Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Motorola RAZR V3 Black - Sort er sagen (produkttest)

Motorola RAZR V3 Black - Sort er sagen (produkttest)

Kan du huske, da vi testede RAZR V3 på Mobilsiden.dk? Hvis ikke har du mulighed for at få genopfrisket hukommelsen her. For Mobilsiden har fået fingrene i den nye sorte udgave af modellen, som for alvor kan få tænderne til at løbe i vand.

Ja, jeg ved det godt. Vi har testet V3 en gang. Og ja, jeg ved også godt, at funktionerne i den nye Black model ikke er anderledes end dem i stål-udgaven. Men hvad ville du ikke sige, hvis Motorola spurgte dig, om du ville låne V3 Black? Jeg kunne i alt fald ikke modstå tilbudet.

Verdens fedeste design
Da jeg så V3 første gang, var jeg fuldstændig solgt. Det er måske verdens flotteste mobiltelefon til dato. Det 13,9 millimeter tynde og 10 centimeter lange look kombineret med den flotteste finish i hver eneste detalje kan virkelig få mundvandet til at løbe på en mobilelsker som mig.

Og lige som man ikke troede, at det kunne blive meget flottere, disker Motorola nu op med Black udgaven, som, om muligt, er endnu flottere end den klassiske model.

Den sorte farve klæder virkelig V3. Gennemført, sofistikeret, tjekket og verdens flotteste må være de betegnelser, som er mest dækkende for Motorolas perle af en mobiltelefon, hvis man endelig skal prøve at sætte ord på, hvor lækker den er.

Brugervenligheden er næsten upåklagelig
Når det kommer til brugervenligheden, er der stadig ikke meget at udsætte på V3. Tasterne er helt flade og stålfarvede, hvilket passer perfekt til designet. Og jeg bliver glædeligt overrasket over at opdage, at de er meget nemme at ramme.

Det er dejligt at se, at verdens flotteste design kan gå hånd i hånd med brugervenlighed. For en ting er, at mobilen skal være flot. Men hvad kan man bruge et flot design til, hvis brugervenligheden er elendig? Med V3 viser Motorola, at det ene ikke udelukker det andet.

Det gælder også for menustrukturen, som jeg kun har rosende ord til overs for. Den er nem at navigere i, og det har en stor betydning. Det gør det meget nemmere at få udbytte af telefonens forskellige funktioner.

Det eneste irritationsmoment er, at Motorolas SMS skrivning er ret langsom i forhold til de fleste andre producenters mobiltelefoner. T9 ordbogen er skiftet ud med en iTAP ordbog, som alt andet lige tager lidt længere tid at bruge, fordi du selv konstruerer dine ord.

Forældet kamera
Når Motorola med V3 Black har fremstillet den ultimative designmobil, som oven i købet har en fortræffelig brugervenlighed, er det lidt ærgerligt, at producenten ikke har gjort den nye model helt up to date.

I disse dage, hvor de fleste nye mobiler er udstyret med lækre megapixel kameraer, duer det ikke, at Motorola bruger præcis det samme VGA kamera med en opløsning på sølle 640 x 480 pixel, som vi så i den klassiske udgave for snart et år siden. Her burde Motorola helt klart have fulgt med udviklingen og have lagt et Megapixel kamera i Black modellen.

Men når det er sagt, må jeg erkende, at VGA-kameraet faktisk tager ganske gode billeder. Og det er først og fremmest skærmen med sine 262.000 farver, der kan høste fortjenesten af det.

Meget telefon for pengene
Da Mobilsiden.dk testede den klassiske V3 for omkring otte måneder siden, var vores altoverskyggende kritikpunkt, at telefonen ganske enkelt var for dyr. Dengang skulle man punge ud med 4500 kroner, hvis man ville have fingrene i V3.

I dag er RAZR V3 blevet noget billigere. I skivende stund koster vidunderet, ifølge Mobilpriser.dk, lige omkring 2500 kroner uden abonnement, hvilket er en meget mere fornuftig pris. Og til den pris får du virkelig meget telefon for pengene.

Konklusion
Når det kommer til design, har jeg til dato ikke set en mobiltelefon, som kan måle sig med Motorola RAZR V3 Black. Det er ganske enkelt den svedigste mobil, jeg har haft i hænderne.

Også brugervenligheden er i top, selvom det godt kan være en langsommelig proces at skrive en SMS. Men som man siger: Øvelse gør mester, og mon ikke man med tiden kan vænne sig til iTAP-ordbogen.

Det eneste kritikpunkt, som jeg ikke kan se gennem fingrene med, er kameraet, som Motorola kan gøre meget bedre. Det er lige lovlig let sluppet at lancere V3 Black uden at ligge et kamera i modellen, som er lidt mere tidssvarende.

Men når det er sagt har jeg kun positivt til overs for V3 Black. Jeg kaster fem ud af seks stjerner efter mobilen, som jeg er meget begejstret for.

Med de mest gængse funktioner som MMS, Bluetooth, kalender, USB, GPRS, JAVA og polyfoniske ringetoner får du rigtig meget telefon for dine penge, hvis du investerer i en V3 Black. Og tilmed får du et design i verdensklasse.



Her kan du se endnu flere billeder af Motorola RAZR V3 Black
Billede 1
Billede 2
Billede 3

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies