Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   LG Optimus GT540 - rigtig god begynder-smartphone (mobiltest)

LG Optimus GT540 - rigtig god begynder-smartphone (mobiltest)

TEST: LG Optimus holder hvad den lover, det er en fremragende begynder-smartphone til folk, som vil prøve at få mere ud af deres mobiltelefon.

LG GT540
LG GT540

LG GT540, eller LG Optimus som den har fået tilnavnet, er den anden mobiltelefon fra LG med styresystemet Android, vel og mærke hvis vi ikke medtæller nogle af de modeller, som kun er tilgængelige i Asien.

Imens konkurrerende telefoner leveres med nyere versioner af Android, så må Optimus ejere nøjes med version 1.6, dog er denne model heller ikke rettet imod folk, som har haft smartphones igennem længere tid, og som allerede har fuldkommen styr på det.

Mobilen er rettet imod nye smartphone-brugere, som måske har haft en LG model før, men gerne vil udvide horisonten lidt.

Designet er ikke i top

LG står som bekendt bag Black Label-serien, som har vundet en række priser for design igennem tiden, men designet på Optimus GT540 er ikke helt så imponerende, men det var nu heller ikke forventet.

Størrelsen er yderst komfortabel, målene er 109x54,5x12,7 m.m., og vægten er landet på 115,5 gram. Den er altså ikke utrolig lille, men har stadigvæk en fornuftig størrelse.

Det skal siges med det samme, LG Optimus er ikke en dyr smartphone, og er derfor udfærdiget i plastic, omend i lidt bedre kvalitet end så mange andre telefoner. Den hænger godt sammen, der er ingen mislyde, og den er rar at holde om.

Den tre tommer store skærm fylder det meste af fronten, under skærmen er der fem taster: “Besvar”, “Læg på” og “Hjem” er ganske normale knapper, hvorimod “Tilbage” og “Menu” er berøringsfølsomme.

Det er en smule svært at forklare, og desværre er det lige så svært at benytte.

Jeg syntes ikke, at kombinationen af berøringsfølsomme og almindelige taster fungerer særlig godt på denne model. Alt for mange gange fandt jeg at tilbage-tasten ikke reagerer på berøringen, så jeg måtte prøve igen, det blev en smule irriterende til sidst.

Android styresystem

Da jeg fik denne model i hånden, gik det op for mig, at selv om jeg har læst og skrevet meget om Android styresystemet, så er det første gang, jeg oplever det hands-on.

Som nævnt er det en lidt ældre version af Android, som Optimus leveres med, og man skal nok ikke satse for mange penge på en opgradering til noget nyere.

Men tages prisen og målgruppen i betragtning, så gør det egentlig ikke noget.

Man kan vælge imellem to forskellige startskærme, Android basic, og så en som LG har pillet lidt ved, og har tilføjet nogle ekstra startskærme (man kan få op til syv), så der kan smides endnu flere widgets og genveje op.

Jeg valgte at benytte LGs modificerede layout, og lavede nogle forskellige startskærme med forskellige genveje og widgets, det fungerede rigtig fint.

Det der skabte størst problem for mig, var Android Market, hvor jeg havde glædet mig til, at browse igennem alle de mange applikationer, og det var da også en oplevelse, men desværre lykkedes det mig først sent, rent faktisk at downloade en applikation.

Jeg fik konstant fejlen “Download Mislykkedes”, og har som andre mobilbrugere ikke haft tid til en større fejlsøgning, men det fungerede ikke efter en nulstilling af telefonen. Først da jeg aktiverede WiFi, kunne jeg få lov til at downloade applikationer.

Det var en rodet oplevelse.

Beskeder og internet

Alle beskeder sorteres i tråde, så de er dejligt nemme at finde frem. 

Det indbyggede accelerometer sørger for, at skifte imellem landskabs- og horisontalvisning, hvilket fungerer rigtig fint og hurtigt, men ikke flydende.

Når man skriver beskeder, betyder den ændrede visning, et skift imellem et normalt tastatur-layout og komplet tastatur, skærmen reagerer dejlig hurtigt, når man skriver. Dog syntes jeg, at det er en smule omstændigt, at skulle tilføje ord til ordbogen, men det er jo heldigvis kun en engangsforestilling for hvert ord.

Internetbrowseren fungerer rigtig godt, der er desværre ingen pinch-to-zoom funktion, men man kan zoome ved, at benytte tasterne på skærmen.

Generelt om telefonen

En smart idé ved telefonen er, at det medfølgende USB-kabel også benyttes, som kabel til opladeren. 

Jeg blev meget imponeret over batteritiden. Efter fuld opladning kørte den i knap fire dage med GPSen tændt det meste af tiden, samt en smule brug af WiFi, og ellers lidt normalt brug af sms, opkald og email.

Når det kommer til forbindelsen med en PC, så er LG's måde, at gøre det på, en smule omstændig syntes jeg.

Jeg ønskede blot, at overføre nogle billeder, men jeg blev nødt til at installere et væld af drivere og programmer, som jeg ikke er sikker på, jeg har behov for.

Først efter installation af tre eller fire forskellige modemdrivere og hvad ved jeg, kunne jeg overføre filer imellem de to enheder. Dette er ALT for besværligt for den almindelige bruger.

Kameraet er på 3,2 megapixel og billederne bliver langtfra fantastiske, så du kan bestemt ikke lægge dit digitalkamera i skuffen, hvis du køber denne telefon. Særligt når man kommer tæt på og afprøver makrofunktionen, står det skidt til.

Billeder taget med LG Optimus GT540

Konklusion

Som nævnt i starten er LG Optimus GT540 ikke rettet imod erfarne smartphonebrugere. Det er en smartphone til begyndere, som gerne vil forsøge at have lidt mere ud af deres telefon, hverken mere eller mindre.

Den gør sit job rigtig fint, dog med nogle enkelte irritationsmomenter som for eksempel tilbage-knappen på fronten, men tages prisen på cirka 1.600 kroner uden abonnement også i betragtning, så får man en del telefon for pengene.

Jeg syntes, at Optimus lever op til, hvad den lover, og den har ikke nok mangler til at trække længere ned, end en karakter på fem ud af seks stjerner.


LG GT540 - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

frederikke 15-01-2011 18:26:50

Godaften baboom, jeg har et stort problem MHT til mobil (LG GT540). JEg har haft sat det mønster kode til, hvor man skal føre min finger i et bestemt mønster jeg har valgt. Men så kom jeg til at tegne et forkert mønster x antal gange, så nu skal jeg bruge en google konto for at få den op. Her kommer problemet så: JEg har oprettet den google konto, og jeg har aktiveret den, men når jeg så taster den ind på telefonen siger den, det enten er forkert mail eller forkert adgangskode. hjæææælp???

0 0
Tom Jensen 16-08-2010 21:48:32

Et par kommentarer omkring et par punkter jeg har lagt mærke til.

"Download mislykkedes" - Jeg har endnu ikke oplevet at kunne downloade apps uden Wi-Fi. Det er ikke pga. manglende dækning. Jeg har forsøgt alt, men intet virker. Med en Wi-Fi forbindelse, er det dog en helt anden sag.

Forbindelse til PC - Jeg har prøvet at connecte til alle min computere uden problemer - både XP, Vista og Windows 7. Der skulle ikke installeres noget som helst på nogle af maskinerne.
- Plug-in, aktiver USB (på telefonen) fra notifikations-menuen, og du er kørende.

Kameraet... Burde være undladt, det er elendigt. Hverken mere eller mindre.

Skærmen er, trods det at den er resistiv, meget responsiv, og reagerer fint på alle input.

Jeg ved ikke om det er en android specifik ting, men kontakterne fra SIM kortet er virkelig et stort rod.

Eksempelvis havde jeg på SIM-kortet en kontakt der hed "De Gamle" - under den kontakt var der to mobilnumre, et fastnetnummer og en mail-adresse.

Det bliver til fire seperate kontakter i GT540's system.
"Gamle;De/1" - 'mobilnr1'
"Gamle;De/2" - 'mobilnr2'
"Gamle;De/7" - 'fastnet'
"Gamle;De/8" - 'e-mail'
- Uden mulighed for at tilføje flere numre eller informationer til nogle af dem.
Jeg har i den forbindelse, heller ikke kunnet finde en "Kopier kontakter fra SIM"-funktion.

Det betød en manuel gennempløjning af kontakterne. Det tog ca. 4 timer. Ikke sjovt.

Men nu, da jeg har fået alt sat op som jeg vil ha' det, er det en behagelig fornøjelse at bruge telefonen.

Jeg er enig i karakteren.

0 0
Gammel Korning 06-12-2010 10:42:23

Det lyder som om i har styr på den GT540, men kan nogen fortælle mig hvorfor jeg ikke kan opdatere min søns til android 2.1 da jeg har gjort det på 2 andre, de var dog fra Callme, mens den der ikke kan er fra Telia ?
Har brugt LGs program fra deres hjemmeside ?

0 0
Jonas P 12-08-2010 16:08:59

Jeg har ikke oplevet dette bortset fra et par enkelte gange. Det er ikke noget som har generet mig, og har endda hentet en masse app's til den.
Den kan sagtens bruge Googles navigation, har det selv.

0 0
nicolas 12-08-2010 12:34:34

jeg kunne godt tænke mig at høre om nogen ved om man på denne telefon kan downloade og bruge googles gratis maps navigation med turn by turn vejledning. Har spurgt Lg som ikke kunne svare på det.

0 0
henrik sørensen 15-08-2010 16:19:56

jeg bruger googlemaps på min. Et par gange har den været længe om at finde satelitter, men det virker.

0 0
12-08-2010 12:43:35

Det er jeg 99% sikker på, da turn by turn navi er en del af google maps nu.

0 0
12-08-2010 12:20:21

Så slemme ser de billeder da heller ik ud.... Kun det du har taget med blomsterne :(

0 0

Om brug af cookies