Microsoft Lumia 950 – God start for Windows 10 [TEST]

Ny topmodel med Windows 10 - Microsoft Lumia 950 er et skridt opad på mange punkter, men der mangler stadig det sidste.

Microsoft Lumia 950 – God start for Windows 10 [TEST]

Tynd og lækker, men mangler *måske* lidt premiumfornemmelse

Der er sket noget med formen siden forgængeren Lumia 930. Microsoft Lumia 950 er vokset i højden og bredden, men omkring bæltestedet er telefonen blev mindre.

Lumia 930 var en buttet sag på 167 gram og 9,8 mm i tykkelsen. Lumia 950 er blevet et par gram lettere med 150 gram, mens den om livet er skrumpet ind til 8,25 mm. Det kan vi godt li’ – Det kan vi rigtig godt li’.

Telefonen smyger sig lækkert ind i hånden, og det matte bagcover i polycarbonat gør, at den ligger sikkert og rart i håndfladen.

Læs også: Microsoft Surface Pro 4: Endnu en stilfuld hybrid [TEST]

Polycarbonat?!? Lad os kalde det ved sit mere folkelige og mundrette navn: plastic! Selvom bagcoveret, der er udført i plastic ikke for alvor ser billigt ud, så finder det også vej op omkring kanterne af telefonen.

I forhold til sin forgænger med aluminiumskanter, har telefonen efter min mening mistet lidt af sin premiumfornemmelse. Nuvel, ikke alle er af samme opfattelse. Min kone synes for eksempel metal er ligegyldigt, og mener Lumia 950 er mere lækker end Lumia 930 – Bum!

Foto: Microsoft

Windows 10 – Klasser over Windows Phone 8

Microsoft Lumia 950 kommer ud-af-æsken med Windows 10 – efterfølgeren til Windows Phone 8. Det ligner sig selv på mange måder, men der er alligevel sket ufattelig mange forbedringer.

Overordnet er Windows 10 stadig bygget op med en startskærm med fliser eller tiles, der virker som genveje, live-tiles og samlet giver et helt unikt overblik over mails, kontakter, facebook, nyheder og hvad hjertet ellers begærer.

Læs også: Windows 10-opgradering til ældre Lumia-mobiler udskudt

På flere områder er Windows 10 blevet mere strømlinet og enkelt. Alene menuen for Indstillinger har fået en ordentlig overhaling. Tidligere skulle man bladre gennem en endeløs og ustruktureret menu, men nu er underindstillinger samlet i hovedgrupper.

En søgefunktion gør det desuden betydeligt nemmere end tidligere at finde rundt blandt indstillinger. 

Samlet set er Windows 10 en enorm forbedring. Det hele er blevet mere smooth, intuitivt og enkelt.

Foto: Microsoft

Der mangler stadig apps

Men selvom Windows 10 er blevet mere brugervenligt og enkelt, er der stadig områder, hvor systemet har sine mangler. APPS!

Jeg ved godt at inkarnerede Windows-fans vil mene at det ikke er rigtigt, men hør’ lige her:
ViaPlay, Chromecast, Apple Music, Sonos, Snapchat, Instagram og Facebook. Jo, jo, der findes da en Facebook-app, men den er udviklet af Microsoft, og Instagram er der jo også, men den har været i BETA-udgave i en uendelighed.

Der findes selvfølgelig også tredjeparts apps til nogle af de andre tjeneste. Men lad os nu være ærlige. Tredjeparts apps kan nemt virke kluntede, utjekkede og langt fra så funktionelle som originalerne.

Læs også: Microsoft Lumia 850 lækket: mellemklasse med Windows 10

Jeg har den seneste tid haft en iPhone 6S i lommen, selvom jeg i virkeligheden nok er mere til Lumia-produkterne.

Det har givet et andet syn på Windows-telefonerne. Der er ting jeg har savnet, og så er der ting jeg ville ønske var på samme måde i Lumia-enhederne: Apps! Ååååh, hvilken overflod af lækre apps der findes til Apples telefoner. Her bliver man virkelig mindet om hvad der mangler ved Windows. Vi kan selvfølgelig håbe, at udviklerne for øjnene op for Universal Apps, der nemt kan porteres til iOS og Android, men spørgsmålet er om det sker i den nærmeste fremtid.

Jeg kan virkelig blive i tvivl om hvad jeg skal vælge, men når alt kommer til alt hælder jeg nok mest mod Windows, da jeg synes det er et mere vovet system, der i min verden overgår den lidt kedelige og flade brugerflade man finder hos Apple. Og så må jeg jo leve med de mangler der er ved Windows.

Foto: Microsoft

Windows Hello – log på med indbygget Iris-scanner

Windows Hello – det nye system til biometrisk genkendelse med iris-scanner, virker absolut overbevisende på Lumia 950.

I stedet for at indtaste en kode for at lukke telefonen op, kan man nøjes med at kaste et kort blik mod skærmen. En iris-scanner læser øjet og hvis brugeren er den rigtige, åbnes telefonen op på samme måde som hvis der blev indtastet en kode.

Læs også: Biometrisk genkendelse – sådan opsættes Windows Hello

Nu kunne man jo frygte, at modlys, baglys, skumring eller briller kunne give problemer, men jeg har testet scanneren med næsten alle tænkelige forhindringer, og jeg må bare sige, at systemet virker enormt overbevisende.

Som tidligere nævnt har jeg i en periode brugt en iPhone 6S med fingeraftrykslæser, og hvis man skal sammenligne den med iris-scanneren i Lumia 950, så giver iPhone 6S’s fingeraftrykslæser oftere fejl end iris-scanneren på Microsofts telefon.

Foto: Microsoft

Skærm – Simpelthen en fryd for øjet

Det er svært ikke at begejstres over skærmen på Lumia 950. Quad HD AMOLED, med en størrelse på 5,2 tommer i 16:9 format og en opløsning på 2560 x 1440, hvilket giver en pixeltæthed på 564ppi.

Det er måske ikke alle der finder de tekniske specifikationer lige interessante, men for dem kan jeg sige, at det betyder ultra knivskarpe billeder, flot farvegengivelse og ikke mindst farven sort, der bliver gengivet som VIRKELIG sort!

Det giver en fantastisk kontrast og er simpelthen en fryd for øjet – PUNKTUM.

Foto: Microsoft

Kamera – Uovertruffen kvalitet

På papiret er der ikke sket det helt store med kameraet fra forgængeren Lumia 930, der i sig selv har et ret imponerende kamera.

Lumia 950 har fået opgraderet kamerasensoren til ægte 16:9 format. Den er en anelse større, men der er stadig tale om en 20 megapixel sensor. Blænden hedder nu f/1.9, hvor den tidligere hed f/2.4, og det skulle i teorien give bedre chancer for gode billeder, specielt under dårlige lysforhold.

Læs ogsåGoogle Kamera får Nexus features

Bedøm selv vores række af testoptagelser med Lumia 950:

Microsoft Lumia 950 camera sample

Det er svært at sætte en finger på billedkvaliteten. Det eneste sted jeg har haft lidt udfordringer, er ved fokusering på mørke steder, hvor fokuslyset ikke kunne nå ud til objektet der ønskes i fokus.
Det er dog ikke en fejl i enheden, da konkurrerende telefoner ofte har lignende vanskeligheder.

Frontkameraet har også fået en overhaling. Det er blevet pumpet op fra 1,2 megapixel i Lumia 930, til nu 5 megapixel i Lumia 950. Det gør frontkameraet mere anvendeligt end tidligere, og selfie-hungrende brugere vil blive glade i låget over resultatet.

Overordnet tager telefonen billeder i uovertruffen kvalitet, der er svær at hamle op med.

Foto: Microsoft

Ikke bare en smartphone, også en computer

Når man benytter telefonen i det daglige, er der ikke mange opgaver enheden skal tænke længe over. Kigger man på de tørre specifikationer, kan man heller ikke være i tvivl om, at Microsoft har tænkt Lumia 950 som mere end bare et apparat der kan tjekke Facebook og emails.

Under låget er der placeret 3GB RAM og en Qaulcomm Snapdragon 808 CPU 1,8 GHz hexa-core, der giver langt mere overskud end nødvendigt er for en smartphone der blot skal afvikle Windows 10.

Lumia 950 kan noget andre smartphones ikke kan. Med lidt ekstra tilbehør, kan telefonen bruges som en lille computer, der via Microsofts Display Dock, kan omdanne en hvilken som helst skærm til en computerarbejdsplads.

Display Dock’en har en værdi af 1.000 kroner, men i en begrænset periode giver Microsoft den med i købet, når man bestiller en Lumia 950 eller Lumia 950 XL.

Læs også: Første kig på Continuum med Display Dock

På Lumia 950 er der præinstalleret Office-programmer som Word, Excel, Powerpoint og Outlook. Programmerne er på telefonen forenklede og indeholder umiddelbart kun de mest basale funktioner.

Magien opstår når Lumia 950 via Continuum og Display Dock tilkobles en ekstern skærm, mus og tastatur. Wupti! Telefonen er blevet til en computer, der kan betjenes som enhver anden PC.

På den eksterne skærm bliver arbejdspladsen til en næsten fuld Windows 10 oplevelse, hvor udvidede funktioner bliver tilgængelige. Med andre ord, kan du bogstavligt talt have kontoret med i lommen, når du efter fyraften forlader arbejdspladsen.

Ved en senere lejlighed tager vi Microsoft Display Dock under kærlig behandling, og tester om det er muligt at bruge smartphonen som en PC.

Batterilevetid

Bag det aftagelige PLASTIC-bagcover sidder et 3.000 mAh batteri, der ifølge Microsoft skulle give nok strøm til for eksempel 9,5 timers surf via WiFi, 67 timers musikafspilning, 10 timer videoafspilning eller 275 timers standby.

Alt dette er mere teori end praksis, og da brugernes ”brugsmønstre” er vidt forskellige, kan det været svært at definere, hvor godt eller dårligt batteriet er til at holde strøm.

Jeg har et yderst blandet forbrug, hvor jeg adskillige gange om dagen surfer rundt i kortere eller længere perioder, tjekker mails, hører musik på vej til og fra arbejde, ser lidt video og foretager en række telefonopkald.

Læs også: Apple lancerer case til iPhone 6s med indbygget batteri

Når jeg kommer hjem fra arbejde, sætter jeg næsten per automatik telefonen i laderen, mens jeg leger med børnene og laver aftensmad. Ikke fordi den er ved at løbe tør, men mere for at være sikker på at have strøm til resten af aftenen.

Et par dage har jeg oplevet, at batteriet når ned omkring 15 procent, når klokken er 20.00 om aftenen. Men det sker vel at mærke kun, hvis jeg har brugt telefonen flittigt i løbet af dagen, og ikke har givet kunstigt åndedræt i laderen efter arbejde.

Foto: Microsoft

Konklusion – Overordnet i orden, men der mangler stadig lidt

At bruge Lumia 950 er overordnet en dejlig fornemmelse. Windows 10 kører upåklageligt, og alt afvikles smooth, glidende og stabilt.

Udvendig er aluminium blevet erstattet af plastic, og det vil nok få nogen til at miste fornemmelsen af en premiumtelefon. Når det så er sagt vil jeg på ingen måde kalde Lumia 950 for ”billig”, hverken af udseende eller af faktisk pris.

De fleste steder er telefonen til salg på nettet for lidt under 5.000 kroner, men for de penge får du til gengæld en helt fantastisk skærm, uovertruffet kamera og en telefon, der med lidt ekstra tilbehør, kan bruges som en PC.

Læs også: Her er de danske priser på Lumia 950 og Lumia 950 XL

Er den pengene værd? Bestemt! Hvis du kan lide en telefon med Windows 10, vil du blive begejstret for Lumia 950….men du må stadig leve med de mangler der trods alt følger med. Her tænker jeg specifikt på applikationer, der stadig halter bagefter konkurrenterne.

Smartphones er som ægteskaber – Der vil altid være steder man er nødt til at gå på kompromis eller tilpasse sig. Det gælder også her. Du kan elske det ene styresystem, men der vil altid være noget der mangler i forhold til de andre.

Lumia 950 skal have 4½ ud af 6 stjerner, fordi det er en lækker telefon og fordi Microsoft tør gøre tingene anderledes og forsøge sig med nye tiltag som Continuum.

PLUS
– Skærm
– Kamera
– Biometrisk genkendelse

MINUS
– Mangler stadig apps
– Mere plastic, mindre premium

Redaktionen har mere til historien

Her følger vi op med den seneste udvikling. mobilsiden kunne ikke slippe historien. 21/12/2015 rettede vi nyt fokus på sagen med artiklen; BlackBerry på rette kurs efter lanceringen af PrivKlik her for at læse den påfølgende artikel.. Og der er stadig puls i emnet. Læs de seneste nyheder om Smartphone..