Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Logitech Mobile Traveller Headset: Små ører - mindre vind

Logitech Mobile Traveller Headset: Små ører - mindre vind

Mobilsiden.dk har testet headsettet Mobile Traveller fra Logitech med bluetooth og en ny Wind-stop teknologi. Headsettet fungerer upåklageligt, men desværre kan folk med store ører ikke deltage i festen.

Efterårsdage uden vind

Hver dag siden har jeg sendt lange blikke efter pakken, hvorefter jeg, med et blik på vejret, har måtte konstatere, at der igen var et helt fantastisk solrigt og vindstille efterårsvejr.

For et par dage siden gik det op for mig, at vi måske slet ikke får det blæsende efterår, som de fleste havde frygtet og forventet. Derfor besluttede jeg at pakke headsettet i weekendtasken og tage det med på efterårsferie til min hjemstavn Aalborg i Nordjylland, hvor der blæser rundt regnet 340 dage om året.

Selvom heller ikke Aalborg var voldsomt blæsende, var der trods alt lidt bedre vilkår end i det københavnske til at foretage en nogenlunde test af produktet.

Nem tilslutning – træls indpakning
Kan det virkelig passe, at det skal være sværere at få headsettet ud af pakken end at tilslutte det til mobilen? Det lyder næsten for latterligt, men det var faktisk tilfældet med Mobile Traveller.

Først forsøgte jeg at åbne kassen på sofistikeret vis – uden at ødelægge noget. Men efter to minutter uden at være nået noget nogle vegne kunne jeg se mig selv rød i hovedet flående i kassen, som ikke ville give sig det fjerneste. Det endte med, at jeg måtte opgive min kamp og hente en saks til hjælp.

Egentlig en ganske irriterende start på en ellers så positiv test. For heldigvis kunne jeg glæde mig over, at tilslutning af headsettet gik overraskende smertefrit. Det skal lige nævnes, at man skal have en mobiltelefon med bluetooth for at kunne benytte Mobile Traveller. Jeg anvendte Nokia N70 til min test.

Kun to gange mislykkedes det mig at få forbindelse fra mobilen til headsettet. Men det var helt min egen fejl, da jeg forsøgte tilslutningen, mens jeg havde headsettet til opladning. Og det kan man ikke.

Fantastisk brugervejledning
Da jeg endelig havde fattet, at jeg skulle pille headsettet fra strømmen, skete tilslutningen i første forsøg. Jeg satte blot min mobil til at søge efter enheder, som kunne tilsluttes mobilen. Her fandt mobilen selv frem til Logitech Mobile Traveller, som jeg accepterede – og vupti – der var forbindelse.

Hvis man har problemer med opsætningen, medfølger der en brugervejledning til headsettet, som faktisk er noget nær fantastisk. Og det er faktisk en stor ting, når det drejer sig om elektroniske produkter.

Til det meste elektronik medfølger nemlig en brugervejledning, som i alt fald ikke er skrevet af mennesker, der har haft pædagogik eller brugervenlighed på skoleskemaet. Derfor kan man oftest opgive alt om at hente hjælp der.

Men med Mobile Traveller fra Logitech er det anderledes. På en af de første sider står det skridt for skridt beskrevet, hvordan tilslutningen skal foregå.

Stopper vinden
Nu kunne min egentlige test begynde. Og heldigvis kan jeg afsløre, at headsettet klarede sig meget bedre end indpakningen.

For det første havde headsettet en ganske fortræffelig lyd. Det var nemt at høre personen i den modsatte ende. Og personerne, som har talt med mig, mens jeg har anvendt Mobile Traveller, har slet ikke kunne fornemme, at jeg har brugt headset under samtalerne.

Også når det kommer til den nye Windstop-teknologi er jeg positivt overrasket. Headsettet formår rent faktisk at reducere vinden betydeligt, så der ikke er én stor og kraftig raslen, der overdøver hele mobilsamtalen.

Men selvfølgelig skal det nævnes, at Logitech Mobile Traveller ikke er noget vidundermiddel. Det fjerner ikke lyden af vinden helt. Men i forhold til samtaler udendørs med mobilen eller et andet headset er der en markant forskel, hvilket er prisværdigt.

Det skulle slet ikke undre mig, om Logitech i den nærmeste fremtid kommer med et headset, som fjerner lyden af vinden helt. For der er tydeligvis ikke lang vej tilbage.

Store ører ingen adgang
En anden ting, som fascinerer mig ved Logitech Mobile Traveller er vægten som ligger på sølle 17 gram. Da jeg skulle headsettet første gang, måtte jeg flere gange ud foran spejlet for at sikre, at det ikke var ved at falde af – ganske enkelt fordi det føltes meget let på øret.

Men til min store glæde sidder headsettet rigtig godt fast, når det er monteret på øret.

Der er bare en enkelt hage: Nu er jeg en pige, som har forholdsvis små og fine ører. Og derfor var det ikke noget problem for mig at anvende headsettet. Min kæreste med en almindelig størrelse ører havde heller ingen problemer. Så langt så godt.

Men da min svoger, meget begejstret, ville prøve headsettet på, fik vi os noget af en overraskelse. For noget kunne tyde på, at Logitech ikke har taget højde for, at der findes mennesker i det danske land, som har ganske store ører. I alt fald måtte min svoger, efter mange forsøg, nedtrykt konstatere, at Mobile Traveller ikke passede til hans gigantiske lytte lapper.

Lille og fiks
Logitech Mobile Traveller har et meget klassisk og diskret design, som passer til alle typer af mennesker (bare ikke dem med alt for store ører). Det er lille og fikst og er holdt i stål og mørk grå. Det betyder, at headsettet ikke er iøjefaldende, når man har det på.

Faktisk kan det være helt svært for folk at se, at man overhovedet har noget på ørerne. Det har nogle gange givet anledning til lange og medlidende blikke, når jeg snakkende er kommet slentrende hen ad gaden. Men det tager jeg gerne med, når gevinsten er et flot, let og godt headset.

Logitech Mobile Traveller koster lige omkring 500 kroner inklusiv moms i butikkerne. Til den pris mener jeg, man får et rigtig godt headset, som holder, hvad det lover, og som er en plovmand hver.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies