Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   LG Prada II - lækkerhed er ikke nok (produkttest)

LG Prada II - lækkerhed er ikke nok (produkttest)

LGs Prada II mobil er lækkert design og blæreeffekt for enhver modefan. I testen ender Prada II dog som en katastrofe-oplevelse.

LG Prada II og kendt som LG KF900 er efterfølgeren til LG Prada.

Ved første øjekast ligner den nye Prada den gamle, men er indvendig blevet opdateret med 3G og Turbo 3G forbindelse, fuld html-browser, flere megapixels i kameraet og et skub-ud tastatur.

Lækker er den, Pradaen. Det må man gi den! Læderæsken med sølvtryk, som den leveres i, og de tilhørende accessories som læderetui, håndfrisæt med mere, giver et indtryk af, at der er stil over Pradaen. Den ser godt ud, og høster mange beundrende blikke.

Det lækre fulde tastatur fungerer uden anmærkninger, men gør dog telefonens look mere "buttet".

Det indre halter

Men når det er sagt, så har LGs Prada-telefon nogle alvorlige skavanker.

Touch-skærmen fungerer kun middelmådigt, reagerer langt fra altid (men altid langsomt), og mangler den glidende bevægelse man kender fra iPhonen. Fra tid til anden fryser den i længere tid, og så skal den genstartes.

Batteri-SOS forstyrrer

Batterilevetiden er som hos de fleste nyere smartphones ikke imponerende. En dags tid holder batteriet, men det er egentlig ikke problemet.

Fra Pradaen begynder at bippe, fordi den er ved at løbe tør for strøm, til den går ud, går der fem minutter. Det er ikke lang tid til at reagere, hvis man ikke sidder med opladeren i hånden. Samtidigt bipper den højlydt, selvom den er på lydløs, hvilket også er meget forstyrrende.

Prada II har 5 megapixel-kamera, men på trods af det, er det stort set umuligt at tage gode billeder med det. Billederne bliver rystede og forvredne, selv under de bedste forhold.

Skub-ud tastaturet er et hit

Sms'er kan enten skrives på touchskærmen, eller på det fulde tastatur, der kan skydes ud fra under telefonen.

Det kan ikke anbefales at skrive sms'er på touchskærmen, blandt andet på grund af førnævnte problemer med, at skærmen ikke altid reagerer. Derudover er der flere symboler på det store tastatur.

Tastaturet fungerer til gengæld rigtig godt og virker intuitivt og naturligt at skrive på, så snart man har vænnet sig til det.

Lyden i telefonen er der ikke noget at klage over. Der er god lyd, og det medfølgende headset er ligesom telefonen i lækkert design.

Konklusion

Det samlede indtryk er en telefon, der er blevet bandet meget af.

Problemerne er meget forstyrrende for den helt basale brug - så lækkerhed gør det ikke alene.

Under testen af LGs Prada II var det nødvendigt at først sende telefonen  til reparation, og derefter til ombytning, da den led af nogle alvorlige fejl. Blandt andet byttede den om på afsenderen af sms'er, så en sms så ud, som om den kom fra en forkert afsender.

LG KF900 (Prada II) kan kun score én stjerne ud af seks mulige. Og den stjerne er udelukkende for udseende, og den indpakning og tilbehøret der følger med telefonen, når man får den.


LG PRADA KF900 - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies