Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Lenovo Yoga 8 test: Stilfuld tablet til billige penge

Lenovo Yoga 8 test: Stilfuld tablet til billige penge

Designet på Lenovos Yoga 8 tablet er yderst alternativt, men det fungerer faktisk glimrende i dagligdagen.

Lenovo, der netop lige har opkøbt Motorola fra søgegiganten Google, har vist konkurrenterne, at de nu for alvor gør klar til at indtage en nøgleposition på det globale smartphone- og tabletmarked. 

Idag kigger vi nærmere på en strømlinet prisbasker fra den kinesiske tech-gigant, der med et velbygget ydre, appelerer til både nybegyndere og letøvede, der kan tænkes at have interesse i en brugervenlig og veldrejet Android tablet.

Alternativ, men yderst velbygget

På afstand kan designet af Lenovos tablet, med den integrerede battericylinder, virke som en potentiel katastrofe. Lad dig ikke snyde af de bløde former, for de er slet ikke så ringe endda. 

Enheden byder på smuk aluminium, men ikke udelukkende. På bagsiden har Lenovo desværre valgt et plastik-materiale, der unægteligt fratager lidt at den flotte alu-finish, der ellers præger Yoga 8.

Designet minder faktisk meget om Apples trådløse tastatur og “Magic Trackpad”, der på samme måde opbevarer strømforsyningen i en lignende cylinder.

Cylinderen fungerer både som stand, når du indtaster i bred format, men også som greb, når du browser løs fra sofaen. “Håndtaget” er her enormt behageligt, og giver et godt greb om Yoga 8.

De bløde former gemmer desuden på et støtteben, du kan dreje ud og fastlåse med et usædvanligt tilfredsstillende “klik”. Så kan tableten stå på egen hånd, når du skal følge med på Netflix under opvasken. 

Det lette design kommer dog med en hage. Lenovo Yoga 8 har tendens til at skride rundt på skrivebordet, så hvis den skal bruges til kommende mailkorrespondancer, skal du selv igang med montering af skridtsikre dibidutter. 

I cylinderens ene ende har Lenovo placeret en “tænd/sluk” knap, der desværre har tendens til raslen. I den anden ende er der nem tilgang til 3.5 mm jackstik, så du kan tilslutte dine egne høretelefoner. 

På siderne gemmer der sig både microUSB indgang og volumeknapper, der må siges at være godkendt. Når den indvendige hukommelse på 16 GB skal udvides, foregår det under støttebenet. Her finder vi SD-kortlæseren, der byder kort, på op til 64 GB, velkommen med åbne arme.

Kedelig skærm og lyd, men rammer bredt

Lenovo Yoga 8 har en 8” IPS skærm med opløsning på 1280 x 800 pixels. Farverne på hjemmeskærmen virker hvidvaskede og uden liv, men skærmen har dog en fin betragtningsvinkel. Er man ikke i forvejen vænnet til markedets førende skærmteknologier, så vil man uden tvivl nemt kunne stille sig tilfreds med HD skærmen på Yoga 8. 

Tablet’ens mål på 213 x 144 x 7.3 mm kan nemt smyge sig ned i en større jakkelomme, og med en overkommelig vægt på 401 gram, vil du formentlig ikke bemærke, at du har den med.  

De frontvendte stereohøjtalere, der er integreret i battericylinderen, er ingen konkurrent til de dyrere alternativer, men godkendt når prisen tages i betragtning. Lyden opleves nemlig som tør og bassen som manglende. Der findes dog tilpasningsmuligheder med den indbyggede “DOLBY”-app, hvis du har mod på det.

Detaljerne mangler

Lenovo begår desværre nogle begynderfejl, som nemt kunne have været undgået og sikret den helt gennemførte brugeroplevelse på en tablet i prisbasker-katagorien. Lad os starte med de korte stød.

Yoga 8 kan naturligvis indstilles til dansk sprog, men alligevel finder vi stadig masser af indhold, der optræder på engelsk. Allerede på hjemmeskærmen springer det i øjnene, da der både findes “Kalender” og “Calculator”-apps på enheden. Når du vil redigere i billeder via “Gallery”-app’en foregår dette udelukkende på engelsk. Så er du ikke dus med “The Julekalender”-sproget, så skal du nok vente lidt med Yoga 8.

Indholdet tilpasser sig naturligvis efter, hvordan du holder Yoga 8, som på alle andre tablets, men der er alligevel et irritationsmoment til stede på Lenovo’s prisbasker. Sagen er den, at de fleste tablets kræver knap 30 graders tiltning før indholdet tilpasses, så der på den måde kompenseres for fejlbetjening.

Når støttebenet er slået ud, orienterer skærmen sig ikke automatisk, hvis du lige før har brugt den omvendt.
Når støttebenet er slået ud, orienterer skærmen sig ikke automatisk, hvis du lige før har brugt den omvendt.

For Yoga 8 betyder det, at tablet’ens 7 graders vinkel på bordet, og endda 20 grader med støttebenet slået ud, ikke automatisk retter indholdet på forhånd. Du må derfor selv vippe indholdet på plads, hvilket ikke er et problem på eksempelvis iPad, da der her er kompenseret for dette i softwaren.

Brugervenlighed koster ikke dyrt

Når først man har vænnet sig til de blandede bolsjer i sproget på Yoga 8, så opleves tablet’en faktisk enorm brugervenlig, nærmest farligt tæt på konkurrenten iPad. 

Installerede apps og widgets er ikke gemt væk, men istedet nemt tilgængelig direkte på hjemmeskærmen, hvor apps kan organiseres i mapper, nøjagtig som på konkurrenten. Alsidigheden på Android-platformen giver desuden brugeren bedre muligheder, for selv at bestemme udseendet.

Billedet er konstrueret, så i kan se begge gardiner på samme tid.
Billedet er konstrueret, så i kan se begge gardiner på samme tid.

I toppen er der 2 gardiner, der henholdsvis kan vise dig notifikationer og indstillingsgenveje. Det er både brugervenligt og enormt overskueligt. Lenovo har desuden givet brugeren mulig for at aktivere en lille ekstra menu, som kan trække ind fra kanten af displayet, og som giver hurtig adgang til nyligtbrugte apps.

I bunden af skærmen finder vi de velkendte Android-knapper: Tilbage, Hjem og Multitasking. Knapperne er en del af displayet, hvilket også gør det muligt for dem at ændre sig i styresystemet. Det bidrager til den brugervenlige oplevelse af Yoga 8 efter min mening.

Pålidelig og tilstrækkelig

Kvalitet koster som bekendt penge, så derfor forventer man heller ikke nyeste processor på en tablet til under 2000 kr. Lenovo har udstyret prisbaskeren med en firekernet en af slagsen på 1.2GHz, og den gør det faktisk ganske godt. 

Den daglige brug af Lenovo Yoga 8 er oftest flydende og uden hakken og sprutten fra den brugervenlige Android 4.2 version, der kommer præinstalleret på enheden. 

Tunge spil som Real Racing 3 kan også sagtens afvikles, men her vil man dog tydeligt se, at grafikken halter i perioder. 

Den førnævnte battericylinder huser rigeligt med saft til at komme igennem en hel arbejdsdag og mere til. For på trods af at Yoga 8 er en decideret letvægter, så er der stadig blevet plads til en batteri på 6000 mAh.

Kameraet er ingen sensation

Kameraoptikken på tablets er som regel aldrig prangende, og det er bestemt heller ikke tilfældet på Lenovos Yoga 8.

I enden med tænd/sluk knappen på battericylinderen finder vi et 5 megapixels kamera, og på fronten et 1,6 megapixel. 

Oplevelsen er bestemt ikke på højde med vores generelle oplevelse af Lenovo Yoga 8, der trods en billig pris leverer kvalitet for alle pengene. 

I dagslys kan optikken til nøds bruges, men kort efter mørket falder på, vil kvaliteten af det forevigede dale med samme hastighed. 

Derudover har placeringen af kameraet på bagsiden vist sig at være en udfordring i dagligdagen, da man oftes har tendens til at dække linsen med hånden.

Lenovo Yoga 8 - Alle pengene værd

Til trods for, at designet på Yoga 8 kunne være en potentiel katastrofe, så er den en fornøjelse i dagligdagen, særligt med fokus på den lave vægt og lange batteritid. 

Softwaren er brugervenlig og tilbyder naturligvis Androids alsidige muligheder, når det kommer til at sætte et personligt præg, som det ikke er muligt på en konkurrent som iPad.

Lenovo Yoga 8 er ikke en dedikeret spiltablet til tunge 3D titler, men kan dog sagtens klare en gang Real Racing 3 i sofaen, når du keder dig. 

Lenovo Yoga 8 er et fund til prisen på 1899 kr - særligt hvis du kan leve med en “The Julekalender”-oversættelse af softwaren.

Lenovo Yoga 8 får 4 ud af 6 stjerner

Fordele: 

+ alternativt design

+ brugervenlig software

+ letvægter

+ lav pris

 

Ulemper:

- mangler små detaljer (oversættelser, automatisk rettelse af orientation)

- kedelig skærm og lyd

Lenovo Yoga 8 test
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Morten Rank 06-02-2014 15:12:42

Hej Peter og tak for din besked.

Vi har faktisk overvejet en sammenligning, selvom jeg ikke personligt har haft de to produkter side om side.
Som udgangspunkt så kommer de jo i to forskellige skærmstørrelser, og siden Lenovo'en jo har et alternativ design, der byder på både fordele og ulemper, så må det være op til den enkeltes præferencer at vælge imellem dem.

Vh Morten Rank, Mobilsiden.

0 0
Peter Lyck 06-02-2014 14:22:17

Aldrig betal for mere og få mindre. Så hvordan er den sammenlignet med en Nexus 7(2013)som er lidt mindre og lidt billigere, men med god hardware og opdateringsgaranti de næste år?

0 0

Om brug af cookies