Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   HTC One SV - 4G til folket (mobiltest)

HTC One SV - 4G til folket (mobiltest)

TEST: HTC har sendt HTC One SV på markedet, en mellemklasse telefon med super hurtig 4G-dataforbindelse.

Første indtryk – designet ligner alle de andre

HTC One SV er en mellemklasse-telefon med mellemklasse-specifikationer. Og dog – for HTC har gjort 4G tilgængelig i One SV til en pris der ligner andre mellemklasse-telefoner.

One SV er en Android enhed, der på mange områder ligner f.eks. HTC Desire X, både hvad angår design og specifikationer og pris.

Fronten er sort med tre touchknapper i bunden (”Tilbage”, ”Hjem” og ”Programoversigt”).

Bagsiden fås i tre forskellige farver, sort, hvid og en støvet grå/blå farve, der ved første øjekast måske kan virke lidt kedelig, men ved nærmere bekendtskab faktisk virker meget fed.

Overordnet kan man sige, at selv om producenten har lavet små justeringer og detaljer i designet, så ligner One SV mange andre telefoner i samme klasse og størrelse. Intet nyt under solen.

Indholdsmæssigt er der heller ikke så meget nyt – Android 4.0.4 Ice Cream Sandwich er hovedmotoren og ovenpå ligger HTCs egen HTC Sense 4.1, der fungerer som brugerflade.

Det springer dog hurtigt i øjnene, at One SV ”kun” kører Android 4.0, derfor har vi spurgt HTC om der er en opdatering til version 4.1 Jelly Bean på vej.

Hertil svarer HTC kort og kontakt: ”Vi kan ikke udtale os hvad der vil ske i fremtiden” – Det skal dog ikke afholde mig fra at spå om, at der kommer en opdatering til One SV – spørgsmålet er bare, hvornår?

HTC One SV er udstyret med 4,3 tommer Super LCD touch skærm, 1,2 GHz dual core procesoor, 1 GB RAM og 8 GB intern hukommelse, der kan udvides med microSD.

Skærm – ikke en finger at sætte på

Skærmen på One SV er på 4,3 tommer, hvilket nærmer sig størrelsen på topmodellen HTC One X, der har 4,7 tommer skærm.

One SV er dog stadig fysisk mindre end topmodellen, hvilket betyder at den ligger lidt bedre og nemmere i hånden og i bukselommen.

Opløsningen er dog stadig holdt i mellemklassen på 480 x 800 pixels med 217 ppi. Det betyder dog ikke, at skærmen ikke leverer varen - billedekvaliteten er helt i top, med skarpe billeder og flot farvegengivelse.

Skærmen performer flot, og video afspillet i høj kvalitet kommer helt til sin ret.

På intet tidspunkt har der været tilfælde af manglede trykregistrering på skærmen. Det giver en god og sikker fornemmelse når skærmen reagerer præcist og hver gang.

Kamera – kunne være bedre

Hvad angår kameraet, må man sige at One SV lever op til sit mellemklasseniveau. 5 megapixel kunne det blive til.

Jeg har i tidligere anmeldelser argumenteret for, at netop 5 megapixel er ved at være laveste fællesnævner, hvad angår smartphone-kameraer. Derfor skraber HTC også bunden, når de vælger netop denne opløsning til deres kamera.

HTC har ganske vidst angivet at der i telefonen er en BSI-sensor, der skulle give bedre billeder ved svag belysning, men det har under testen ikke været muligt at påvise, om det rent faktisk er tilfældet.

Kameraet lider dog af nogle fokusproblemer, der gør, at selvom man vælger et punkt at fokusere på, så bliver det ikke altid helt skarpt.

Problemer er der også med hvidbalancen, der ikke altid rammer helt præcist. Det er ikke et problem der kun findes i One SV, men en generel sygdom for mange smartphones.

One SV kan altså ikke erstatte dit digitalkamera, men har du ”bare” behov for at tage dokumentationsbilleder og billeder af venner, familie og børn, når en spontan situation opstår, så slår One SV ganske godt til.

Billeder taget med One SV

Internet – super hurtigt

Nu kommer vi til det der for alvor skiller One SV fra andre mellemklassetelefoner: 4G! –Det vil sige lynhurtigt internet på farten.

Med 4G får du hurtigere internet og dataoverførsel end tilfældet er med 3G. Det betyder dog først noget, hvis du har brug for at flytte store datamængder hurtigt, f.eks. ved afspilning af film fra Netflix, Viaplay eller lignende.

Det kan også komme dig til gavn, hvis du har brug for at uploade videoklip eller sende store filer generelt.

Hvis du ”bare” har brug for at surfe lidt rundt på må og få, tjekke din Facebook og sende et par mails, vil du sandsynligvis ikke får det store ud af 4G.

Gennemsnitlige hjemmesider, der ikke er særligt grafik-tunge, bliver indlæst næsten lige så hurtigt med 3G som med 4G.

Dermed ikke sagt at du ikke skal vælge en telefon med 4G, hvis du lige nu står og overvejer købet af din næste smartphone. Som med meget andet, bliver både apps og grafik mere krævende og dermed vil der i fremtiden nok også være brug for mere data.

HTC One SV er dermed en telefon, der gør 4G tilgængelig i mellemklassen, og for den mere gennemsnitlige forbruger, der måske ikke lige går efter topmodellerne på markedet.

En anden ting der er værd at tage med i overvejelserne, hvis du gerne vil på 4G-bølgen, er teleselskabernes dækningsområde.

Det er ikke alle steder der er 4G-dækning, og derfor bør du tjekke hos dit teleselskab, om de dækker i det område du har behov for.

Hos andre leverandører af telefoner med 4G, har der været problemer med, at teknologien ikke var understøttet af alle teleselskaber. Det problem skulle ikke være til stede i HTC One SV, da den kan forbinde til 4G på frekvenserne 1800, 2600 og 800.

Lyd – hvorfor skal den højtaler sidden bagpå?

HTC One SV har en ganske god lyd, hvad angår almindelig samtale, hvor telefonen holdes op mod øret. Lyden er klar og bliver gengivet pænt, uden generende baggrundsstøj, udfald og knas.

Hvis samtalen foregår via den indbyggede højtaler og mikrofon, opnås det bedste resultat ved at holde telefonen i hånden, eller lægge den med bagsiden opad.

Højtaleren sidder nemlig bag på enheden, hvilket bevirker, at såfremt telefonen lægges på et bord med skærmen opad, så bliver lyden væsentligt reduceret.

At højtaleren er placeret bagpå virker på mit helt idiotisk, da de fleste gerne vil have telefonen liggende, så de kan se skærmen. Nå, men allerede nu ved vi, at HTC er blevet klogere på det punkt. Den netop præsenterede HTC One, har nemlig to højtalere placeret foran på enheden – Super godt HTC!

Afspiller du musik med god bas, vil du elske HTC One SV, der har integreret Beats Audio, der giver en bedre lydoplevelse. Specielt med et Beats-headset er oplevelsen helt i top.

Batteri – halvanden dag med voldsom brug

Ved en test som denne, bliver telefonen brugt voldsomt meget, til både samtale, surf, spil og tre push-mails. Det sætter selvfølgelig batteriet på prøve, men giver samtidig også et indtryk af levetiden.

Selvom jeg måske bruger telefonen lige så flittigt som en teenagepige, så formåede den at holde strøm omkring halvanden dag.

Jeg er ikke i tvivl om, at telefonen sikkert vil kunne holde lidt længere, hvis den er i hånden på en gennemsnitlig bruger.

Mine telefoner bliver som regel smidt i laderen, når jeg går i seng om aftenen. Det sker for at jeg kan være sikker på, at have strøm nok til den følgende dag.

Der er ikke noget værre for en smartphone-narkoman, end når telefonen sidst på dagen begynder at melde om lavt batteriniveau.

Det sker ikke med HTC One SV. Batteriet holder bare lang tid, og tak for det!

Faktisk nåede jeg at køre halvanden dag, uden opladning, og med så voldsomt brug, må det siges at være godkendt.

Konklusion – godt mellemklassekøb med 4G

HTC One SV har en meget flot skærm, der pænt gengiver farver og bevægelser, uden at pixelere for meget.

Desværre trækker kameraet i den anden retning. Det kan ikke bruges til meget andet end traditionelle mobil-shots. Du skal altså ikke forvente HD-kvalitet, som du kan få printet hos fotohandleren.

Når det kommer til data, så er vi ved det HTC One SV er allerbedst til: Lynhurtig dataoverførsel med 4G giver gode internetoplevelser og mere smidig up- og download.

Hvis du vil have en mellemklassetelefon, men ønsker mere fart på data-delen, så er HTC One SV et rigtig godt valg.

Nogle af de telefoner jeg har testet, kan jeg ikke komme hurtigt nok af med, når testen er ved at være slut. Sådan har jeg det ikke med HTC One SV, der har en god størrelse, ligger godt i hånden og performer fantastisk godt og glidende.

One SV er utrolig stabil og pålidelig, og har på intet tidspunkt under testen hakket eller lagget nævneværdigt.

Oplevelsen, hvis man ser bort fra kameraet, er helt på højde med langt dyrere modeller, og derfor er der rigtig meget telefon af få for pengene, ved at investere i One SV.

Telefonen kunne ved anmeldelsens afslutning får for 2.999 kroner.
Det skal siges, at en rigtig 4G-topmodel, LG Optimus G, kun koster omkring 3.500 kroner.

PLUS:

  • 4G – lynhurtigt internet
  • God pris
  • God og hurtigt performance

 

MINUS:
  • Kamera 5 megapixel
  • Højtaler bag på
  • Android 4.0 – burde have 4.1

HTC One SV er helt klart en telefon jeg gerne vil anbefale, og giver den 5 ud af 6 stjerner.

HTC One SV - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Aga TestTester 27-05-2013 19:55:59

test1

0 0

Om brug af cookies