Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Huawei Honor 8 - Det friske alternativ [TEST]

Huawei Honor 8 - Det friske alternativ [TEST]

Huaweis datterselskab, Honor, er klar med en ny toptelefon: Honor 8. Den bliver som selskabets øvrige telefoner yderst stærk til prisen.

Huawei Honor 8 er en ny stjerne i Honors line-up
Huawei Honor 8 er en ny stjerne i Honors line-up
Foto: Mobilsiden.dk

Honor er et relativt nyt mobilselskab i mobillandskabet. Det er udbryderselskab fra kinesiske Huawei, og som moderselskabet stormer det frem på det globale mobilmarked.

Hidtil har Honor lænet sig tæt op ad moderselskabet når det kom til lineup’et, med modeller der nærmest lige så godt kunne have et Huawei-badge på bagsiden.

Med Honors nye topmobil, kaldet kort og godt Honor 8, lader det dog til, at selskab får sin egen mere veldefinerede identitet.

Begge selskaber har længe omtalt Honor-telefoner som værende til de unge og frygtløse, nu synes der faktisk at være noget om snakken.

Se også:  Huawei Honor 8 lander i Danmark - se pris og udgaver her

Specifikationer Honor 8

Mål: 146, x, 71 x 7,5 mm, 153 gram
Skærm: 5,2" LCD (1.080 x 1.920 pixels)
Processor: Kirin 950 8-core processor (4 x 2,3 GHz + 4 x 1,8 GHz) 3/4 GB RAM
Lagerplads: 32/64 GB + Micro-SD
Kamera: 27mm f/2,2 optik 12 MP + 12MP S/H kamera, fasefokus, 8 MP frontkamera, Full HD video
Batteri: 3,000 mAh, fast-charging
Styresystem: Android 6.0 Marshmallow + EMUI 4.1-tilpasning
Farver: Fås i sort, hvid, guld eller blå
Andet: Fingeraftrykslæser med indbygget knap, USB Type-C , Dual-SIM, IR-blaster
Pris: 32GB/3GB RAM: 3.499 kroner, 64GB/4GB RAM: 3.999 kroner

Huawei Honor 8 byder især på en ny finish
Huawei Honor 8 byder især på en ny finish
Foto: Mobilsiden.dk

På mange måder synes Honor 8’s design at trække spor tilbage til Honor 6 – altså en konstruktion bestående af to glasflader, med elektronik og batteri imellem.

Små forskelle gør dog 8’eren mere raffineret end sin forgænger. 2.5D glasset for og bag er afrundet når det møder kanterne, mens plastrammen er vraget til fordel for en aluminiums ditto.

Huawei og Honor, har samtidig valgt at gå efter en yderst skinnende retning med Honor 8 – det gør overfladen spillevende, men samler på fedtfingre som ingen anden. Og så er den nok, årets glatteste telefon - pas derfor på den, når du lægger den fra dig.

Læs også:  Huawei lancerer Honor 8: Billig P9 i ny forklædning

Godt tænkt

Når du fatter om Honor 8, styrkes kvalitetsindtrykket. Den er stiv og solid, men vil alligevel gavne af at få et klæbet et cover på – for jeg er mindre sikker på de store glasarealer kan holde sig fri for at splintre på den længere bane.

Volumen og power-knapper er koncentrerede på højre side, hvor man let kan nå med tommelfingeren, mens modsatte side gemmer på en skinne til enten to Nano SIM-kort eller et nano-SIM + micro-SD udvidelse.

Bagpå finder du en smart kombination af fingeraftrykslæser og multifunktionsknap. Selve scanneren fungerer som hos andre Huawei modeller upåklageligt, mens knappen kan skabe genveje til favorit-apps eller funktioner ved enten et klik, dobbeltklik eller langt tryk. Jeg er vild med funktionen, for nu har jeg lynhurtig adgang til kamera, lommelygte og kalender.

Softwaremæssigt byder Honor 8 på små softwaretricks til at lette hverdagen. Banker du f.eks. på med knoen kan du hurtigt tage et screenshot af dele eller hele skærmen, mens et svirp in over menu-knapper formindsker hele interfacet, så alt kan nås med en hånd.

Læs også:  Salget af Huawei P9 og P9 Plus eksploderer

Honor 8 har et stort 5,2 tommer display, men det er ikke så lysstærkt og en anelse blåligt i farverne
Honor 8 har et stort 5,2 tommer display, men det er ikke så lysstærkt og en anelse blåligt i farverne
Foto: Mobilsiden.dk

Savner lys og farver

Selvom Honor satser på at være et farverigt brand, kan man ikke helt sige det samme om Honor 8’s display.

Dimensionerne og opløsningen er som sådan fine: Full HD og 5,2” er et godt match – problemerne opstår når den placeres ved siden af storebror Huawei P9. Denne er både mere farverig og væsentlig mere lysstærk. Forskellen bemærkes oftest udendørs, hvor skærmens middelmådige lysstyrke gør den sværere at aflæse.

Slutteligt hælder farverne i Honor 8 mod det mere blålige – det kan der rettes op inde i indstillingerne, men det sænker kontrasten og lysstyrken yderligere.

På lydsiden er Honor 8 meget lig sin Huawei-kollega, der spilles nogenlunde højt, men detaljerne drukner hurtigt, når max-volumen nærmes.

Højtalerens placering i bunden af smartphonen er heller ikke her optimal, for man kommer let til at dække den med håndfladen.

Se også:  Huawei P9 Lite - Endnu en prisstærk mobil [TEST]

Foto: Mobilsiden.dk

Saft og kraft i motoren

Huawei udvikler deres egne processorer, og de begynder at være dygtige til det, for sidste efterår kunne Kirin 950-processoren kalde sig for verdens hurtigste – i hvert fald ifølge visse udbredte benchmarks.

Den er siden blevet overhalet af forårets toptelefoner, men det ændrer ikke ved at den mekanik du finder i Honor er mere end kraftig nok til at varetage de fleste opgaver. Frekvensen er godt nok en håndfuld procent lavere end i Huawei P9, men det bemærkes aldrig i hverdagen når der surfes på nettet eller spilles spil.

En mere tydelig forskel, mærkes når Honor 8 skal af med varmen, for det foregår kun igennem aluminiums ramme som derfor har tendens til at blive varm. Her har P9 en klar fordel med sin metalklædte bagside der effektivt leder varmen væk.

Se også:  Huawei P9 : Kameraet gør forskellen [TEST]

På batterifronten er Honor 8 og P9 identiske tvillinger. Batteriet på 3.000 mAh er relativt stort og sikrer en relativ lang driftstid på omkring halvandet døgn ved almindeligt brug. Bruger du ofte telefonen aktivt, eller benytter du dig af dual-SIM, skal du dog regne med at batteriet flader ud mod nattetimerne.

Honor 8 byder også på kvikopladning, men styringen synes at være forbedret, for opladningen foregå lidt hurtigere end i den i forvejen kvikopladende P9. Efter 30 minutter melder batteriet 40% optankning, mens den runder de 75% efter en time. Tanken er fyldt op efter knap 100 minutter.

Antenner er der flere af i Honor 8, for den skal kunne administrere to SIM-kort og abonnementer. Du kan have dem begge kørende samtidigt, men det er kun den ene der kan få glæde af 4G/3G hastigheder.

Selvom der er to, er det gode antenner Honor 8 har fået klemt ned i det lille kabinet. De mister sjældent forbindelsen og der downloades og uploades generelt tjept – dog uden at slå rekorder som i nogle af Huaweis andre telefoner.

Foto: Mobilsiden.dk

Software med æblesmag

Softwaren du finder i Honor 8 er identisk med Huaweis P9 – og det er noget som der vil være delte meninger omkring.

Det er Android 6.0 Marshmallow der styrer showet, men udseendet minder mest af alt om Apples iOS med små ændringer her og der. Jeg har dog tidligere skældt Huawei ud for ikke at have en mangelfuld oversættelse af deres interface til dansk – det er der langt hen af vejen rettet op på nu.

Hører du til dem der sværger ved rendyrket Android, er de mange iOS-lignende løsninger forvirrende, har du derimod erfaringer med iPhones og iPads vil meget virke velkendt. Heldigvis kører Honor 8 Android – hvilket giver rige tilpasningsmuligheder så du faktisk kan få lige præcis det look du ønsker på mobilen.

Samme tilpasningsgrad tilbydes også på app-siden. Honor 8 leveres med dusinvis af præinstallerede apps, men det er heldigvis en smal sag at afinstallere dem så de ikke ligger og fylder, via Huaweis egen app til at administrere lagerpladsen.

Efter at du har slettet de overflødige apps, vil jeg råde dig til at hente et nyt software-keyboard til telefonen. Det fungerer teknisk set fint nok, men selve tasternes placering, keyboardets indlæring og knappernes læsbarhed er for dårlige.

Læs også:  Huawei P9 får interessant lillebror til skarp pris

Er det mon samme kamera du finder i Honor 8 og Huawei P9?
Er det mon samme kamera du finder i Honor 8 og Huawei P9?
Foto: Mobilsiden.dk

Genkendeligt dobbeltkamera

Det trak overskrifter da Huawei allierede sig med kameraspecialister fra Leica om kameradelen i Huawei P9. Og resultatet var da unægtelig interessant: to kameramoduler arbejdede i tandem om at skabe et billede.

Samme løsning, men uden Leica-logoet, er nu at finde i Honor 8 – og på nær få fraværende funktioner, Sort/hvid mode og RAW, er det det samme kamera du får.
To kameramoduler på hver 12 megapixels arbejder i tandem, den ene tager sig af farverne, den anden tager et sort/hvid billede og begge splejses sammen til et resultat som måler sig markedets allerbedste mobilkameraer.

Billederne er detaljerede, behageligt frie for støj under de fleste forhold og farverne er velafstemt. Men altså kun hvis du bruger kameraets automatiske modus.

Benytter du dig af andre foto-apps, eller bare af Huaweis egen Pro-mode bruges kun det ene kameramodul, og billederne bliver væsentligt forringede.

Læs også:  Huawei P9 og P9 Plus: Kinesisk teknik og tysk luksus

Samme problem gør sig gældende når der optages video. Her er det kun det ene modul der optager, og uden hverken optisk stabilisering eller lysstærk optik bliver filmene middelmådige under svære lysforhold.

Du skal heller ikke regne med at kunne optage i 4K-opløsning eller ultra slowmo, men Honor 8 retter delvist op på det, ved at tilbyde avancerede optagelsesfunktioner i deres Pro-mode.

Honor 8 er sin egen og behøver ikke at stå i skyggen af sin bror
Honor 8 er sin egen og behøver ikke at stå i skyggen af sin bror
Foto: Mobilsiden.dk

To sider af samme sag

Ret beset, så kan Honor opsummeres som værende en Huawei P9 i nye klæder – det er også kun få hundrede kroner der adskiller de to modeller pt. Det er dog kun en halv sandhed, for flere små detaljer gør, at Honor 8 er sin egen.

Designet er anderledes, mere friskt, men jeg hælder nu stadig mest til P9’erens ædlere konstruktion og mere klassiske kurver.

På udstyrslisten er Honor 8 faktisk en smule foran sin storebror, med et dual-SIM slot, en infrarød blaster samt en brugbar smart-knap under fingeraftrykslæseren.

P9 vinder dog lidt af det tabte ved at have en bedre skærm, ved at være et mulehår hurtigere samt ved at have lidt flere kamerafunktioner. Og så kommer den med tre års garanti og inkluderer et gratis skærmskifte, hvis det værste skulle ske inden for de første tre måneder.

Alt i alt er de to telefoner fortsat stærke bud på en smartphone i den øvre mellemklasse – du vil ikke blive skuffet. Hvilken der slutteligt vil være den rette for dig, kommer derfor an på dine behov, Honor 8 er mere fleksibel og byder på flere funktioner, mens P9 er mere konservativ og mere raffineret.

Derfor høster Huawei Honor 8 fem ud af seks mulige stjerner.

Få den bedste pris her. 

Fordele:

  • Topydelse
  • Kan give superfotos
  • Dual SIM
  • Skarp pris

Ulemper:

  • Til tider middelmådigt kamera
  • Spøjs software
 

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies