Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   HTC Touch Diamond2 (produkttest)

HTC Touch Diamond2 (produkttest)

KÆMPETEST: Diamond2 er en næsten perfekt opfølger til Diamond fra sidste sommer. Vi gennemgår mobilen fra A til Z.

Nyhederne i Diamond2 begynder allerede ved opstarten. En guide byder brugeren velkommen, og hjælper med opsætningen til mobiloperatøren og flytning af telefonnumre fra sim-kortet. Kort efter er mobilen køreklar.

Vi tester Diamond2 med et sim-kort, der kører på TDC's netværk. Som på tidligere modeller, laver også Diamond2 fejl i opsætningen af internetforbindelsen. Som gateway indsætter den "wap" i stedet for "internet" og en proxyindstilling bliver aktiveret. Efter proxy er deaktiveret, og wap blev ændret til internet, der kørte forbindelsen.

Designet på Touch Diamond2 er nydeligt, men det er også lidt standardagtigt - som sådan fejler den ikke noget, blot opleves den ikke så kæk og fræk, som Diamond1 gjorde, da vi fik den præsenteret første gang.

Optimeret interface

HTC's brugerflade TouchFlo 3D til Windows Mobile (mobilens grundsystem der styrer funktionerne, red.) var en primær årsag til Diamond1's succes.

I Diamond2 har hele denne del gennemgået en forandring. Mens etteren blev et stort skridt væk fra det fingerfjendtlige Windows Mobile 6.1-system, er udgave to, et endnu større skridt. Der skal ledes længe, inden man rammer et sted, hvor stylus er nødvendig.

Selv kalenderen er nu fingervenlig og på de første fem dage, indgår også vejrudsigten på kalenderbladet. Ved indtastning af en ny aftale er man tilbage i Windows Mobile, men det nye fingervenlige skærmtastatur gør navigationen forholdsvist let. Man kunne ønske, at HTC i lighed med "ny kontaktperson" også her, havde designet deres egen grafik.

En anden nyskabelse er "Start/Windows"-knappen, som nu linker direkte til programstarts-oversigten, med 24 favoritgenveje brugeren kan tilpasse selv. Er dette ikke nok kan "alle programmer" vises på en lang alfabetisk liste. Efter nogle få dage, bliver denne funktion ret handy, specielt når ens favoritprogrammer pludselig er direkte tilgængelige.

Aktieoversigten der blev introduceret med Touch HD, findes nu også i Diamond. Grafikken ser dog en smule anderledes ud, men funktionen er der ikke ændret ved.

Den populære vejrapplikation er også at finde i Diamond2.

I fanen "indstillinger" er det nu også muligt at justere programmernes placering på fanen i bunden, samt slå dem man ikke bruger helt fra. Desværre er det ikke muligt selv at tilføje nye elementer.

Betjeningen

Skærmtypen har HTC ikke ændret ved. Der kan stadig benyttes stylus og negle - men i dagligdagen er kun en finger nødvendig.

I forhold til Diamond og HTC Touch HD, er der justeret meget på, hvordan skærmen opfanger ens bevægelser. Præcisionen er langt højere på den nye udgave, og i scroll-lister forekommer fejltryk stort set ikke.

Det er min opfattelse, at tilgangen til betjeningen nu er blevet lettere. Men netop fordi skærmen reagerer på tryk, så kræver det lidt øvelse, at få den optimale brugeroplevelse.

Generelt har HTC arbejdet hårdt med at optimere fingervenligheden. Det ses f.eks. tydeligt helt ned i basale funktioner som ur og alarm. Alle "valgmenuer" er ligeledes optimeret efter dette princip.

Beskeder og mails

En af de ting vi påpegede omkring den første Diamond var, at man ikke kunne skrive mails og beskeder i horisontal visning (liggende) - men her er Diamond2 også et skridt frem.

Under skrivningen kan man blot drejse enheden, hvorefter skærmbilledet følger med.

På Diamond2 er der også introduceret et helt nyt onscreen-tastatur, som afgiver vibrationsrespons. når bogstaverne rammes.

Blandt de store nyheder er, at tasterne på QWERTY-tastaturet er langt lettere at ramme præcist - hvilket muliggør skrivning med tommelfingeren. Specialtegn og æ, ø, å hentes ved at holde f.eks. "a" nede og derefter trække fingeren henover en popupliste med specialtegn - man slipper, mens det ønskede tegn er under fingeren.

Samlet betyder disse justeringer, at skrivehastigheden er langt højere end på Touch HD og Diamond1.

For dem som ikke ønsker QWERTY-tastatur, findes en almindeligt "telefontastatur" med T9 ordbog.

HTC Touch Diamond understøtter synkronisering med Microsoft Outlook. Maildelen kan sættes op til enhver pop3 eller imap-konto, og standardkonti som Gmail fungerer straks efter angivelse af brugernavn og adgangskode.

Der kan også synkroniseres kalender og kontakter med andre systemer via standarden SyncML - dog kræves der et tredjepartsprogram til Windows Mobile, f.eks. det som Synthesis AG tilbyder.

Hold styr på kommunikationen

Når du skal finde beskeder eller mails fra (og til) en bestemt kontakt, skal personens kontaktkort blot åbnes, hvorefter informationer sammen med opkaldsaktivitet samles under en række faneblade.

Er kontaktens postadresse indtastet, kan denne desuden vises direkte i Google Maps blot med ét tryk.

Som en ekstra bonus er også billederne af kontaktpersoner forbedret. Bruges et som er for stort, foreslås skalering automatisk.

På ønskelisten så vi gerne, at sms-indbakken fik mulighed for at vise seneste "samtaler" vist med modtager/afsender-navnet som overskrift.

Telefonopkald

Intelligentopkald er en fed feature; Tast en del af kontaktnavnet du vil ringe til, så foreslås muligheder fra telefonbogen automatisk. Under opkald er det muligt, at slå højtaler til/fra, besvare indgående banke på-opkald, og let skifte mellem aktive opkald. Alle knapper og muligheder er store og fingervenlige.

ages stylus ud under samtale, oprettes der med det samme en opkaldsnote med telefonnummer, tidspunkt osv., og med plads til egne notater.

Lydkvaliteten er desuden god i begge ender.

Favoritkontakter kan oprettes under "Personer" i Touch Flo 3D-menuen. Der kan tilføjes billeder eller silhuetter af kontakterne, og der skiftes mellem dem ved at bladre op/ned på skærmen.

Foto og video

HTC har ingen tradition for fotomobiler, men i Touch Diamond2 er der alligevel fokuseret på at skabe forbedringer.

I forhold til Diamond1 er antallet af megapixels i kameraet øget fra 3,2 til 5,0 - men som bekendt er pixels ikke det samme som kvalitet.

Vi har været ude at fotografere med Diamond1, Diamond2 og Sony Ericsson C905. Sidstnævnte er af mange betegnet som toppen af poppen i forhold til mobilfotos. Derfor er den god at sammenligne med.

Kameraet i Diamond2 fokuserer hurtigt og fokuspunktet kan flyttes, blot ved at klikke på skærmen. Når der trykkes på udløseren, tages billedet næsten med det samme - hvilket er en vigtig detalje.

Fotoet bliver dog kun rigtig godt, hvis motivet står forholdsvist stille.

Fotokvaliteten er overraskende god og farverne er rimelig naturtro. Både Diamond1 og Sony Ericssons fotomobil, har tendens til at forstærke farverne alt for meget. HTC's nye mobil er umiddelbart "kedeligst" men har dog de mest naturtro farver.

På et indendørs-foto af en blomst, dumper Diamond1 - men Sony Ericsson C905 og HTC Diamond2 ligger meget side om side.

På Touch Diamond2 kan videoer optages i en opløsning på 640x480 pixels. Kvaliteten er rimelig, men billedantallet pr. sekund er mystisk.

Antallet af billeder per sekund (fps) udlæser vi til 18,89 hvilket ikke rammer de to standarder 24 eller 30 fps. Så dette er en klar ommer. Desuden kan man ikke ændre opløsningen til en lavere kvalitet.

Musikafspilleren

I musikdelen kan der opbygges spilleliste og indhold kan synkroniseres via Windows Media Player på computeren. Faktisk indeholder denne afspiller, hvad man i dagligdagen har brug for.

Det store men er hovedtelefonerne. HTC har vedlagt et trist headset, som tilsluttes via usbporten i bunden af mobilen, som på ingen måde får produktet til at yde sit optimale. Jeg savner en adapter, som vil gøre det muligt at tilslutte egne hovedtelefoner.

Ud fra hvad man kan høre i standard headsettet, er lydkvaliteten ret god. Lyden kan endda tilpasses ens personlige smag via equalizer.

FM-radioen med RDS fungerer fint, endda modtager den signal fint, selv under kritiske forhold.

Internetadgangen

Operas browser giver mulighed for at åbne almindelige hjemmesider på Diamond2 og det nye begreb "push sider" virker. Her kan mobilen med bestemte intervaller downloade ens favorithjemmesider, så de kan læses, når man har lyst. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal mene om funktionen.

Ellers virker Opera som det plejer - stabilt og effektivt.

Hvis ikke indholdet er stort nok, kan man benytte mobilens zoom-funktion, som er en berøringsfølsom plade, der er placeret lige under skærmen.

Det er muligt at komme på nettet via både trådløst netværk og 3G/Turbo 3G.

GPS og navigation

Diamond2 har indbygget GPS-antenne, så positionen kan fastslås. Out of the box er Google Maps Mobile installeret.

Positionen fastslås nogenlunde hurtigt og mobilen kombinerer data fra mobilmasterne og GPS,

Google Maps egner sig primært til simpel ruteplanlægning og søgning på interesseområder - altså et slags interaktivt Krak-kort. Systemet erstatter ikke dedikeret navigationssoftware.

Desværre kan mobilen ikke benytte GPS-antennen til, at sætte stedinfo på billeder, som er taget med kameraet.

I Danmark medfølger CoPilot Live 7 med Skandinaviske kort i en prøveversion. Softwaren er installeret på telefonen, men kortmaterialet skal man selv downloade og overføre til mobilen. Prøvelicensen gælder i 14 dage.

Strømforbrug

Batteriet er på 1100 mAh og HTC lover, at mobilen holder strøm 50 procent længere end den første udgave af Diamond. I vores test, at den vist sig at være særdeles strømøkonomisk.

Alt efter brug, kan den godt holde strøm til to arbejdsdage. Naturligvis er funktioner som Bluetooth, GPS og trådløst netværk meget strømslugende.

Touch Diamond2 kan også oplades via standard USB-stik fra en hvilken som helst computer.

Fremtidssikret

Som andre mobiler med Windows Mobile-systemet, kan der også på denne, installeres egne programmer. Internettet bugner af tilføjelsesprogrammer, men installationen opleves af mange som en udfordring.

Denne del optimeres i løbet af 2009 hvor Microsoft frigiver Windows Mobile 6.5 med applikationsbutikken Windows Marketplace. Via denne, kan brugerne selv finde både gratis og betalingsprogrammer, der kan hentes direkte ned på mobilen.

HTC har tidligere oplyst, at ejere af Touch Diamond2 og Pro2, gratis får gratis opgradering til version 6.5. Dermed skulle produktet til en vis grad være fremtidssikret.

Den samlede konklusion

Da vi anmeldte Touch Diamond endte dommen på fem ud af seks point, men Diamond2 er et skridt op af stigen.

Stort set alle klagepunkter vi havde sidste sommer over Diamond1 er i den nye version rettet op. Som en ekstra bonus er skærmopløsningen ændret fra 640x480 til 800x480 pixels og skærmstørrelsen er steget fra 2,8 til 3,2 tommer.

Et lille minus er dog, at der intet hukommelseskort medfølger i salgspakken, men telefonen under støtter op til 32 GB via microSD.

Diamond2 indeholder så mange optimeringer, at topkarakter er undgåelig. Skal jeg vælge mellem Diamond1 og 2 bliver det klart en to'er.

Der med er Diamond2 på seks ud af seks mulige point.


HTC Touch Diamond2 - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Caty 18-11-2009 20:20:18

Hej, jeg vil gerne købe HTC Touch Diamond2, men før jeg køber den vil jeg bare være sikker på at den ha´facebook, er der nogen som ved det ???

0 0
Mobilsiden.dk 18-11-2009 21:11:41

Hej Caty. Diamond2 kan sagtens gå på Facebook. Du kan fra internetbrowseren gå på http://m.facebook.com eller http://touch.facebook.com

0 0
Caty 18-11-2009 22:25:52

Tak :o), men når man kigger på de andre htc, kan man se facebook på hovedmenu kan man også med HTC Touch Diamond2?

0 0
Mobilsiden.dk 19-11-2009 09:09:06

Køber du en ny Diamond2 i butikkerne vil jeg formode at den nye version af grundsystemet Windows Mobile (6.5) er med. Det betyder du har adgang til Windows Marketplace og kan downloade en Facebook-applikation.

0 0
Jeppe Møller 25-07-2009 12:29:53

Hej, er der nogen som kan fortælle om TD2 kan bruges som modem til en laptop og hvordan det fungerer?
Jeg overvejer nemlig at købe en TD2 med en fast månedlig pris på datatrafik og så bruge den som et mobilt modem...

0 0
Jesper Pedersen 20-07-2009 19:15:24

Jah, som Titel siger- Hvordan foregår opdatering? Hvor får man f.eks. det gjort henne? - F.eks. ved mig, jeg har købt min i Elgiganten, skal den sendes ind osv.?

0 0
Mobilsiden.dk 20-07-2009 21:40:52

Hej Jesper. Når der udsendes en såkaldt ROM-update kan den hentes fra HTC's support side. Du kan selv opdatere via computer+USBkabel. PS. Husk at tage backup af alle dine data først...

0 0
Jesper Pedersen 21-07-2009 16:41:10

Okay, tak :D - men hvad med det opdatering til WM 6,5 i beskriver?

0 0
Mobilsiden.dk 21-07-2009 21:18:09

Ahhh - I see :-) Men den update er der ikke kommet nogle detaljer om endnu. Sandsynligvis vil opdateringen kunne ske som tidligere beskrevet.

0 0
Jesper Nielsen 15-06-2009 21:20:07

Jeg er ikke super god til at passe på mine telefoner, og har derfor i en årrække haft varierende "håndværker" telefoner.
Men jeg skal bruge en telefon med windows mobile, til at synkronisere kalender mv. til arbejde.
Hvordan vurderer i holdbarheden er??

0 0
Mobilsiden.dk 15-06-2009 22:12:50

Hej Jesper. Hvis du har "hårdt arbejde" bør du ikke have en Touchtelefon af denne type. Måske en HTC Snap eller S730 kunne være interessant?

0 0
morten sahl madsen 23-05-2009 23:05:24

føler at det er en rimelig vigtig feature på netop HTC telefonerne at TouchFlo vil bibeholdes. vil selv beholde 6.1 hvis det betyder at jeg mister touchFlo, skriv venligst når i finder ud af det ;)

0 0
morten sahl madsen 23-05-2009 13:21:05

hey, blot en undrende bemærkning. nu har jeg set millioner af videoblogs/film på nettet omkring Diamond 2 (new big love

0 0
morten sahl madsen 23-05-2009 13:22:10

for fanden da. sendte ikke det hele >_< kort sagt: vil jeg kunne bruge TouchFlo 3D sammen med WM 6.5, eller vil det bliver overskrevet?

0 0
Mobilsiden.dk 23-05-2009 14:57:11

Hej Morten. Når Windows Mobile 6.5 frigives vil Touch Diamond2 kunne opgraderes uden beregning. Der er ingen meldinger om, at HTC ikke vil inkludere deres TouchFlo 3D-interface i denne version.

0 0
JB 02-05-2009 23:27:29

Det kan være at du kan bruge den her (i øvrigt fremragende!) anmeldelse til noget:

"The way we see it, the Diamond2 is comfortably poised between Diamond and Touch HD, and this blending of bloodlines is its real edge.

We were very impressed with the HTC Touch HD but its size was a bit of a limiting factor. The Diamond2 packs most of the hardware of the HD into a smaller, more manageable package (using the HD with one hand can be troublesome). That coveted 3.5 mm audio jack alas didn't cross over to the Diamond2."

Link: http://www.gsmarena.com/htc_touch_diamond2-review-347.php

0 0
bue 02-05-2009 16:23:19

Hej jeg har besluttet at købe ny mobil men er i tvivl om jeg skal vælge THD eller TD2, hvad syntes du/i?.



PS. Kan man eller kommer man til at kunne købe opdatering fra 6.1 til 6.5 på THD?

0 0
Mobilsiden.dk 03-05-2009 15:07:44

Hej Bue. Der ikke (mig bekendt) meldt noget ud om en evt. opdatering af THD til v. 6.5.

0 0
Kim 29-04-2009 10:13:06

Hej John

Du skriver i anmeldelsen, at du savner en audio adapter, så du kan lytte til musikken med dine favortihovedtelefoner. Well...here it is: http://www.htcaccessorystore.com/dk/p_htc_item.aspx?i=179130

0 0
Christian Pilgaard 28-04-2009 21:23:21

Kan ikke helt finde ud af hvad jeg skal vælge.. det er kommet frem til at vælge mellem de 2 mobiler her, HTC Touch Diamond 2 eller LG Arena.. De ligger begge i samme prisklasse. Kan du give mig nogen plus'er og nogen minus'er på begge 2 eller er der en sikker vinder i en af dem?

MVH
Christian

0 0
Mobilsiden.dk 29-04-2009 07:32:24

Hej Christian. Vi er endnu ikke på plads med testen af LG Arena. Derfor er det svært at rådgive på nuværende tidspunkt... Vi bringer i øvrigt snart en omfattende test af Arena.

0 0
JB 03-05-2009 11:05:54

Hej John

Det kunne være rigtig fedt hvis I tog dette med som en del af testen af Arenaen (eller endnu bedre; lavede en særskilt mini-duel mellem de to), da det er to telefoner der:
- minder om hinanden i funktionalitet og specs
- kommer på markedet samtidig
- koster det samme
og derfor vil valget for mange sikkert komme til at stå imellem disse to telefoner, der økonomisk set, placerer sig et pænt stykke under iPhone, HTC THD og Samsung Omnia.


Blot et lille ønske herfa... :o)

0 0
Ove Andersen 28-04-2009 16:13:52

Hvordan opleves hastigheden generelt, når TD2 bruges, hvis man ser i forhold til TD1?

0 0
Mobilsiden.dk 28-04-2009 17:36:24

Hej Ove! Jeg oplever at hastigheden er rigtig god. I forhold til D1 er der også her, foretaget optimeringer. Vil dog sige, at med den nyeste ROM kører Diamond nu også meget godt...

0 0
Nezeren 28-04-2009 15:45:48

Prøv følgende side, der er alt hvad man kan forestille sig om tweaks og opdateringer på diamanten:
http://forum.xda-developers.com/forumdisplay.php?f=428

0 0
ThomasWJ 28-04-2009 19:55:06

Tak Nezeren - det kigger jeg på :-)

0 0
ThomasWJ 28-04-2009 15:24:24

Er der nogen der ved om der kommer en software-opadtering til Diamond1 (evt. mod betaling), så man kan få alle de nye lækre forbedringer uden at skulle investerer i en helt ny telefon?

0 0
Mobilsiden.dk 28-04-2009 17:32:58

Hej Twilklund. Jeg tror ikke du skal forvente en opdatering til D1 (ikke at jeg ved det) - men du har ret, det ville være fedt.

0 0

Om brug af cookies