iPhone 4 – verdens bedste design (mobiltest) – del 1

TEST: Den store test af Apple iPhone 4 er i fuld gang. Følg med og opdag om produktet, så også er "alt det".

iPhone 4 – verdens bedste design (mobiltest) – del 1

Forord:

Lad mig starte med at konkludere, at der nok er mange læsere, som ikke har samme opfattelse som mig af Apple iPhone – men sådan er anmeldelser, totalt subjektive. Min holdning og mening! Jeg glæder mig dog allerede til at læse kommentarerne.

For mig er iPhone en smartphone – altså en mobiltelefon med stor funktionalitet. I min optik er der altså ikke tale om en “iPhone”, men en “smartphone” eller “mobiltelefon”. Jeg taler ikke i “min iPhone”, men i “min mobiltelefon”.

Jeg ved godt, at mange gerne vil sætte Apple i en anden og finere kategori, da de mener, det ikke “bare er en mobiltelefon” – men sådan ser jeg det altså ikke. Derfor vil dette produkt få samme behandling, som alle andre produkter jeg tester.

iphone 4 nyt artikelfoto

Designet er i verdensklasse

Ægget, Corona stolen, Piet Hein, Jakob Jensen, B&O og Apple. De er alle i samme kategori; Design der holder, og som har verdensklasse.

Efter min smag er iPhone 4 den flotteste mobiltelefon nogensinde.

Rene linjer, lækre materialer og en eksklusiv vægt med god fylde. Kvalitetfølelsen er helt på toppen. Og for én gangs skyld er det lykkedes en mobilproducent også at lave en oplader, der er pæn.

Køber man så også en bordholder (dock), bliver opladeren helt gemt væk, og mobilen står og kaster sin glans udover hele hjemmet. 

Både for- og bagsiden på iPhone 4 er udført i hærdet glas, som kemisk er behandlet, så det skulle være 30 gange mere hårdt end plastik, og rammen af rustfrit stål er fem gange stærkere end standard stål. Desuden er glasset på begge sider ridsefrit.

Ulempen ved dette materialevalg er naturligvis vægten – men samtidigt kan dette også være en fordel, da vægt kan udstråle kvalitet, hvilket jeg synes, er tilfældet her.

Noget helt andet er, at designet af iPhone 4 i disse hårde materialer har gjort, at den er kantet og ikke blød i formerne. Det betyder, at jeg får ondt i øret, når jeg fører længere samtaler. Generelt oplever jeg dog ikke kanterne eller materialet som et problem.

Men helt ærligt! Hvorfor kommer den i en standard papkasse, og så til den pris? På iPhone 3GS var der da i det mindste en dybdeprægning af “hjem”-tasten i æsken, men på den nye model er dette altså sparet væk.

Jeg synes, en del af oplevelsen af et produkt også er, hvordan det er pakket ind – og her skuffer Apple mig.

Nu vel – jeg lukker øjnene for pap-problemet, og giver seks ud af seks stjerner til designet af iPhone 4.

iphone 4 nyt artikelfoto

Designet har en pris

Prisen Apple har måtte betale for designet har været i medierne verden over. Metalrammen er en del af antennen, og ved at holde mobilen på en bestemt måde, kan der opstå udfald og dårligt signal.

Apple har erkendt problemet, og giver derfor en gratis “bumper“, så ens hånd ikke er i direkte kontakt med metallet.

Jeg kan (endnu ikke) tilslutte mig koret af brugere, der råber op om, at iPhone 4’s antenne er så og så dårlig.

I testen indtil nu, er mobilen blevet brugt (og holdt) både inde og ude – samt steder med god og dårlig dækning. Men uanset hvad, så har jeg endnu ikke kunne fremprovokere fejlen, og heldigvis for det, da det komplet er imod mit princip, at sætte en gummiring (eller andre covers og etuier) på mobiltelefoner.

Hver eneste gang jeg ser en mobilbruger med et grimt plastik/gummi cover på f.eks. sin iPhone, eller nogle med “skærmbeskytte-plastik” må jeg tage mig til hovedet.

Der er tale om et stykke forbrugerelektronik, der skal forbruges. Mon de samme mennesker også hænger en plastikpose over TV’et i stuen, for at det ikke skal blive støvet?

iphone 4 nyt artikelfoto

Skærmen er flot, rigtig flot

Opløsningen er 960 x 640 pixels, hvilket er fire gange så mange pixels som på de tidligere iPhones, desuden sidder pixels rigtigt tæt, hvilket giver en virkelig flot oplevelse for øjet.

Selv når skærmen ses fra siden, ses farverne og skærmindholdet tydeligt. Det er altså ikke nødvendigt, at sidde lige foran skærmen for at få en god oplevelse.

Selvom detalje-rigdommen er stor, og farverne er klare, må jeg sige, at Samsung Galaxy S med en Super AMOLED skærm er mindst lige så lækker at se på. Men i forhold fx iPhone 3GS er det, som at gå fra analog til digitalt TV.

iPhone 4 har også en lysføler, som justerer skærmlyset efter omgivelserne. Umiddelbart synes jeg dog ikke, at denne virker helt så effektiv, som det er set på andre mobiltelefoner. Om aftenen kan skærmlyset virke meget kraftigt, specielt når man befinder sig i mørke rum.

For at spare strøm, kan man naturligvis skrue længere ned for skærmlyset, men så forsvinder hele idéen med den gode skærm jo. Det er denne del, at lysføleren burde klare.

Som på så mange andre touchmobiler slukker denne også displayet, når mobilen holdes op til øret under samtaler. Det forhindrer dog ikke varmeudvikling – mobilen bliver meget hurtig meget varm, når der tales i den.

Batteritiden er indtil nu katastrofal. Efter 12 timers brug, var der under 10% tilbage på batteriet. Jeg håber det blot er batteriet der skal trænes op.

Web-TV: Kort præsentation af iPhone 4

Læs anden del af testen

Testen fortsætter i del to, som kan læses her…

Billeder taget med iPhone 4

Historien forstsætter

Her finder du efterfølgende nyt og link til de seneste nyheder om temaet. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. Allerede d. 5/8/2010 fulgte vi historien op med en nyhedsartikel med fokus på Universal mobiloplader i 2012 – Artiklen kan du læse her her. Temaet lever stadig. Tjek de sidste nyheder om Mobiltelefon..