Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   JBL Charge: Trådløs to-i-en løsning [TEST]

JBL Charge: Trådløs to-i-en løsning [TEST]

JBLs trådløse Charge-højtaler vil spille højt i evigheder. Og så har den indbygget reservebatteri.

Det vrimler med trådløse højtalere. Depecher tikker nærmest dagligt ind på redaktionen med nye smarte trådløse højtalere. Store højtalere, små højtalere. Billige, dyre, fra både kendte og ukendte producenter.

For disse produkter handler det derfor om at skille sig ud: design, kvalitet eller features skal gerne stikke et hoved højere end rivalerne. Dagens testdeltager, JBL Charge, forsøger at markere sig ved at være mere end en trådløs højtaler: det indbyggede batteri kan også lade mobil eller musikafspiller op.

Se også: JBL Powerup - Fed hjemmehøjttaler med NFC og Nokia-fordele [TEST]
 
Den amerikanske lydspecialist er heller ikke nogen nybegynder inden for højtalere. JBL er ikke bange for at buldre og deres signaturlyd kendetegnes ved at være gavmild: rigeligt med lyd - og til tider også lydkvalitet.

Dåsecola-design

Selvom formen umiskendelig ligner, fylder Charge et nøk mere end en halv liters dåsedrink. Vægten på 470 gram og en medfølgende termopose styrker indtrykket.

En lille fordel ved den runde facon er at JBL Charge finder plads, der hvor drikkedunke og kopper hører til. Selvom det vist ikke er hensigten er Charge som støbt til cyklens drikkedunksholder eller bilens, togets eller klapstolens kopholder.

De to drivere er gemt bag det obligatorisk gitter som beskytter mod knubs. Et godt tiltag, som sammen med de gummierede kanter rundt om hele kabinettet gør JBL Charge til en driftssikker følgesvend.

Faktisk kommer gummibelægningen ofte i spil, for den runde form gør at man nemt kommer til at tippe Charge over. Under testen blev den udsat for et trillen ned fra skrivebordet – nogle knubs som den ville være foruden havde den ikke være så rullevillig.

Den er ikke ligefrem smuk, men de afrundede kurver får den til at fremstå både sporty og praktisk. Og det harmonerer med JBLs mission med charge. Efterlyser man lidt mere spræl, kan JBL vælges i mere hidsige farver som lime, cyan eller grå prydet med hvid.

Øverst finder man det minimalistiske men tilstrækkelige kontrolpanel: volumen op og ned, power-knap og 3 blå dioder der indikerer batteriets resterende kapacitet. Power-knappen vikarierer også som bluetooth forbindelse-knap, holder man den inde, søges der efter villige bluetooth-partnere.

Gemt nede ved soklen finder man en AUX-indgang til iPods og MP3-afspillere fra før bluetooth dagene, samt en micro-USB indgang til opladning. På siden, gemt bag en gummi-flap er en USB-port som viser JBL charge anden kompetence: den kan lade mobiler op.

Læs også: JBL Synchros Reflect BT - Sprød lyd og trådløs frihed [TEST]

Faktisk kan den lade alt hvad der kan fødes med en USB-port, hvilket efterhånden svarer til størstedelens af verdens gadgets. Batterikapaciteten på 6000 mAh er også godkendt og skulle række til at toppe de fleste smartphones omtrent 2 gange.

Specifikationer JBL Charge

Mål: 74 x 175mm
Vægt: 470 gram
Lyd: 2x 38mm full range drivere. 150-20000 Hz frekvensrespons. 
Effekt: 2x5W
Batteri: 6000 mAh 12 timers spilletid og 3½times ladetid
Pris: ca. 900,- kroner
Øvrigt: Bærepose medfølger, micro-USB lader og kabel. Fås i sort, grå, grøn og blå.

Altid lyd nok

JBL Charge kan spille højt, rigtig højt – og det kan den gøre længe, rigtig længe. Man løber aldrig tør for lyd med JBL Charge.

De to 38mm store drivere spreder dog et specielt lydbillede. Der skrues gevaldigt op, men den store hiphop fest udebliver, for alt syd for mellemdyb bass er væk.

Hvorvidt man fænges afhænger af ens musiksmag. Til jazz og klassisk musik er JBL klassens duks. Bliver beatsene mere beskidte og hiphop-tunge, mangler JBL Charge bundtræk.

Læs også: ECOROX - Vandtæt, hårdfør og musik i evigheder [TEST]

JBL Charges ambivalente lydkvalitet rettes dog op af en stålsat vilje: den giver aldrig op. Batteriet på 6.000 mAh er enormt for den slags højtalere. Det rækker til flere dages brug med kabel, eller uafbrudt trådløs musik fra morgen til aften.

Dens anden kunststykke, opladning af gadgets, fungerer ikke meget anderledes end hos sædvanlige mobilopladere. Her er strøm nok til at toppe mobilen op 2 gange.

Den medfølgende lader kan oplade JBL Charge på 3½ time - ikke skidt, når den store kapacitet tages i betragtning.

Subwoofer søges

JBL Charge har meget at byde på. Den kan skrue op til 11 - hvis ellers musikvalget klæder den, men bliver ofte tyndbenet der hvor bassen bør buldre.

JBL gør det dog godt igen ved at være praktisk. Den indbyggede ladefunktion er enkel og redder ofte dagen på farten. JBL Charge er derfor nem at anbefale som rejseledsager til teltture, cykelferier eller andre lejligheder med fjerne stikkontakter.

Dagsprisen på omkring 900,- kroner placerer JBL i midterfeltet blandt bærbare højtalere - men JBL Charge er også en to-i-en løsning.

JBL Charge får derfor 5 af 6 mulige stjerner.
Dét betyder mobilsiden.dks karakterer

Du kan finde nærmeste forhandler hos JBL.dk.

JBL Charge
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies