Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Huawei Ascend P1 - bruger godkender den kinesiske smartphone (brugertest)

Huawei Ascend P1 - bruger godkender den kinesiske smartphone (brugertest)

TEST: Hvordan er Huawei Ascend P1 ifølge en almindelig mobilkøber? Hans Jørgen har sendt os denne test. Læs her hans oplevelser.

Hans-Jørgen - vinder af Huawei Ascend P1 på Mobilsiden.dk
Hans-Jørgen - vinder af Huawei Ascend P1 på Mobilsiden.dk

I en konkurrence på Mobilsiden.dk vandt Hans-Jørgen Huawei Ascend P1. Herunder kan du læse hans oplevelser af produktet, efter cirka to-tre ugers brug.



Godt design og god skærm

Mit første indtryk af telefonens design er, at den er superflot. Den er tynd, hvilket også er ét af markedsføringspunkterne, men den er samtidig stilren og enkel. På højre side sidder on/off knappen, og det er den man også aktiverer telefonen på, når skærmen er gået i dvale. Ved siden af er slot til microSD. I toppen er micro USB til lader og 3.5 mm. jackstik til headset samt slot til SIM-kort (normalt SIM-kort).

På venstre side er volume-knapperne. På bagsiden er en lille forhøjning med et 8 megapixels kamera med LED lys, samt højttaler forneden, og nederste del af telefonen er også forhøjet. Desuden har bagsiden et mat gummiagtigt lag, så den ikke glider så let ud af hånden. Forsiden af telefonen har ingen fysiske knapper.  Designmæssigt falder telefonen lige i min smag, den er ikke for stor, ikke for lille og vægten er også godkendt.

Når man tænder telefonen, så går der ikke andet end få sekunder før den er klar til brug. Man kan vælge at deaktivere "Fast boot" under indstillinger, men hvorfor skulle man gøre det, for alle vil vel gerne have telefonen starter så hurtigt som muligt.

Skærmen er 4,3 tommer stor og af typen Super Amoled. Den fremstår tydelig, og med skarpe farver og kontraster. Den reagerer præcist og hurtigt. Efter min mening, kan den sagtens sammenlignes med de bedste på markedet. Den har efter sigende gorilla glass, så den skulle kunne holde ridserne lidt på afstand.

Alt efter hvilke indstillinger man vælger, så kan låseskærmen give hurtig adgang til diverse programmer. Som default er den indstillet til: Sms - opkald - kamera - og blot oplåsning. Telefonen kan også indstilles til et 3D-tema - det ser cool ud, men det skal vist mest ses som "eye candy".

Låseskærme Huawei Ascend P1
Låseskærme Huawei Ascend P1

Gode genveje i browseren

Opsætningen til Google går let (som oftest), men jeg har valgt at opsætte min mail manuelt, da jeg ikke er interesseret i, at telefonen sletter mine mails på serveren.  Man har nemlig muligheden for at vælge "slet aldrig fra server", når man opsætter manuelt. Ellers fungerer mailprogrammet som jeg ønsker det.

Den indbyggede browser er hurtig og fungerer perfekt, og når man zoomer på f.eks. billeder, så reagerer telefonen uden den hakker i det. Den streamer også filmklip på nettet uden problemer, og jeg har selvfølgelig husket at downloade Flash Player fra Google Play.

Der er - efter min mening - en smart feature, hvor man ved at trykke i kanten af skærmen/browseren, kan få diverse genveje frem i en fart. Man aktiverer genvejs-funktionen ved at trykke "indstillinger - Labs - Hurtig betjening".

Hurtigt betjeningspanel - vises til højre på skærmen
Hurtigt betjeningspanel - vises til højre på skærmen

Skiftede SMS-programmet

På sms-fronten fungerer det medfødte program fint nok. Layout'et er overskueligt og opbygget i sort stil, men har jeg alligevel valgt at installere "Handsent Sms" fordi jeg er vant til det program fra mine tidligere telefoner - deriblandt Motorola Razr og senest Galaxy S III.

Jeg kan godt lide at indstille, og gøre programmet mere personligt, og det er der ikke så mange muligheder for i de sms-programmer telefonerne er født med. Jeg er især tilfreds med muligheden for at ændre notifikations LED farven (blinker grønt på Huawei Ascend P1, når der modtages sms/mails osv.).  Jeg kan godt lide den notifikation, der er i Huawei'en, for den er mere diskret end på f.eks. Galaxy S III. LED notifikationen sidder for øvrigt i "højttaler-grillen" på fronten, og den ses tydeligt på trods af det diskrete islæt.

Tastaturet kan godt bruges, men her har jeg valgt at downloade et andet fra Google Play. Denne gang "Go Keyboard" inkl. dansk ordbog, som fungerer perfekt på telefonen. Go Keybord kan for øvrigt også sagtens bruges til/i det medfødte sms-program, hvis man er glad for det.

Wi-Fi virker udmærket, og den kobler sig hurtigt på netværket. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke benytter mit hjemmenetværk så meget, da hastigheden ikke er noget at råbe hurra for. Jeg holder mig derfor for det meste til 3G-netværket. Huawei Ascend P1 understøtter også mit billige bluetooth headset uden problemer.

Huawei Ascend P1 (Foto: Mobilsiden.dk)
Huawei Ascend P1 (Foto: Mobilsiden.dk)
Foto: Mobilsiden.dk

Gode billeder samt filmmulighed

Kameraet på 8 megapixels tager pæne billeder, og der er diverse indstillingsmuligheder såsom ansigtsgenkeldelse, reduktion af røde øjne, smil, gruppe (hvor der tages fem billeder lige efter hinanden, og så kan man vælge det bedste), GPS tag, panorama osv. 

Der er mange muligheder med kameraet og ved optagelse af filmklip, kan der optages i Full HD (1920x1080). De relativt korte filmklip jeg har taget med telefonen indtil nu, ser klare og stabile ud.

Hvis man optager filmklip, som man ønsker at lave til f.eks en lille film, så har telefonen programmet ”Filmstudie” indbygget. Der kan man let sætte diverse klip sammen, og tilføje ens egen musik. Jeg synes faktisk, at kameraet fungerer mindst ligeså godt som det jeg havde i min Motorola Razr.

Tilfreds med lyden

Musikafspilleren er ikke kompliceret. Der er ingen equalizer-indstillinger, men til gengæld har den Dolby Mobile. Man kan tydeligt høre (positivt) forskel på om Dolby er slået til eller ej, og der kan selvfølgelig oprettes egne afspilningslister via menuen.

Med hensyn til lyden generelt, så er jeg tilfreds både med samtalelyden, og den der kommer ud af den lille højttaler på bagsiden. Man skal selvfølgelig have i erindring, at det er en telefon og ikke et stereoanlæg.



Huawei Ascend P1 (Foto: Mobilsiden.dk)
Huawei Ascend P1 (Foto: Mobilsiden.dk)
Foto: Mobilsiden.dk

God batteritid

Batteriet holder som alle andre telefoner med store skærme. Hvis jeg ikke benytter telefonen særligt meget, så kan den godt holde et par dage uden opladning, men igen - det kommer helt an på hvor meget man surfer på nettet, henter mails eller spiller spil osv. 

Huawei Ascend P1 (Foto: Mobilsiden.dk)
Huawei Ascend P1 (Foto: Mobilsiden.dk)
Foto: Mobilsiden.dk

Konklusion: Galaxy S III er ude

Efter at have benyttet Ascend P1 den seneste tid, må min konklusion være, at det er en glimrende telefon. Den er ikke på noget tidspunkt crashed eller har opført sig mærkeligt i perioden. Selvom det er en 4.3 tommers skærm, virker den overhovedet ikke stor - det må være fordi den er så tynd. Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med en telefon fra Huawei, og også der var jeg positivt overrasket - specielt når man tager prislejet med i betragtning.

Inden jeg vandt Ascend P1 på Mobilsiden.dk havde jeg i forvejen haft et godt øje til telefonen, men jeg kunne ikke vente og købte i stedet en Samsung Galaxy S III. Det er nu ændret således at jeg har solgt Galaxy'en igen, og jeg benytter udelukkende Huawei'en. De to telefoner kan ikke helt det samme, men mit telefonbehov kan sagtens dækkes af Huawei Ascend P1.

Det kan da også godt være, at min lille anmeldelse virker lidt forskønnet, men min tid med telefonen har været meget positiv, så hvorfor ikke gengive det. Jeg vil glæde mig til at høre nyt fra Huawei – deriblandt den kommende Ascend D Quad med quad-core processor.


Læs også:
- Mobilsiden.dk's anmeldelse af Huawei Ascend P1

Stadig mulighed for at vinde Huawei Ascend P1

Deltog du i konkurrencen på Mobilsiden.dk, men uden held - så er der nu mulighed for at vinde Huawei Ascend P1 på her.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies