Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Huawei Ascend W1 - god Windows Phone til skarp pris (mobiltest)

Huawei Ascend W1 - god Windows Phone til skarp pris (mobiltest)

TEST: Den første Windows Phone fra Huawei har netop været under luppen. Læs testen og vores vurdering af Ascend W1.

Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Tilbage i juni måned 2012, hvor Microsoft præsenterede Windows Phone 8, blev HTC, Huawei, Nokia og Samsung nævnt, som producenter der skulle være med til at gøre Windows Phone 8 til en succes. Men indtil nu har der været stille på Windows Phone-fronten fra kinesiske Huawei.

 - Disse producenter skal hjælpe Windows Phone 8 til succes

Nu er den første smartphone klar fra kineserne med styresystemet Windows Phone 8 klar – navnet er Ascend W1. Under CES-messen i Las Vegas i januar måned blev den officielt præsenteret – og er sidenhen også fremvist på Mobile World Congress 2013.

 - Huawei Ascend W1 – testen er i gang

Konkurrencen på Windows Phone 8 markedet virker ikke så aggressiv – flere producenter er kommet med deres bud på en Windows Phone 8-mobil, men der er ingen tvivl om, at det er Nokia der sidder på tronen. Til trods for verdens største mobilproducent Samsung også er kommet med deres bud, så er flagskibet på Windows Phone 8-platformen fortsat Nokia Lumia 920.

 - Nokia Lumia 920 – den fedeste lige nu (mobiltelefon)

Nokia er også den eneste producent, som har egne applikationer med i form af blandt andet Nokia Music, Nokia Transport og Nokia Drive – men har man ikke brug for disse, så er der andre alternativer derude på Windows Phone 8-platformen.

Vi har haft Huawei Ascend W1 under luppen og testet løs på den i den seneste uges tid. Du kan herunder læse hvordan den klarer sig i testen.

Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Kort om Huawei Ascend W1

Huawei Ascend W1 kommer med en 4 tommer skærm (480 x 800 pixels) og en vægt på 130 gram. Størrelsen på telefonen passer rigtigt godt til mine hænder, men det er selvfølgelig en smagssag – og varierer også efter størrelsen på ens hænder.

Den kommer med en 1.2 GHz Qualcomm Snapdragon S 4 dual-core processor, 512 MB RAM og 4 GB intern hukommelse, men den har mulighed for udvidelse via et microSD-kort.

 - Web-tv: Første kig på Huawei Ascend W1

Ascend W1 har et 5 megapixels kamera med LED flash, mens frontkameraet er i VGA kvalitet.

Til sammenligning er Huawei Ascend W1 en smule større fysisk end iPhone 5, men formfaktoren er nogenlunde den samme.

Ligesom HTC og Nokia, så er Ascend W1 også klar i et vælg af farver. Den kommer i farverne sort, hvid, blå og rød – men i Danmark kommer den umiddelbart ”kun” i farverne sort og blå.

Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Designet – godkendt

Under testperioden er jeg flere gange blevet mødt med, at folk troede det var en Nokia telefon. Det vil jeg sige må være et kvalitetsstempel til designet. Nokia har generelt oftest fået ros for deres design.

Men når man så første gang tager Huawei Ascend W1 i hånden kan man godt mærke, at materialerne er plastik og valget af materialer ikke er en topmodel værdig, men når man så hører prisen på telefonen, så føler man ikke den burde være SÅ billig.

Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Systemet kører som det skal

Windows Phone er et yderst stabilt styresystem, der i den seneste version 8 kun har små bugs, og som bare fungerer og kan begejstre en, selv når man har med en telefon til under 2.000 kroner uden abonnement at gøre.

Det største problem for Windows Phone 8-platformen er fortsat, at der endnu ikke er helt samme applikationsudvalg, som til Android og iOS. Men eksempelvis med den nye ”112 app” så man den kom til alle tre systemer samtidig, så det går den rigtige vej.

 - Applikationen til nødstilfælde

Facebook, som er en applikation mange benytter, er dog fortsat desværre ikke god nok. Men man vænner sig til mange ting – specielt fordi systemet fungerer godt og stabilt generelt.

Tidligere har også spil været en stor mangelvare til Windows Phone 8 telefoner, men her er også begyndt at ske noget. De populære spil Ruzzle og Temple Run har nemlig fundet vej til Windows Phone Store.

Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Eksklusive applikationer – mangler, men det fungerer alligevel

Windows Phone-platformen er mere ”ens” fra producent til producent end eksempelvis Android. Derfor skal producenterne skille sig ud på eksklusive applikationer, hvis de skal give brugerne et ekstra tilhørsforhold til deres modeller – det er det Nokia har gjort.

Men både Huawei og Samsung har valgt, at have standard versionen af Windows Phone 8. Havde der været tale om, at Ascend W1 var en topmodel, så havde det formentlig irriteret mere, at der ikke er nogen navigationstjeneste eller andre eksklusive applikationer. Men når der er tale om en telefon til under 2.000 kroner uden abonnement, så føler jeg bestemt ikke det er et must. De brugere der ønsker det kan i så fald ofre lidt ekstra på en applikation i Windows Phone Store.

Målgruppen for Huawei Ascend W1 er efter min mening personer, som ikke vil betale en masse for deres mobiltelefon, men fortsat gerne vil have en der virker. Tidligere har Android-telefoner i prisklassen under 2.000 kroner været udskældt for, at have dårlige skærme og et system der hakker. Dette er ikke tilfældet i samme grad på Windows Phone 8 platformen.

Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Lang batteritid

Til trods for at prisen bestemt er holdt i den lave ende på Huawei Ascend W1, så er batteriet i telefonen bestemt en topmodel værdig. Batteriet er på 1.950 mAh, hvilket kun er 50 mAh mindre end det der sidder i flagskibet, Nokia Lumia 920. Og så benytter det Huawei’s egen unikke ”Power Saving Technology”.

Med det store batteri betyder det også, at der er rigeligt med strøm til mindst en hel dag, hvor alt lige fra WiFi, push-mail, Facebook osv. er sat til, samt der både sendes SMS-beskeder, mails, foretages opkald, tages billeder og surfes på internettet.

Under testperioden har jeg haft batteri nok til omkring to dages brug, hvor den har været brugt fuldt ud. Så batteriet imponerer generelt. Tidligere har Huawei også imponeret med deres batteri på bl.a. Huawei Honor.

Huawei mener selv, at batteriet kan holde 3 dage for ”light users” og 1½ dage for ”heavy users”.

Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Beskeder og tastatur

Beskeder skrives på skærmtastaturet, ligesom på andre Windows Phones, og her kan der ikke klages. Tastaturet er i orden og det foregår uden de store problemer.

Skrivehastigheden kan blive hurtig, hvis man vælger at gøre brug af de ordforslag telefonen kommer med. I takt med den kender dig bedre og bedre, så kan den næsten ”gætte” hvad dit næste ord er.

Der er i Windows Phone ikke noget T9-tastatur, men et QWERTY-tastatur – og muligheden for smileys foregår hurtigt og nemt via tasturet.

Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Internettet

Når man først har vænnet sig til, hvordan browseren ser ud på en Windows Phone, så fungerer internettet som det skal.

Alle Windows Phones er designet med en dedikeret søge-knap nederst til højre på telefonen – dette er også tilfældet på Huawei Ascend W1. Når man trykker på ”forstørrelsesglasset”, så kommer man straks til Microsofts-konkurrent til Google, nemlig søgemaskinen Bing – her kan der så søges efter hjemmesider, billeder og lokale interesser i nærheden.

Browseren er Internet Explorer – og man kan også lave ”bogmærker”, som kommer ud på forsiden som små ”tiles” – dette gøres ved at vælge ”fastgør til start”.

Kamera

Huawei Ascend W1 kommer, som tidligere nævnt, med et 5 megapixels kamera. Og billederne vi har taget med telefonen er bestemt godkendt og hæderlige.

Du kan i øvrigt tage billeder på to forskellige måder på Ascend W1 – nemlig både ved at benytte den fysiske kamera-tast eller ved at klikke på skærmen, der hvor du ønsker fokus. Du kan også benytte den fysiske kamera-tast, som genvej til kameraet, dette gøres ved at holde tasten nede i få sekunder.

Når man igen holder resultatet op mod telefonens pris, så er jeg personligt meget positivt overrasket. Og til den målgruppe der er for Ascend W1, så bør kameraet bestemt også leve op til forventningerne.

Du kan se billeder taget med Ascend W1 i galleriet herunder.

Billeder taget med Ascend W1

Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)
Huawei Ascend W1 (Foto: John G. Pedersen)

Konklusion – god Windows Phone til skarp pris

Huawei Ascend W1 er et virkelig godt bud på en smartphone på Windows Phone platformen til en pris der virkelig giver ”value for money”.

Du får med Ascend W1 ikke en smartphone, som er en topmodel værdig, men prisen er til gengæld også så skarp, at man slet ikke får de tanker. Ascend W1 har en vejledende udsalgspris på 1.599 kroner uden abonnement, men allerede nu kan du finde den ved nogle forhandlere på Mobilpriser.dk til 1.499 kroner uden abonnement. Så er der virkelig MEGET telefon for pengene.

Telefonen har under hele testperioden fungeret godt og stabilt – og har et batteri der er godkendt til topkarakter.

Mit personligt gæt vil være, at de der er i målgruppen for Ascend W1 er personer, der ringer, sender SMS-/MMS-beskeder, tjekker mail, surfer lidt og tager billeder – og til de ting der er Ascend W1 bestemt en god telefon.

Huawei Ascend W1 ender på 5 ud af 6 stjerner, da man virkelig får noget for pengene – Ascend W1 er en telefon der er virkelig god til prisen. Topkarakteren er bestemt også inden for rækkevidde, og den havde været hjemme hvis man havde følt man fik noget ”ekstra” evt. i form af specielle applikationer.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Anders 27-05-2013 11:49:00

Kan jeg gratis downloade og installere Nokia Here Drive fra Windows Phone Store på W1´en og dermed navigere i hele verden med stemmevejledning? Og i så fald hvor meget fylder det, hvis det kun kan installeres på den interne hukommelse, som jeg har forstået er eneste sted, hvor apps kan installeres på W1?

0 0
Henrik 27-05-2013 13:10:40

Hvis du ikke kan finde det på Store til W1, så kan du ikke.

0 0
Anders 27-05-2013 15:16:08

Mit problem er netop at jeg ikke kan komme ind i Windows Store og tjekke dette uden at have telefonen - utroligt nok. Kan oprette et brugernavn, men ikke angive en telefonmodel, der skal søges apps i forhold til for at se tilgængeligheden, prisen og størrelsen på de forskellige apps og telefoner - får selv iOS til at virke åbent :)

0 0
Henrik 27-05-2013 17:12:08

Så vil jeg anbefale at prøve i en telebutik eller El-Giganten eller sådan noget.

Men som udgangspunkt skal man ikke forvente at Nokia's services kører på Huawei, HTC osv. Windows telefoner.

Jeg ved ihverfald at Drive ikke var til HTC 8X da jeg testede for et par måneder siden.

Generelt er Lumia'erne også bare federe. Der er jo alle de eksklusive spiltitler osv. som også kun er til Nokia modellerne.

0 0
Anders 27-05-2013 18:14:37

.....og generelt siger min erfaring mig at hvis man søger specifik teknisk viden er fysiske butikker det sidste sted man skal henvende sig - ikke bare indenfor telefoner ;)

0 0
Henrik 28-05-2013 16:14:20

Jaja, butiksfolkene aner ingenting. Det jeg mente var, at man kunne tage een af demo-modeller, logge på Store med et dummy navn og checke ;-)

Mht. stavnbinding - jeg kan ikke se hvorfor man skulle stavnsbinde sig til noget med WP. Hvad mener du med stavnsbinding?

0 0
Anders 28-05-2013 22:11:12

Lyder som en god ide - eneste problem her er bare at den ikke er fysisk tilgængelig i butikkerne her i området på trods af at den ifølge Elgigantens hjemmeside skulle forhandles af dem :(

Med stavnsbindingen mener jeg at jeg jo ikke kan skifte styresystemet ud på mobilen, så ligesom jeg evt binder mig til iOS eller Android binder jeg mig jo til Windows Phone, hvis jeg køber en mobil med dette styresystem. Forskellen er bare at jeg hos iOS og Android kan få lov til at se, hvad der er i butikken på forhånd og derfor har en ide om hvad jeg kan bruge systemet til, hvor Microsoft åbenbart mener at jeg først skal købe telefonen og derefter kan få lov til at se hvad jeg evt kan bruge den til :) Kunne til nød forstå dem hvis de havde det absolut bedste apps-udbud af de tre, men det kan man vel ikke ligefrem påstå :)

0 0
Henrik 28-05-2013 23:28:46

Hmmm..du kan da godt vælge telefon model og browse storen fra en PC browser:

http://www.windowsphone.com/da-dk/store#

0 0
Anders 29-05-2013 16:08:24

Hej Henrik,

er jo lige præsis det jeg gerne vil :) Kan du ikke fortælle mig hvordan jeg vælger en telefonmodel derinde - fx W1? Har nemlig forsøgt stort set alt uden at det er lykkedes mig at finde ud af hvordan jeg kan vælge en model.

0 0
Henrik 29-05-2013 21:32:21

Det bør virke hvis man logger ind.

0 0
Anders 29-05-2013 22:15:24

Kan fint logge ind, men hvor vælger jeg mobilmodellen? Synes ikke at være muligt :(

0 0
Anders 27-05-2013 18:12:07

Grunden til at jeg skriver her er faktisk at jeg var forbi Elgiganten på Nørrebrogade med netop dette spørgsmål og et par andre til Huawei Y300, men ingen af ekspedienterne kendte noget til nogen af modellerne og kunne derfor ikke svare, hvilket de helt ærligt indrømmede - på trods af at de forhandler begge modeller. Huawei kan heller ikke kontaktes og Windows Phone Store kan som sagt heller ikke bruges.

Er helt enig med dig i at Lumia´erne er federe, men også dyrere - W1 kunne i weekenden fås til 1.111 kr, hvor 620´eren koster 1.799 kr. Og hvis det var spil jeg skulle bruge den til var jeg løbet langt udenom Windows allerede - hvilket jeg nok også ender med at gøre, da det virker meget lidt brugervenligt at man ikke engang kan få lov til at se, hvad man kan købe i deres butik inden man har stavnsbundet sig til deres system ved at købe en telefon.

0 0
TheKing 12-04-2013 10:54:28

Jeg har selv lige erhvervet en Lumia 620, og er virkelig begejstret for hvor meget man får for pengene! Jeg kunne dog godt have brugt et større batteri, men den lader til at holde fra morgen til aften ved mit forbrug.

Lumia 520, derimod, der må undvære front kamera og led-lys på bagside kameraet, så den er alligevel lidt mere skrabet end Ascend w1 og 620´eren.

0 0
Kim Harder 11-04-2013 12:44:54

Netop Kort, hvilke muligheder er der med Huawei Ascend W1 og navigation? Netop der er Nokia meget skarp, selv ned til de meget billige modeller af Windows Phone.

Iflg. Huawei Hjemmeside, så har Huawei Ascend W1 ingen GPS, hvad siger testeren til dette punkt?

0 0
Kim Harder 11-04-2013 22:09:08

Ja det har jeg set, men det står ikke på Huawei's hjemmeside i specifikationer eller funktioner. Derfor ville det da være rat, at høre det fra nogle, som har testet denne mobil om der er GPS eller det er et sted, hvor Kineserne har hoppet over.

0 0
Mobilsiden 12-04-2013 12:02:18

Hej Kim Harder...

Huawei Ascend W1 har GPS/A-GPS.

0 0
Martin 11-04-2013 14:26:59

Der skal være GPS i telefonen, da det er et krav fra MS, for at de kan få lov til at lave telefonen med WP8.

Du kan finde minimumskrav til WP8 her:

http://wmpoweruser.com/minimum-hardware-requirements-for-windows-phone-8-revealed/

0 0
Henrik 11-04-2013 11:55:41

"Havde der været tale om, at Ascend W1 var en topmodel, så havde det formentlig irriteret mere, at der ikke er nogen navigationstjeneste eller andre eksklusive applikationer. Men når der er tale om en telefon til under 2.000 kroner uden abonnement, så føler jeg bestemt ikke det er et must."

Så med andre ord, så må Lumia 620 (samme pris) og 520 (lavere pris) være bedre end denne her Huawei, da alle Nokia Wp8 telefoner kommer med alle de ekslusive Nokia tjenester og apps.

0 0
Tommy 11-04-2013 12:20:09

1600kr for en smartphone er godt nok billigt.
Men hvis Lumia 520eren kommer til under 1600kr, ja så bliver den svær at slå.

Jeg har selv en Lumia 920 og må sige Nokia's mange ekstra apps (ikke kun deres Here kort) er noget der virkelig bliver brugt og giver ekstra værdi!

Jeg har selv prøvet driod til under 2000kr og vil næsten hellere have en dumbphone, for android på ikke-topmodeller er simpelthen uudholdeligt, så de billige WP8 modeller bør have store mulighed for at vinde kunder.

0 0
Kenneth 11-04-2013 15:10:50

Deres GPS- og kamera relaterede apps er rigtig gode, men kunne bestemt godt undvære deres spil. Mangler nogle af de online-spil, hvor man kan spille mod venner, der ikke nødvendigvis er på WP - som fx. QuizBattle.

0 0
Henrik 11-04-2013 13:20:26

"Men hvis Lumia 520eren kommer til under 1600kr, ja så bliver den svær at slå."

Den skulle lande omkring 1500 kr.

Og ja, iøvrigt fuldstændig enig.

0 0

Om brug af cookies