Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   LG Optimus L7 II - god til prisen (mobiltest)

LG Optimus L7 II - god til prisen (mobiltest)

Mellemklasse telefon med den helt rigtige størrelse, pæn skærm, godt kamera og en rimelig pris.

Det første indtryk – ligner så meget andet

LG Optimus L7II skiller sig ikke ud fra mængden af smartphones, når man første gang ser på den, men ved nærmere øjesyn, kan man se, at der er gjort lidt ud af detaljerne.

Enheden er udført i plastic, som så mange andre smartphones på markedet, men på bagcoveret har LG lagt en form for sølvnister ind i plasticen, som giver en form for dybdefornemmelse, og som skifter farve afhængig af, hvilken vinkel den betragtes fra.

Omkring skærmen er der lagt to sølvfarvede ringe, som bryder den klassiske sorte indpakning, når telefonen betragtes forfra og fra siden.

Alle disse flotte designelementer ændrer dog ikke på, at plastic er plastic, og fornemmelsen når den holdes i hånden er plasticagtig.

På fronten findes en fysisk Home-knap og to touchknapper med funktionerne ”Tilbage” og ”Indstillinger”

På siden ene findes en on-off/standby-knap og på modsatte siden volumenkontrol og en dedikeret knap til hurtiggenvej.

Enheden bruger almindeligt størrelse SIM-kort og der er mulighed for at udvide den indbyggede hukommelse på 4GB med et microSD-kort. Der er adgang til SIM-kort og microSD, ved at fjerne bagcoveret, hvor også telefonens batteri er placeret. Batteriet er på 2460 mAh og kan udskiftes.

Skærm – en god oplevelse i mellemklassen

Der er tale om en skærm på 4,3 tommer IPS 800 x 480, der let betragtes fra selv spidse vinkler, med god farvegengivelse.

Også når det gælder billedfremvisning og filmafspilning, er skærmen ganske fin -På intet tidspunkt oplevede jeg pixelering eller lag, og med en pris på lige under 2.000 kroner lever den fuldt ud til forventningerne.

Der er ikke tale om en skærm, der kan sammenlignes med de nyeste topmodellerne, men i denne klasse har LG Optimus L7II en høj standard.

Animationerne mellem sideskift og berøringsfølsomheden kører fint – intet at sætte en finger på her, men oplevelsen stikker heller ikke af til skyerne.

Kamera - her går det godt

LG Optimus L7II har fået en opgradering af kameraet, i forhold til lillebroren L5II, der kun har 5 megapixel.

Opgraderingen til 8 megapixel er helt på sin plads, og er efter min mening meget værd, hvis man gerne vil tage billeder med et pænt resultat, der er værd at vise frem.

Billederne taget med Optimus L7II fremstår skarpe og med en pæn farvegengivelse, der ikke er pumpet kunstigt op med ”fuld knald” på farverne, men giver en mere realistisk gengivelse.

Farvegengivelsen kan i forhold til andre producenters mobilkamera se lidt tamt og farveløst ud, men i virkeligheden har LG blot lavet en mere ”korrekt” farvegengivelse, uden kunstigt åndedræt.

Internet – mest muligt for pengene

Jeg tror ikke man kan ønske sig ret meget mere af internet og data, end man får det i LG Optimus L7II. Du finder ikke betegnelsen 4G på produktet, men alligevel oplever man ikke lange svartider fra internetsider og langsom download.

Til dagligt bruger jeg selv en enhed med 4G, og jeg må tilstå, at jeg ikke har kunne mærke den store forskellen i det daglige. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at måle sig frem til en forskel, men hvis man med åbent og ærligt sind skal bedømme betydningen i dagligdagen, så er den minimal.

Du kan derfor roligt købe en telefon med 3G frem for 4G, hvis du ikke er typen der absolut skal have den nyeste topmodel med den hurtigste forbindelse.

Med Speedtest.net blev i testperioden målt typiske værdier på omkring 5800 kbps download og ca. 2300 kbps upload.

Beskeder – større skærm, større tastatur

Da jeg anmeldte lillebror LG Optimus L5II var min anke omkring beskeder, at det fulde QWERTY-tastatur simpelthen blev for lille på en skærm på 4 tommer.

Med LG Optimus L7II er skærmstørrelsen på 4,3 tommer, hvilket dermed også gør tastaturet lidt større og dermed nemmere at skrive på. Jeg har i testperioden bemærket betydeligt færre tastefejl, på grund af tasturets udformning og størrelse, end jeg gjorde ved LG Optimus L5II.

Lyd – ikke noget at komme efter, og dog…

Med en telefon i mellemklassen for smartphones, bør man med rette kunne forvente lydkvalitet i rimelig god kvalitet, uden alt for meget baggrundsstøj, der generer samtaler.

Dette krav lever L7II helt klart op til, da lyden ved samtaler er tydelig, klar og med et minimum af baggrundsstøj.

Igen, igen, igen må jeg dog konstatere, at telefonens højtaler er placeret på bagsiden, hvilket kun kan give dårlig lyd – Jeg har aldrig forstået, hvorfor de fleste producenter mener, at lyden bliver bedre af, at blive sendt ned i hånden eller i bordpladen, hvis den ligger på et sådant.

Gør som Nokia, der placerer højtaleren i bunden af enhederne, eller som HTC, der på One har placeret højtalerne på fronten. Det kan kun give et bedre resultat.

Batteri – klarer næsten to dage

Med LG Optimus L5II formåede jeg at klarer næsten to dage med strøm med et batteri på 1.700 mAh, så derfor vil mange måske tro, at et batteri på 2.460 mAh i LG Optimus L7II vil kunne klare væsentlig længere.

Det er dog ikke tilfældet, da der er flere faktorer der spiller ind. En af dem der har stor betydning, er størrelsen på skærmen.

LG Optimus L5II har en skærm på 4 tommer, mens LG Optimus L7II har en skærm på 4,3 tommer. Alene den lille forskel i skærmstørrelse kan gøre en forskel.

Med LG Optimus L7II nåede jeg næsten op på to døgn, inden skærmen gik i sort, men kun fordi mine børn ikke havde haft fingre i telefonen og set YouTube-videoer og div. tegnefilm på forskellige on-demandtjenester.

Men bare det at telefonen kan holde strøm til mere end én hel arbejdsdag er succeskriterie nok for mig.

Konklusion – god til prisen

Ingen tvivl om, at LG Optimus L7II er en god telefon, med specifikationer der meget godt matcher prisen på omkring 2.000 kroner.

Der er lidt mere at hente, end i lillebroren LG Optimus L5II, men til gengæld koster den også 500 kroner ekstra.

Jeg vil gerne fremhæve en god internetoplevelse, samt et godt kamera på 8 megapixel, der formåer at gengive farverne korrekt og uden ekstra ”knald” på farverne.

Skærmen giver et pænt og nydeligt billede, men jeg kunne godt have ønsket mig et lidt større hop, rent kvalitetsmæssig, end bare en større skærm, i forhold til LG Optimus L5II.

Der er dog også ting, der er smag og behag, som f.eks. LG´s design af ikoner, som jeg ikke rigtig bryder mig om. For mig ligner det lidt noget kluntet og usammenhængende design, som hører hjemme hos telefoner der er ca. 5-6 år ældre.

LG Optimus L7II har dog sine klare fordele, frem for LG Optimus L5II. Fordele som i mine øjne er alle 500 kroner værd, som L7II koster mere end L5II, nemlig den større skærm, som gør det så meget lettere at skrive beskeder på tastaturet.

For uanset om man vil det eller ej, så bruges tastaturet på en smartphone enormt meget, og har man et tastatur der ikke fungerer optimalt, så ender det med at blive et irritationsmoment, der let overskygger en ellers god telefon.

LG Optimus L7II er en smartphone, der er en værdig modstander til andre telefoner i mellemklassen med en rimelig pris, hvorfor den får 4 ud af 6 stjerner.

PLUS
-Internetoplevelsen
-Kamera
-Batterilevetid

MINUS
-Højtaler på bagsiden
-Plasticagtig

LG Optimus L7 II
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Troels 14-07-2013 00:34:21

3G hastighed testet på hsdpa-net? Arh, vel?

2 0

Om brug af cookies