til denne telefon.

HTC Desire 610 med sin 4.7” skærm er fysisk næsten lige så stor, som den nyligt annoncerede LG G3 med 5.5” skærm og en opløsning på 2560 x 1440 pixels, altså Quad HD.

Smidig men langsom

Under overfladen ligger Qualcomms Snapdragon 400 processor, 1.2 GHz med fire kerner og trækker forestillingen. Trods den beskedne opsætning (sat mod topmodellernes standard disse dage), præsterer Desire 610 ganske tilfredsstillende og giver en flydende oplevelse.

Grafiktunge spil kunne klares, men helst med et lavt antal apps kørende i baggrunden eftersom der kun huses 1GB RAM.

Med et batteri på 2040 mAh vil man opleve en overraskende god driftstid. Der er strøm til halvanden - to dage, alt afhængigt af forbrug selvfølgelig. Ligeledes mister man heller ikke mange procent natten over, men indikatoren for resterende mængde strøm kan være en anelse utilregnelig, og falde med mere end et procent ad gangen.

Desire 610 har adgang til 4G-nettet, men snubler desværre i forsøget på at bringe en hurtig browser-oplevelse. Trods man har 4G-symbolet givet, kan hjemmesider stadig være meget længe om at loade, og den generelle oplevelse i HTCs egen browser var meget langsom. Scrolling fungerer dog flydende og upåklageligt.

Den sjette sans

Desire 610 fødes med HTCs nyeste grafiske overtræk til Android, nemlig Sense 6.

HTC har gjort en dyd ud af, at brugere nemt skal kunne skifte fra anden Android-baseret telefon, eller iPhone. Med ”HTC Transfer Tool” kan man nemt få oplysninger fra sin gamle telefon, over på sin nye hvilket fungerer aldeles vellykket – godt gået.

Ved at stryge mod venstre på sin hjemmeskærm, imødekommes man af det efterhånden velkendte Blinkfeed, der nu besidder et grønt tema.

Stadig flere nyhedstjenester tilslutter sig denne form for nyhedslæsning, og med sin kontinuerlige scrolling, modsat det side-baseret da HTC One M7 blev annonceret, er det en brugbar og positiv addition til hjemmeskærmene.

HTC har sans for at forud installere egne apps, som faktisk viser sig sjove og brugbare. Zoe er skabt med formålet at sammenflette billede- og videobegivenheder, så man får en mere dynamisk oplevelse end blot et slideshow. Her er et eksempel på Zoes kunnen, dog fra anmeldelsen af HTC One M8.

Når applikationer først er startet, kører de fint og flydende men vejen dertil er lang. Visse applikationer, såsom browser, e-mail og Play-butikken for at nævne nogen, er langsomme til at starte op, ligeledes er multitasking ikke en spidskompetence.

Mellemklasses optik

HTC reserverer sine Ultra-pixels til sine flagskibe, og skænker Desire 610 et 8MP kamera, med en LED-blitz som følgesvend.

Med sine lettere udvaskede farver og grynede resultater vil man med tiden savne en mere præcis optik – i øvrigt vil man undre sig over den lille klik-lyd der afgives når kameraet slukkes, værende det i kamera- eller Snapchat-appen.

Interfacet er simpelt, stilet og nemt at finde rundt i. Eftersom det er en stor telefon, er det en yderst anvendelig feature, at kunne swipe til siden for kunne benytte sig af det frontvendte 1.3MP kamera.

Er du på udkig efter en kamera mobil, så se Elgigantens tilbud på en vild kameratelefon til vild pris

Optagelse af video på telefonen foregår i 1080p (Full HD), og er af middelmådig kvalitet. Man savner hurtigt en optisk billedstabilisering der modvirker de små naturlige håndrystelser, og selve billedkvaliteten er en anelse sløret.

Mikrofonen som opfanger lyd gør et ganske udmærket arbejde, og er ikke overalmindelig følsom over for vindens pusten og prusten.

Middelmådig mellemklasse

HTC forsøger med Desire 610 at vise hvilken telefon-kaliber man får, når prislejet starter ved 2200,- kr., hvilket desværre ikke imponerer. Der er selvfølgelig sparet hist og her, men når en telefon til denne pris ikke har nogen spidskompetencer, er det en flad fornemmelse.

Find din Desire 610 på Mobilpriser.dk

Trods sit plastikkabinet føles Desire 610 skam solid, men bagsiden prydes ualmindeligt let med ridser og fedtfingre. HTC har formået at give en positiv oplevelse af Sense 6 på en telefon som ikke indehaver mastodont-specifikationer, og designet i interfacet er gennemgående grundigt og flot.

Er man HTC-trængende vil man for små 800 kroner yderligere kunne erhverve sig sidste års topmodel HTC One M7, som stadig slår Desire 610 på alle punkter, værende det design, lyd eller skærm.



Derfor fortjener HTC Desire 610, 4 ud af 6 stjerner.

Det betyder Mobilsiden.dks stjerner

Fordele:
Flydende og flot interface
God batteritid
Gode højtalere

Ulemper:
Materialevalg
Lav opløst skærm
Kameraet
Dårlig power-knap

HTC Desire 610
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:

HTC Desire 610 - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies