Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Motorola Defy+ - mere vandtæt end stødsikker (mobiltest)

Motorola Defy+ - mere vandtæt end stødsikker (mobiltest)

TEST: Android-telefonen fra Motorola, Defy+, kan holde til lidt af hvert. Men når man pakker en mobil ind, virker den så stadig fornuftigt?

Motorola Defy+. (Foto: Motorola).
Motorola Defy+. (Foto: Motorola).
Foto: Motorola

Markedet for de særlige sports- og håndværkermobiler er ikke så stort, men nogle købere lægger vægt på, at mobilen for alvor kan holde til noget.

Tidligere har denne type telefoner været kedelige ”tast-mobiler”. Det seneste år, er der dog kommet flere smartphones, som ikke er så skrøbelige. F.eks. Sony Ericsson Xperia Active, Samsung Xcover og naturligvis i denne test, Motorola Defy+.

Defy+ er en Android-smartphone der lige nu, ifølge Mobilpriser.dk, kan erhverves til lige under 2.000 kroner uden abonnement. Android-versionen er 2.3 (Gingerbread).

I denne mobil er der de samme muligheder og features, som normalt kendes fra Android-systemet. Det vil sige Googles tjenester Gmail, Maps (inkl. navigation), kalender- og kontaktsynkronisering samt naturligvis app-butikken Android Market.

Benyttes Microsoft Exchange, Office 365 eller tilsvarende er dette også understøttet - plus en række andre standard-mailløsninger.

God sikkerhed og opsætning

På Defy+ har Motorola placeret deres egne tilretninger, kaldet MotoBlur, oven på Android-systemet.

Tilføjelsen er faktisk meget god, da den hjælper en godt på vej i opsætningsprocessen, så uøvede brugere kommer lettere i gang.

Men MotoBlur tilbyder også en sikkerhedløsning, hvor telefonen automatisk låses, når der skiftes SIM-kort. Det kræver så adgangskoden til MotoBlur for at åbne den igen.

Der er desuden adgang til en onlineversion, hvor man kan lokalisere sin mobil på et kort, fjernlåse og fjernslette indholdet.

Systemet fandt mobilen, om end det dog tog op til ti minutter. På andre tilsvarende tjenester sker dette, stort set med det samme.  Og ved fjernlås skriver systemet, at dette kan tage op til en time. Det synes jeg ikke er godt nok. Hvis mobilen er væk, vil man jo nok gerne have den låst lige med det samme.

Motorola skal have pluspoint for at gøre sikkerhedsaspektet til en naturlig integration i produktet.

Fin betjeningen og god lyd

Af en forholdsvis billig Android-telefon at være, synes jeg systemet kører rimeligt godt – og det er ikke fordi man utålmodigt sidder og trommer med fingrende i bordet, mens man venter på at mobilen svarer.

Alligevel synes jeg det er vigtigt at holde sig for øje, at dette ikke er en topmodel-smartphone – og at der derfor ikke kan forventes overdrevne præstationer – selvom der sidder en 1 GHz processor i maven på den.

Skærmen reagerer fint og præcist, hvilket bestemt er en fordel ved skrivning af SMS-beskeder, der sker på et fuldt QWERTY-tastatur – inklusiv ÆØÅ og dansk ordbog.

Lydkvaliteten ved opkald er ret god men skærmkvaliteten er ikke ret god. Godt nok er der 480x854 pixels på den 3,7 tommer store skærm, men det hele står lidt ”fattigt”.

Overfladen er modstandsdygtig overfor ridser, og tog slet ikke imod mit forsøg på at ridse den med en stor Fiskars saks. Beskyttelsen af skærmen er leveret af Corning, som er verdensberømte for deres enormt stærke Gorilla Glass.

Internettet i Defy+ fungerer egentlig ganske udmærket, set i forhold til, at der jo ikke er tale om en topmodel i Android-kategorien. Og det er generelt det som kendetegner funktionerne i produktet, at de løser opgaven de er skabt til. Men som bruger, skal du ikke forvente overdreven performance.

Motorola Defy+ udsat for pludseligt regnvejr. (Foto: Mobilsiden.dk).
Motorola Defy+ udsat for pludseligt regnvejr. (Foto: Mobilsiden.dk).
Foto: Mobilsiden.dk

Hvad kan den holde til?

Motorola Defy+ sælges som ”vandtæt, ridse- og støvfri (IP67)”. Her skal du være opmærksom på, at det jo stadig er et stykke elektronik.

Jeg tvivler på, at mobilen i længden holder til, at du tager den med i bad, lader den ligge under båndsaven på værkstedet eller smider den i lommen sammen med søm og skruer. Men den vil BESTEMT holde bedre til voldsomt brug, end andre mobiler.

I testen har vi holdt Defy+ fem minutter under rindende vand og den har været smidt ned i en kande med vand, med stor succes. Efter dette ”pludselige regnskyl” var mobilen fuldkommen tør indvendigt. Betjeningen kan ikke ske mens mobilen er helt våd, men våde fingre og en fugtig overflade, klarer mobilen helt perfekt.

Derimod holdt den ikke til en tur i asfalten fra første sals højde. Motorola lover godt nok ikke, at den skal kunne dette – men jeg tænkte, at målgruppen for denne type telefon, nok vil forvente, at den holder til at ryge ud af lommen fra f.eks. et stillads eller en stige.

Udover at skærmen blev til tusind stumper, så fik mobilen også en række fæle hakker i plastikken ved faldet.

Overordnet set, er holdbarheden godkendt. Det er ikke mange andre smartphones, der holder til rindende vand.

Motorola Defy+ efter den blev udsat for et pludseligt fald. (Foto: Mobilsiden.dk).
Motorola Defy+ efter den blev udsat for et pludseligt fald. (Foto: Mobilsiden.dk).
Foto: Mobilsiden.dk

Konklusion: God, holdbar og all-round

Defy+ ER en meget billig smartphone. Men man få ganske meget for pengene.

Designet er kedeligt, men indmaden god – også uden trælse ventetider og irritationer. Som nævnt har Motorola gjort en del ud af sikkerheden, hvilket klart tæller med på plussiden.

Holdbarheden i forhold til fugt, vand og støv er godkendt – så bed du bare din store savlende hund, om at hente mobilen til dig! Men stødabsorberende kan produktet ikke påstås at være.

Vi ender på fem ud af seks stjerner – specielt når prisen tages i betragtning.

Husk dog, at du ikke skal forvente en highend-smartphone, når du køber Motorola Defy+.

Læs også:
- Håndværker-duel: Defy mod Active
- Web-TV: Samsung SGH-M110 kastes langt og hårdt
- Web-TV: Samsung B2700 - så meget kan den holde til


Motorola DEFY+ - billigste pris fra 924kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Michael Larsen 16-03-2012 14:57:25

Min kærests old gamle klaptelefon var gået i stykker. Derfor ville hun nu have en smartphone. Krav:
Den skulle kunne holde til vores 2 små drenges behandling - at blive tabt, saftevand osv.(så de kan spille på den)Herudover skulle den kunne nøjes med at blive ladt op MAX en gang om dagen.
Nu, har hun haft den i en uges tid, og vi må sige, at det er akkurat den telefon, som testen ovenover beskriver. Faktisk syntes jeg den er bedre og hurtigere...men hun er heller ikke på nogle sociale medier ala Facebook mfl....så måske er det derfor, at nogen af Jer har oplevet den lidt ustabil. Mht. batteritiden, så kan den let holde til en enkelt dag.....og hvis du benytter on/off knapperne på startsiden til henv. Bluetooth, gps og Wifi....så du kun aktivere det, som du har brug for når du bruger telefonen.....så kan den holde langt mere(har ikke prøvet det endnu over flere dage.....m. tror nemt den kan holde langt mere end 2 dage, hvis gps,wifi og bluetooth er slået fra...så det bare er en alm. telefon der kan sms'e og ringe.) Men jeg "vold legede" med den igennem en hel dag m. gps. og wifi tændt......og det kunne den sagtens (fra. kl. ca. 9 om morgenen og så indtil sengetid...hvor jeg så satte den til opladning igen) Nu mener min kæreste at jeg selv skal have en smartphone, da hun syntes jeg har hendes nye telefon hele tiden ;-) Og jeg har besluttet mig for at købe en akkurat magen til. Jeg skal nemlig bruge den ude i felten til at dyrke lystfiskeri samt at metaldetekte( til at positionere mine fund med) Jeg er meget imponeret over gps'ens nøjagtighed, når man står ude i det fri....den logger en fuldstændig præcis placering på googlemaps, de gange jeg har prøvet det....så thumbs up til det :-)
Vores drenge har også testet den igennem .....og den er godkendt ifht. tab og diverse flydende substanser ;-)
Skal dog nævnes at jeg købte(og køber også til min) nedenstående skal til den, for at øge dens holdbarhed endnu mere:
http://www.case-mate.com//Motorola-Defy-Cases/Case-Mate-Motorola-Defy-Tough-Case.asp
og må sige at pengene ikke er spildte....Telefonen er endnu nemmere at holde om(gummigrip på skallen)
I kan se en video af Case-mate tough casen m. defy på flg. link:
http://www.youtube.com/watch?v=nOTtxmwupm4
Held og lykke m. købet.
Mvh.
Michael L.

0 0
Lasse 15-02-2012 10:00:17

Hvor lang tid holder den strøm? lad os sige ved middel "teenage" brug. If you catch my drift.
jeg læste op til 238 timer standby tid, men kan det passe?

0 0
David 07-02-2012 19:46:30

God anmeldelse, og er stort set enig i de fleste ting. Jeg har haft mobilen i et par måneder, og er ret godt tilfreds, selvom jeg syntes den til tider er lidt langsom. Den har desværre det desværre også med at lave en genstart en gang imellem. Men når man ser på andre android "håndværker" mobiler er denne dog den bedste, især på grung af en skærm med høj opløsning. Har også haft Xperia active, som også er god og hurtig, men med lille skærm med lavere opløsning. Har også haft den første Defy og den havde store problemer med stabilitet når man have kørt Google maps nogle gange, Defy+ har desværre også en tendens til at sløve ned i Google maps men er blevet bedre. Men set i forhold til den relative lave pris er det en god mobil. Jeg kan anbefale at kører Go luncher, da den får mobilen til at kører rimelig flydende, har prøvet mange andre og de har kørt ret langsomt.

0 0
Mazzen 07-02-2012 11:44:34

Tvivler på der er mange smartphones som kan holde til at blive tabt fra 1 sal, de er jo ikke næs så robuste som de gamle Nokia 3210 og lign, og de kunne som bekendt holde til det meste man kunne komme til at udsætte dem for ved normalt aktivt brug, men self de var også hovedsagligt af plast.

0 0
Mobilsiden.dk 07-02-2012 11:59:39

Jeg har lige lavet en "læs også"-boks under anmeldelsen. Her er links til et par gamle web-TV indslag, hvor vi giver et par mobiler "klø" :)

0 0
Jan 07-02-2012 11:48:46

Ohh ja en 3210 også kendt som øl jern for ikke rygende håndværkere, savner godt nok telefoner i den kvalitet.

0 0

Om brug af cookies