LG Optimus 7 – relanceret med Mango men kedelig (mobiltest)

TEST: LG's relancerede Windows Phone fungerer næsten fint, men det er ikke en "smart phone", blot en "kedelig phone".

LG Optimus 7 – relanceret med Mango men kedelig (mobiltest)

LG Optimus 7 er i den grad sidste års mode. For godt et år siden anmeldte vi produktet første gang, og omtalte blandt andet designet som flot. Men siden da, er der kommet mange nyere smartphones på markedet, som er langt smartere.

I den nye udgave er det blot styresystemet der er opdateret til Windows Phone 7.5 Mango, fremfor den originale version 7.0. Og nu taler mobilen dansk både i menuer og beskeder, hvilket ikke var tilfældet før.

Jeg synes Optimus 7 fremstår som kluntet; lidt kraftig og ganske tung – det vil sige godt 157 gram. Trods den buttede krop, så passer mobilen godt i en bukselomme. Bagsiden, det vil sige bagklappen, er i metal hvilket giver en følelse af kvalitet.

Forsiden har tre fysiske taster, tilbage, hjem og søg. Disse er i plastik og knirker når der trykkes på dem. Heller ikke kameratasten og volumenknapperne virker til at være særligt gode.

Designet er helt almindeligt – og fejler på mange punkter ikke noget, omvendt vinder LG Optimus 7 E900 ikke en designpris!

Ringe lydkvalitet

Du skal ikke anvende Optimus 7 som speakerphone ved et opkald eller til at spille fine favoritsange ud gennem højtaleren, da lydkvaliteten er virkelig dårlig.

Særligt opkald er en skrattende omgang, hvor taleforståeligheden er på et absolut minimum. Headsettet i salgspakken er in-ear typen, men der er stadig ikke tale om en fantastisk lydoplevelse.

Når der foretages almindelige telefonopkald, fornemmes en baggrunds-susen. Heller ikke selve talelyden oplever jeg som særlig god. Med andre ord, minuspoint på en telefons primære funktion, telefondelen.

I øvrigt så findes funktionen smartdial, der særligt kendes fra HTCs Android-smartphones, ikke på dette produkt. Derimod er der ét-kliksadgang til telefonen fra opkaldsdelen, samt mulighed for at søge direkte i opkaldslisten. Ens favoritkontakter kan i øvrigt sættes ud på frontskærmen.

LG optimus 7
LG Optimus 7.

En trist skærm

Touch-funktionen fejler ikke noget i denne mobil. Det er meget præcis, og grafikken på skærmen opleves som utroligt flydende, men billedkvaliteten er en trist omgang.

Selvom opløsningen er 480 x 800 pixels, så er farver og billeder lidt blege. Særligt når skærmen ikke ses lige forfra, så udviskes farverne. De 3,8 tommer er ellers en godkendt størrelse, som lægger sig mellem de små og de store mobiler på marked. Optimus 7 er dermed fin til brug på nettet, såvel som mails og SMS-beskeder, samtidigt med, at den ikke fylder for meget i lommen.

I Windows Phone findes ikke et utal af indstillingsmuligheder i forhold til f.eks. lysstyrke på skærmen. Ud over automatisk, så hedder det “lav”, “mellem”, “høj”, men til de fleste tider er det rigeligt, at lade lysføleren styre niveauet, hvilket under normale omstændigheder også betyder et lavere strømforbrug.

Internet uden Flash

HTML 5 er det nye Flash, mener både Apple, Nokia og Microsoft. Derfor er der ikke Adobe Flash understøttelse i browseren på Windows Phone-systemet. Men browseren er nu alligevel velfungerede.

Det er langt fra den hurtigste indlæsningstid som vi har set på en smartphone, men til gengæld kan der både zoomes og flyttes på websiden mens den indlæser, noget som kun kan ske på de færreste Android-mobiler, uden den hoster, halter og hakker. På Windows Phone, er det derimod flydende og stabilt.

Du behøver ikke mangle Youtube-videoer på nettet, selvom der ikke er Flash. Indlejrede videoklips afspilles nemlig i en Youtube applikation, hvor afspilningen sker smidigt og fejlfrit.

Browseren kan have flere websites kørende på én gang, og der skiftes mellem dem i punktet “faner”. Ens favoritsider kan desuden gemmes som bogmærker, eller sættes ud på forsiden, som en aktiv flise, der viser websiden i miniature.

Links til sider, kan desuden deles på sociale netværk som f.eks. Facebook.

Alt i alt en internet-oplevelse, der selv i denne begrænsede hardware-konfiguration, er godkendt, og i øvrigt er langt bedre end mange konkurrerende produkter i samme prisklasse.

Let og hurtig SMS

SMS og besked-delen i LG Optimus 7 er fuldkommen som på andre Windows Phones.

Der er dansk tastatur og ordbog, og indtastningen er yderst præcis. Det betyder også, at der kan skrives virkeligt hurtigt, hvilket gælder for både SMS-beskeder og mails.

En ekstra bonusfunktion er muligheden for Facebook chat direkte i SMS-listen, hvor der i en samtale kan skiftes mellem at chatte på Facebook og skrive SMS-beskeder. Dette er faktisk ret smart.

Kameraet imponerer ikke

Kameraet på fem megapixels tager “standard mobilfotos”, som på ingen måde imponerer. Der sidder også en lille forkølet fotolampe, som egentlig ikke gør det store væsen af sig, på den positive måde.

Det bedste der kan siges om kameraet, er muligheden for at aktivere det, selv når mobilen er i standby.

Det kræver blot man holder to sekunder på kameraknappen, hvorefter der kan tages billeder, der i øvrigt også kan deles via mail, beskeder og sociale medier.

Windows Phone har også et virkeligt godt fotoalbum, der kører 100 % flydende, også når der er RIGTIGT mange fotos på mobilen.

Fotos taget med LG Optimus 7

Windows Phone er Windows Phone!

Windows Phone systemet er først for alvor begyndt at røre på sig dette efterår, og på grund af strenge krav fra Microsoft, overfor mobilproducenterne til hardwaren, så er produkterne med Windows Phone på mange områder ens.

Det eneste der for alvor adskiller den ene fra den anden, er faktisk hardwaren. Det vil sige, hvor meget hukommelse mobilen indeholder, kameraets kvalitet, headset, design m.v.

Hvad en Windows Phone *kan*, afgøres af softwaren, som Microsoft suverænt bestemmer over. Så om du køber LG Optimus 7 eller Samsung Omnia 7 er i den sammenhæng lige meget, da de grundlæggende kan de samme og har ens funktioner.

Derfor står valget mere mellem hvilken hardware og hvilket design du foretrækker, fremfor noget andet.

Det betyder også, at tests af Windows Phones meget handler om hardware, og ikke så meget om, hvilke muligheder mobilen giver i dagligdagen.

Du bør derfor også læse artiklen “Sådan er Windows Phone“, for at få flere informationer om de mange ting som Windows Phone har at byde på.

Konklusion: Rimelig men outdated telefon

LG Optimus 7 E900 fejler ikke noget, men den er heller ikke specielt sexet. Det er sidste års hardware tilført en opdateret software. Men dog med 16 GB indbygget hukommelse, der ikke kan udvides.

Den gode nyhed er, at mobilen fungerer ganske glimrende i hovedparten af tiden, hvilket klart skyldes Microsofts ret gode styresystem, og kravene til hardwaren.

Optimus 7 kommer gennem en arbejdsdag uden opladning, men batteritiden er ikke det bedste jeg har oplevet på denne platform. I testperioden har telefonen desuden haft den sygdom, at genstarte spontant midt i samtaler. Samlet set er dette sket en gang i døgnet.

LG Optimus 7 kan erhverves til omkring 2.700 kroner uden abonnement, men jeg ville personligt ikke købe den. LG har en dårlig historik når det kommer til support med softwareopdateringer, desuden er skærm og design ikke specielt imponerende – og vægten er i overkanten.

Når det så er sagt, så er det også vigtigt at fremhæve, at styresystemet og funktionerne i mobilen kører ganske glimrende.

Det bliver til to ud af seks stjerner.

Plus

+ Styresystemet kører perfekt
+ Godt headset i salgspakken (in ear)
+ Rimelig pris

Minus

– Kedeligt og gammeldags design
– Jævnlige spontane genstarter
– Dårlig lydkvalitet ved samtaler

Mere til nyheden

Der blev pustet nyt liv i tematikken. mobilsiden gik videre med historien. 15/6/2011 fulgte redaktionen op med et indlæg med tematikken Vi er ligeglade med mobilstråler – Læs den her. Der er stadig liv i emnet. Læs seneste nyt om Headset..