Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Motorola Razr2 V8 (Produkttest)

Motorola Razr2 V8 (Produkttest)

V8 har et lækkert glat design, som vil gøre sig godt i ethvert forum. Den er udstyret med to store skærme - en udvendig, som er interaktiv og en indvendig. Desuden har den mp3-afspiller med en okay lyd.

Design

Motorola Razr2 V8 er en klaptelefon, som har en dejlig glat overflade.

Den er holdt i en blank blåsort farve. Denne står utrolig godt sammen med den udvendige skærm, som giver mobilen et lækkert look.

Allerede fra man holder mobilen i hånden første gang, kan man mærke, at der er kælet for materialerne - ja det virker nærmest helt eksklusivt. Bagsiden af mobilen føles super lækkert i ens hånd. Metal, der er dejligt glat, samt hærdet glas er nogle af de materialer, man har brugt.

Materialet er endvidere med til at gøre klaptelefonen til en yderst behagelig oplevelse, når denne åbnes eller lukkes. Man kan også her mærke, at det er et kvalitetsprodukt.

Mobilen ligger yderligere i kraft af dens vægt på 117 gram godt i hånden - måske er den endda en smule for tung. Dens mål er 103 x 53 x 11.9 mm, som derigennem må siges, at være målene for en ret tynd mobil. Men bredden gør, at den kan virke en anelse stor og kluntet. Dermed sagt, at den ikke passer ned i en mikro gå-i-byen taske. Samtidig skal det siges, at dens bredde muliggør den dejligt store udvendige skærm.

Det skal nævnes, at den udvendige skærm ofte kan blive lidt fedtet. Men der har Motorola også overvejet konsekvenserne, idet man i pakken finder en lille smart pose, som mobilen kan opbevares i. Dette har jeg gjort meget brug af, og derved er jeg sluppet for en fedtet udvendig skærm.

Tasterne er temmelig store, men hvad, der her ikke lige falder i min smag er, at der ikke rigtigt er noget, der adskiller de enkelte taster fra hinanden.

Funktioner

V8's udvendige skærm er på to tommer, hvilket må siges at være en imponerende størrelse. Den er berøringsfølsom. En finesse jeg fandt yderst lækker, idet man f.eks. kan styre musikken.

Den indvendige skærm er på 2,2 tommer.

Menufunktionerne er hurtige, her kan man mærke, at V8 har en proccessor på 500 MHz, hvilket på dette tidspunkt giver ny rekord for størrelsen.

Mobilen har dedikerede volumentaster på venstre side. Disse kan desuden benyttes til at læse sms beskeder på den udvendige skærm, uden man behøver åbne klappen. Det kunne dog have været fedt, hvis man også havde gjort det muligt, at bladre i ens sms-besked via berøring.

V8 har Mp3 afspiller. Den understøtter blandt andet Mp3, AAC og AAC+. Lyden i mobilen er ganske gedigen, men dog synes jeg, at den mangler en del i det dybe toneleje, såsom bassen. Overførslen af musik foregår ganske enkelt, og man kan via usb-kablet på ganske kort tid overføre en masse musik uden problemer.

Kameraet er på sølle 2 megapixels, foranlediges man næsten til at sige. Det yder ikke resten af denne lækre mobil retfærdighed, og skulle jeg komme med et ønske, så ville jeg foretrække, at man havde investeret i nogle flere megapixels.

Den indbyggede hukommelse er på hele 512 MB - desværre uden mulighed for at opgradere yderligere.

V8 har Bluetooth, og derudover har den EDGE, så man også kan bruge den til at surfe på nettet.

Konklusion

Motorola V8 er en super lækker klaptelefon, som bestemt indeholder en kæmpe mængde funktioner.

Den store udvendige skærm er et klart plus. For at denne telefon skal opnå fuldstændig topkarakter, skulle man kunne udvide hukommelsen, have en endnu bedre lyd, samt have et kamera på flere megapixels.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies