Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Lenovo Yoga Tab 3 Pro - Et hit for mediemanden [TEST]

Lenovo Yoga Tab 3 Pro - Et hit for mediemanden [TEST]

Anmeldelse: Lenovo bringer et nyt familiemedlem til den fleksible Yoga-serie, der er kendt for at kombinere maskinkraft med et funktionelt design.

Foto: Mobilsiden.dk

Kinesiske Lenovo er i den grad kendt af virksomhedsverdenen som solide producenter af kvalitetsprægede computere, skærme og andre teknologiske kontorartikler, der både fungerer godt og længe. Men den erhvervsmæssige del er ikke det eneste, de pønser på.

Lenovo kan nemlig så meget mere end at fremstille produktive virksomhedscomputere, og i den seneste tid er de begyndt at skyde mere og mere frem på det private marked for teknologiske apparater.

Denne er kendt under navnet ”Yoga”, der dækker over både tablet- og computersiden, og understreger maskinernes fleksibilitet og alsidige anvendelighed. Fælles for serien er ligeledes dens fokus på mediekonsumering, da ”Yoga’erne” alle har gjort noget ud af lyd- og billedsiden.

Inden for tabletdelen af denne serie, findes både en almindelig og en ”pro”, og netop denne er knudepunktet for denne test. Det ekstra tilnavn er et udtryk for dens lidt kraftigere maskineri, større batteri og, ikke mindst, indbygget projektor.

Læs også: Ny Lenovo-mobil projicerer skærmen i storformat

Ja den er god nok, indbygget projektor. Har man ikke ført hørt om Lenovos anerledes tablet-serie, vil dette sikkert vække opsigt. Ikke desto mindre har det kinesiske firma valgt at inkludere denne, der kan projektere en op til 70 tommer stor skærm.

Ordet ”Pro” i tablets vil i manges ører lyde bekendt, og det er ikke så mærkeligt endda. Hos både Microsoft, Apple og muligvis snart også Samsung, er der i denne tid lagt et stort fokus på deres respektive Pro-tablets, der dyster om titlen, som den bedste hybridtablet til arbejds-og mediemæssige opgaver.

Men hvor mange af de andre producenter fokuserer at gøre deres maskiner tyndere og tyndere, uden at gå for meget på kompromis med performance og batteri, så går Lenovo en lidt anden vej.

Med et lidt mere kluntet design, noget tykkere udseende og på mange måder anerledes udtryk, adskiller Lenovo sig fra mængden. Nu er spørgsmålet bare, om denne differentieringsstrategi lykkes, eller om den bliver sat helt til vægs.

Læs også: Lenovo Yoga 3 Pro - Tynd, sexet og dyr ultrabook [TEST]

Specifikationer

Mål: 179 x 245 x 9,2 mm
Vægt: 665 gram
Skærm: 10.1" QHD display (2560 x 1600), 299 ppi
Kamera: 13 megapixels bag på og 5 megapixels foran
Ydelse: Intel Atom x 5-Z8500 Processor (2M Cache, Quad Core™, Up to 2.24 GHz), 2 GB Ram
Software: Android 5.1 Lollipop
Forbindelser: 802.11 a/c WiFi, Bluetooth 4.0
Batteri: 10200 mAh, standby tid på op til 49 dage
Lager: 32 intern lagerplads + op til 128 GB med microSD
Pris: ca. 3.799 kroner

Foto: Mobilsiden.dk

Hvordan ser den ud?

Ved første øjekast bliver det klart, at vi med Lenovo Yoga Tab 3 Pro ikke har med en helt almindelig tablet at gøre. Selve skærmen ligner i og for sig de fleste af konkurrenternes, men i forlængelsen af den findes det noget mere ekstraordinære ved Tab 3 Pro.

I siden findes nemlig en tilbygning, der bedst af alt kan beskrives som en cylinderformet batteri- og projektorholder, der i øvrigt også indeholder det bagvendte kamera. Bagtil gemmer sig i øvrigt også læseren for microSD-kort, samt knappen der udløser det, som hele Yoga-serien bygger på, nemlig tablettens kick-stand, der netop gør den i stand til at stå i flere forskellige positioner.

Med kick-standen kan Tab 3 Pro bl.a. stilles i ”stand-mode”, til f.eks. at se video, og i ”tilt-mode” til f.eks. at skulle skrive på eller gøre brug af projektoren.

Dens opbygning er dog ikke det eneste, der er specielt ved Tab 3 Pro. Materialerne den er gjort af er ligeledes noget utraditionelle, idet den største del af aluminiumsbagsiden er betrukket af sort læder, mens resten for lov at bevare sit mørkegrå aluminiumsfinish.

Læs også: Nye Lenovo Yoga 2 tablets - nu med indbygget biograf

Holder man tabletten i venstre hånd, i den såkaldte ”hold-mode”, findes øverst for enden af cylinderen en cirkulær tænd/sluk-knap, der er sidemakker til porten for micro-usb ladeporten, der igen befinder sig ved siden af to volumenkontrolknapper. Nederst på Tab 3 Pro findes stikket til hovedtelefoner, samt en integreret projektorknap, der sidder diametralt modsat af tænd/sluk-knappen.

Alt i alt har Lenovo gjort et udmærket arbejde med udseendet på tabletten. Det lidt specielle udtryk, Tab 3 Pro efterlader er i den grad undskyldt af dens fleksibilitet og funktionalitet. Dog gør dens ekstra udbygning, med bl.a. projektoren, den også en del tungere end sine konkurrenter. Med hele 665 gram er den næsten dobbelt så tung som f.eks. Samsungs Galaxy Tab S2, og derfor også en kende mindre transportabel.

Læs også: Samsung Galaxy Tab S2 - Nyt look men samme personlighed [TEST]

Foto: Mobilsiden.dk

Blændende skærm

Billedsiden er, som nævnt, et af de steder, hvor Lenovo lægger et stort fokus. Med en 10,1 tommer stor QHD-skærm er der virkelig display for alle pengene.

Farverne er meget nøjagtigt gengivet og i alle aspekter af mediehåndtering, hvad enten der et tale om film eller tunge grafiske spil, så ser det rigtig skarpt og lækkert ud.

I modlys fungerer den ligeledes rigtig godt, idet lysstyrken kan skrues højt op, så den er mulig at bruge, også i solskin.

Der er skærmmæssigt ikke noget at sætte en finger på. Displayet lever op til de forventninger, der er til en tablet i denne prisklasse, og endda en smule mere. 

Lenovo har nelig gjort brug af en teknologi, der ikke bare lader dig bruge fingrene eller en normal touch-stylus, men som faktisk lader dig bruge alt lige fra en kuglepen til enden af et par hovedtelefoner. Noget der faktisk er meget gennemtænkt, og igen meget funktionelt.

Læs også: Lenovo lader dig skrive med alt på ny tablet

Foto: Mobilsiden.dk

Performance

Tab 3 Pro kører Lenovos egen version af Android, baseret på Android Lolipop 5.1, der blandt andet indeholder nogle af Lenovos egne applikationer og præg på forskellige softwaremæssige elementer. Præg, der, på samme måde som andre producenters, ikke altid falder i god jord. Her så jeg gerne en lidt mere ren androidoplevelse, men igen må man sige at Lenovo forsøger at adskille sig fra mængden, og det er også på softwaresiden lykkedes.

Inde i maskinrummet gemmer sig en Intel Atom x 5-Z8500 processor, der ikke ligefrem er hverdagskost for tablets. Ikke desto mindre fungerer dette samarbejde med Intel rigtig fint, og der er ingen tvivl om, at Tab 3 Pro virkelig har noget kraft bag sig, og spil, film og andet materiale kører smooth og uden problemer.

Læs også: Mobilsiden kårer: Årets bedste tablet

Problemer opstår dog bare i mellem disse ting. Yoga Tab 3 Pro må være en rigtig mand, for multitasking er ikke noget den er god til. Det er lang tid siden, at jeg har prøvet en tablet, der ellers skulle være i topklassen, der er så langsom og hakkende i skiftet mellem apps, nedtrækningen af notifikationsbaren, eller "hurtig" aktivering af f.eks. Google Now.

Når man skal op og give næsten 4.000 kroner for en tablet, så må man også kunne forvente, at man får en maskine, der kan håndtere flere ting på en gang, og hvor man eksempelvis ikke skal vente adskillige sekunder, før apps lukker og nye åbner.

Den sidder altså ikke lige i skabet Lenovo.

Foto: Mobilsiden.dk

Batteriet til dit seriemarathon

Hvor der ovenover vankede kritik til det kinesiske selskab, så er der omvendt kun roser at finde, når batteriet skal omtales. Med hele 10.200 mAh er det et af de største batterier, jeg har set i nogen tablet, og det spiller bare.

Naturligvis skal der nævnes, at for at får plads til et så stort batteri, har de måtte gå på kompromis med designet, jævnfør den omtalte cylinderdel. Alligevel mener jeg, at det skal belønnes at tænke ud af boksen, som netop er det gennemgående tema for Yoga-tab serien.

Det store batteri passer således umådeligt godt til hele ideen med Tab 3 Pro som en medieafspiller i særklasse. Lenovo beskriver selv batteriets evner, som værende i stand til at afspillet to hele sæsoner, af ens yndlings tv-serie. Jeg nåede dog ikke at teste dette til fulde, men det store batteri har sagtens kunne mærkes i testperioden.

Netop her rammer de hovedet på sømmet. Tab 3 Pro skal bruges som mediemaskine, og det er den ufattelig god til.

Læs også: Ny teknologi lader mobilbatteriet op, når du bevæger dig

Foto: Mobilsiden.dk

Kamera

Generelt forventer jeg mig ikke meget af det primære kamera i en tablet. I de fleste situationer fungerer smartphonekameraet om end ikke lige så godt, så oftest bedre, og så ser det heller ikke lige så dumt ud.

Alligevel skal det da med, at Lenovo har gjort et fint stykke arbejde med kameraet på denne tablet, og de gange jeg har haft brugt det, har det da også været tilfredsstillende.

Frontkameraet giver, for mig at se, lidt mere mening at tale om i testen af en tablet. Til brug af Skype og lignende er det væsentligt, at man har bare et nogenlunde godt kamera. Her bliver vi forkælet med et 5MP kamera, der bare spiller, og udfører ovenstående opgave til punkt og prikke.

Foto: Mobilsiden.dk

Hjemmebiografen, der ikke behøver at blive hjemme

Det mest specielle ved denne tablet, og det der får alle til at spærre øjnene op, er naturligvis den indbyggede projektor.

Alle de steder, hvor jeg har taget Tab 3 Pro med, har samtlige i lokalet rettet blikket mod den lysende skærm, der lige pludselig blev vist på væggen. At en så lille enhed kan projektere en så stor skærm op, og endda i en nogenlunde fornuftig kvalitet er bare suverænt.

Denne egenskab har naturligvis en hvis ”wow-effekt” over sig, men det er faktisk en ekstrem funktionel ting at kunne fremvise indholdet på sin skærm til sit publikum på en nem, og nå ja, ret så fancy måde.

Læs også: Microsoft Surface Pro 4: Endnu en stilfuld hybrid [TEST]

Men spørgsmålet er bare, om man, når den sidste begejstring har lagt sig, rent faktisk får brugt funktionen til noget reelt, eller om den mere går hen og bliver en sjov gimmick. Svaret er ikke helt sikkert, men indtil da er det da rimelig blæret at rende rundt med en projektor i tasken, der i øvrigt også er en topklasse tablet.

Men videoafspilning er dog intet uden ordentlig lyd, og der får man altså også noget for pengene med Tab 3 Pro. Lyden er helt uovertruffen, og den kan spille langtbedre og højere end man tør håbe på. Langt højere end nogen anden tablet, jeg har haft fingrene i.

Det, sat sammen med den lækre skærm og muligheden for at bruge den som projekter, gør efter min mening Yoga Tab 3 Pro til den bedste medieafspillende tablet på markedet.

Læs også: Asus ZenPad S 8.0 - Stærk iPad Mini konkurrent [TEST]

Foto: Mobilsiden.dk

God til video, men…

For at opsummere får du med Lenovo Yoga Tab 3 Pro en rigtig imponerende tablet, der i den grad kan håndtere alle de ting, som en god tablet skal kunne. Til en pris lige under 4.000 kroner får man altså en solid tablet, der kan lidt af hvert, uden at overraske alt for meget.

Der er både rigtig gode og nogle mindre gode ting ved Tab 3 Pro, som man skal have med i bedømmelsen af den. Lige så glad man bliver for den knivskarpe skærm og den sprøde lyd, lige så ærgerlig bliver man over dens lidt halvdårlige multitaskingsevne og noget langsomme interface.

Derfor må konklusionen også blive, at køber du tabletten som en all-round tablet, der skal bruges til alt fra spil til skriveredigering, så kan man godt blive en anelse skuffet.

Køber man derimod tabletten som en primær videoafspiller til eksempelvis børnene på bagsædet eller til en selv på farten eller derhjemme, og lægger muligheden for at projektere skærmen op på det store lærred oven i hatten, ja så vil man kun blive glad.

Lenovo Yoga Tab 3 Pro, vi lander på en 4½'er

Fordele:

  • Lang batteritid
  • Knviskarpt display
  • Gode højtalere
  • Indbygget kickstand

Ulemper:

  • Til tider langsomt interface
  • Tung og noget klodset
 

Lenovo Yoga Tab 3 Pro - Et hit for mediemanden [TEST]
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies