Huawei Smart Scale – få styr på vægten [TEST]

Denne billige, intelligente badevægt fra Huawei vil helt sikkert hjælpe dig med at holde et nytårsfortsæt om en slankere linje.

Huawei Smart Scale – få styr på vægten [TEST]

Et nyt år står for døren, og tænker du som undertegnede, følger der ofte et nytårsfortsæt om at passe lidt bedre på vægten i det kommende år.

Men vægten alene er ikke det bedste mål for hvorvidt du trænger til at smide en kilo eller to. Her tæller andre vigtige nøgleparametre som fedtprocent, muskelmasse og hvor meget fedt der befinder sig i maveregionen. Dem får du bare ikke med, med en almindelig vægt.

Til at give mere nøjagtige data skal din badevægt være smartere, og det er der at Huawei kommer ind, med en såkaldt smart-vægt: Huawei Smart Scale.

Som en bemærkelsesværdig bonusfeature, går Huawei ind og leverer en smartvægt til den halve pris i forhold til alternativerne fra Nokia eller Garmin.

Se også:  Her er de bedste træningsapps til iOS og Android [TIP]

Huawei Smart Scale
Huawei Smart Scale byder på et slankt og let glasdesign. Foto: Mobilsiden.dk

Specifikationer Huawei Smart Scale

Dimensioner: 30 x 30 x 1,9 cm
Vægt: 1,85 kilo
Materialer: glas og plast
Netværk: Bluetooth 4.2
Standbytid: 12 måneder med 4 x AAA batterier (ikke inkluderet)
Max vægt: 150 kilo
Farver: hvid
Pris: Set fra 360 kroner

Huawei Smart Scale
Batterierne følger ikke med Huawei Smart Scale. Foto: Mobilsiden.dk

Huawei Smart Scale nøjes ikke bare med at være smart indvendigt – den er også smart at se på. Her får du en stilren sag med et blankt hvidt look der vil passe ind i de fleste baderumsmiljøer. Eneste designdetalje er et diskret sølvfarvet emblem med et Huawei-logo.

Under glasset gemmer Smart Scale på et stilfuldt hvidt display, hvor dataene dukker op når du træder op på vægten. Det ser nydeligt ud alt sammen.

Vægten på 1,85 kilo giver den en god tyngde og man bemærker straks, at det er en solid glasplade der dækker den hvide plastbase.

Nederst på Smart Scale finder du fire, brede gummierede fødder der gør den helt skridsikker – selv hvis underlaget skulle være vådt.

Huawei Smart Scale
Huawei Smart Scale benyttes med bare fødder. Foto: Mobilsiden.dk

Enkel opsætning

Før du kommer i gang med Smart Scale skal du finde et sæt AAA-batterier som desværre ikke følger med i salgspakken. Når disse er rekvirerede, har du til gengæld en standbytid på op til 12 måneder at løbe på – det skulle række.

Selve opsætningen er meget ligetil – det tager kun få minutter at hente den tilhørende app med det uflatterende navn ’Body Fat Scale’ til enten Android eller iOS.

Du parrer derefter vægten til mobilen via Bluetooth 4.2 og du er nu klar til at oprette en bruger. I app’en kan du opsætte flere brugere – en praktisk detalje, hvis du vil gemme dataene på hjemmets tablet. Flere enheder kan samtidig knyttes til vægten selvstændigt.

Efter den første måling vil vægten derefter automatisk genkende brugeren. Hver bruger kan derefter indstille deres højde samt en ønsket idealvægt og vælge at opsætte en daglig eller ugentlig reminder.

Se også:  Hvilken træningsapp bruger du mest? [AFSTEMNING]

Huawei Smart Scale
App’en til Huawei Smart Scale giver et detaljeret overblik. Foto: Mobilsiden.dk

Mange data

Vægten fungerer derefter ved at sende umærkbare strømimpulser igennem din krop og foretage en såkaldt ’bioelektrisk impedans analyse’ (BIA). Hvordan disse passere kroppens væv fortæller derefter noget om fordelingen af forskellige vævstyper som fedt, muskler og placeringen af disse. Vær dog obs på, at vægten strengt frarådes til brugere med pacemakere eller andre elektroniske implantater under huden.

De mange data serveres derefter i form af 9 mål:

  • Vægt – din vægt, målt i tiendel af kilo.
  • Fedtprocent, hvor stor en andel af din kropsvægt der er fedtvæv.
  • BMI – Body Mass Index, et mål for, hvorvidt din vægt passer til din højde.
  • BMR – Basal Metabolic Rate, et mål for hvor højt dit grundlæggende stofskifte er og hvor mange kalorier du mindst behøver at indtage hver dag.
  • Visceral fat level – et mål for hvor meget fedt du har i maveregionen. Denne type fedt anses for værende mere usund da den ophober sig omkring organerne.
  • Muskelmasse – hvor mange kilo muskler du bærer på.
  • Bone Mineral Content – Et mål for din krops skeletmasse.
  • Kroppens proteinindhold – procent protein i din krop
  • Kroppens vandindhold – hvor meget vand din krop indeholder

De enkelte målinger opgives uhyre præcist, ned til decimalerne, sammen med udførlige beskrivelser af, hvad de enkelte tal betyder.

Huawei Smart Scale
Målingerne ikke altid lige præcise med Huawei Smart Scale. Foto: Mobilsiden.dk

Ikke alt bliver målt nøjagtigt

Alt i alt mangler her ikke noget, for at få et godt overblik over ens krops vægt, for selve vægtmålingen er meget præcis og passer overens med andre vægte jeg har pøvet både hjemme og i træningscenteret.

De øvrige målinger synes dog at være mindre nøjagtige. Her fluktuerer målinger på fedtprocent, muskelmasse en del, typisk med 2-3 procent. Den største målte udsving kunne jeg se på min muskelmasse, som på bare et døgn sprang op fra 61,3 til 63 kilo – flatterende, men næppe et realistisk resultat.

Det lyder ikke særligt nøjagtigt, men det hænger sammen med usikkerhed i selve BIA-målemetoden som samtlige smartvægte benytter sig af. Skal du have helt nøjagtige målinger, kræver det hundedyrt laboratorieudstyr.

[UPDATE] Mobilsiden.dk har haft lejlighed til at sammenligne Smart Scales resultater med laboratorieudstyr fra KKHNG.

Her kunne Smart Scale matche laboratorieresultaterne på visse punkter, såsom vægten og mål for visceral fedtvæv, mens andre som fedtprocent afveg voldsomt. Her lød laboratoriets resultat på 11,3 pct, mens Smart Scale gave et resultat på 16,0 pct.

De mange tal skal derfor tages med et gran salt, for din kropsvægt og de andre målinger vil variere en del alt efter hvor meget vand, salt og mad du har taget indenbords i timerne op til målingen. Skal du opnå sammenlignelige resultater er en ’tørmåling’ om morgenen – før morgenmaden og efter et evt. toiletbesøg – mest retvisende over tid.

Læs også:  Træt af dit fitnessabonnement? Glæd dig til denne app

Bedre over tid

Fordelene ved Huawei Smart Scale bliver dog mere tydelige over tid. De enkelte målingers usikkerhed vil have tendens til at forsvinde i mængden og man vil samtidig have en stadig bedre idé om slankekuren eller træningsprogrammet rent faktisk har en effekt.

Her er app’en en af Smart Scales største fordele, da den konstant gemmer dine oplysninger og giver dig et fint overblik over hvordan dine data udvikler sig over tid. Alle data gemmes lokalt på din smartphone, hvilket er både godt og skidt. Kun du kan tilgå dataene, men det er samtidig umuligt at overføre ens historik når man skifter smartphone.

En anden ulempe er at app’en ikke kan kommunikere med andre apps såsom Apples Sundhed, Google Health eller de trænings- eller aktivitetsapps du ellers måtte bruge.

Huawei Smart Scale
Foto: Mobilsiden.dk

Perfekt til nytårsforsættet

Grundlæggende er smartvægte slet ikke så smarte som de oftest giver sig ud for at være. Målemetoden bag fedtprocent udregningerne er nemlig behæftet med en del usikkerhed.

For mig, har Huawei Smart Scale bedste feature da også ligget i dens evne til effektivt at måle og lagre vægtdata over tid. At den samtidig fører en log over de øvrige tal er så ren bonus, som jeg kan se give gevinst over længere tid, hvis et træningsprogram eller en slankekur følges.

Huaweis største es i ærmet med Smart Scale er dog prisen. Den koster ikke meget mere end et par hundrede kroner end en almindelig ’dum’ badevægt koster, hvilket nærmest gør den til en no-brainer.

Vi lander derfor på 5 ud af 6 stjerner til en nyttig maskine som nok skal hjælpe en med at holde nytårsforsættet om en slankere linje.

Se også:  De 8 bedste fitness, workout og tracking apps [TIP]

Fordele:

  • Flot design
  • Godt skruet sammen
  • Enkel i brug
  • Meget skarp pris

 

Ulemper:

  • App på engelsk
  • Ingen synkronisering med øvrige apps/enheder
 

Temaet er ikke slut

Den seneste udvikling finder du her. mobilsiden gik et skridt videre. 28/12/2017 fulgte vi op med en artikel omkring Huawei Mate 10 Lite – Mere eller mindre Mate [TEST]Klik her og læs videre.. Se de seneste nyhede om temaet her.