Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Mio H610 - en flot og indholdsrig GPS

Mio H610 - en flot og indholdsrig GPS

Mio H610 er det hidtil bedste bud på en GPS-enhed fra Mio. Den er lille, stilet og ganske enkelt lækker at se på. GPS- delen virker helt som den skal, og så fungerer enheden også som multimedia-afspiller.

Mio H610, den lækreste GPS fra Mio til dato - og så fungerer den også fantastisk.
Mio H610, den lækreste GPS fra Mio til dato - og så fungerer den også fantastisk.

Det første man lægger mærke til, når man åbner pakken, er en flot lille enhed holdt helt i hvidt. Enheden er simpelthen så lille og fiks, at jeg næsten ikke kan lægge den fra mig igen.

Imens andre navigationsproducenter satser på at lave bredere skærme, så har Mio simpelthen forladt den tankegang og satser i stedet på et lille og smukt produkt.

Og ærlig talt syntes jeg overhovedet ikke, det gør noget. Mange gange udnyttes den store skærm ikke til fulde, og så kan det jo være fuldkommen ligegyldigt. Mio H610 er udstyret med en 2,7” skærm, som den udnytter til fulde.

Design

Jeg kan simpelthen pointere kraftigt nok, hvor lækker den lille enhed fra Mio faktisk føles, når man står med den i hånden. Den er lille nok til at have i en skjortelomme og stor nok til, at den ikke bliver umulig at navigere med.

En anden fiks detalje er, at man kan skifte cover på den. Som udgangspunkt er fronten hvid, men med i kassen ligger to andre front-covers som man kan sætte på efter behag. De medfølgende covers har noget blomstret mønster og er nok mest af alt til kvinder, men jeg syntes nu også den standard-hvide farve er ganske elegant.

Desværre synes jeg ikke, holderen er så pæn som produktet. Det er den samme holder, som man kender fra tidligere modeller som C510/C710. En smule klodset vil jeg kalde den.

Navigation

Nok omkring designet. Meningen med en GPS er trods alt, at den kan finde vej. Og det klarer enheden faktisk også til UG. I starten var jeg lidt bekymret for, om den lille skærm ville gøre den besværlig at se under kørsel, men det var ikke min oplevelse. Det skal dog siges, at man muligvis kan opleve problemer, hvis man er decideret svagtseend.

Skærmen er utrolig lækker. Den er klar og lys, så der er absolut ingen problemer med at se den, selv om det er lidt mørkt (der er også et tema til natkørsel, så hele kabinen ikke oplyses).
Dog kan skærmen være lidt svær at læse, hvis der er meget lys, eftersom den har meget nemt ved at reflektere ting.

Indtastningen af adresser fungerer herligt, den er utrolig god til at gætte på vejnavne og jeg har ikke en eneste gang oplevet at indtaste mere end fem bogstaver af et vejnavn, før jeg kunne se det på listen.

Hvad angår funktioner i navigationsdelen, så har den selvfølgelig alle de gængse; en historie over adresser, favoritadresser og et hav af interessepunkter, så man hurtigt kan finde tankstationer, spisesteder eller hvad man ellers lige står og mangler.

Selvfølgelig har Mio også tænkt på, at enheden skal kunne bruges til fods hvis man eksempelvis går rundt i Barcelonas gader. Man kan ændre ”køretøjet” til fodgænger og dermed blive guidet rundt igennem gaderne.

En anden fiks detalje, er at man kan tilføje fartkontroller på ruten så man på et senere tidspunkt kan se, hvor man skal passe på. Egentlig virker funktionen lidt overflødig - det bliver først rigtig smart hvis placeringerne blev synkroniseret så alle brugere havde adgang til det.

Som vi kender fra tidligere Mio modeller, så bygger enheden på et Windows styresystem. Jeg var lidt bange for, at det ville gå ud over hastigheden, når der skulle genberegnes en rute, såfremt man kørte forkert. Det var dog ikke min oplevelse. Enheden stopper i nogle få sekunder, og så har den udregnet en ny rute - ganske smertefrit og helt uden problemer.

Multimedie

Der er langt mere i denne enhed end blot navigation. For det første har den en indbygget rejseagent, der giver adgang til informationer så som vejret ved destinationen samt en valuta- og afstandsomregner.

Mio H610 har en 400 Mhz processor. Denne er bestemt i stand til at spille musik og videoklip. Det er der ikke så meget nyt i - det har både Tomtom og Garmin givet mulighed for at gøre længe. Men det er lækkert at se alle mulighederne i sådan en fin pakke.

Der er også mulighed for at udvide hukommelsen med et SD kort, såfremt man ønsker at tage sin musik med og høre på farten.

Men der er endnu mere under solen, H610 indeholder nemlig nogle forskellige spil, som man kan hygge sig med i toget eller lade børnene fornøje sig med på bagsædet.

Konklusion

H610 kommer med kort over 24 europæiske lande, lader til bilen og almindelig 230v lader, håndledsrem, holder til bilen, USB kabel og to covers. Så der er ikke behov for at investere i ekstra tilbehør.

Alt i alt er Mio H610 virkelig en lækker enhed. Stort set alle, der har haft den i hånden, er begejstrede for udseendet og størrelsen. Også hvis man kigger på prisen er enheden konkurrencedygtig, den ligger på lige omkring 3.000,-.

Den understøtter også TMC (Traffic Message Channel) modul, således at den kan guide dig uden om køer, uheld og lignende. Dog medfølger dette ikke i standard-pakken.

Men hvis man skal ud og investere i en ny GPS, så er Mio H610 bestemt et kig værd. Skærmen kan ikke måle sig med andre lignende modeller, men til gengæld vinder den stort på udseende og størrelse.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies