Navigon 2110 Max (produkttest)

GPS-navigation til fornuftig pris med positive overraskelser på funktionslisten.

Navigon 2110 Max (produkttest)

Designet er det første man bider fast i, når salgspakken med 2110 Max fra Navigon åbnes.

Den højglans polerede kant på bagsiden, samt omkring skærmen, giver en fornemmelse af kvalitet. Om navigation pynter i bilen er der flere meninger om, men denne her, kan du godt være bekendt.

Skærm, grafik og lyd
Skærmen på 4,3 tommer er i 16:9 format med en rimelig kontrast, og betragtningsvinklen er nogenlunde okay. Men i godt solskin skal lysstyrken skrues op på max, for at du får det hele med.

Enheden kan selv skifte til natlys, hvor skærmens lys dæmpes yderligere.

Grafikken til navigationen er holdt i grå toner, med orange stribe der viser vejen. På papiret en god kontrastrig kombination, men desværre er vejangivelser, hastighed, ankomsttid osv., med sort skrift på grå baggrund, som gør det svært,  at se teksten tydeligt. Det er især irriterende ved boksene, som viser ankomsttidspunkt og hastighed.

Stemmevejledningen er flot og tydelig indtalt og ingen dialekter. Højtaleren bagpå gengiver lyden tydeligt, men indimellem er der lidt resonans mellem holder og kabinet, som trækker lydoplevelsen lidt ned.

Indtastning af adresser

Den grundlæggende opbygning er brugervenlig.

Der startes ud med mulighederne "Ny destination", "Mine destinationer", "Hjem" og "Vis kort".

Ved "Ny" kan du indtaste adressen i en by eller "særlige adresser" – også kendt, som interessepunkter (POI). Dette er dog bøvlet at anvende. Heldigvis opvejes det af den almindelige indtastning.

Efter at have valgt by (eller postnummer) indtastes vejen. Ved skrivningen forsvinder de bogstaver, som ikke matcher en gyldig vej, og det gør vejangivelsen utrolig logisk og let.

Generelt kunne det dog være ønskeligt med mulighed for angivelse af vej før by – en feature som vi kun sjældent ser i navigationsenhederne, med undtagelse af X-Road Destinator.

Kørebog og bedre vejvisning

Bruges bilen i jobbet, er den indbyggede kørebog genial. Når en destination angives, kan der vælges "privat" / "erhverv" samt bilens kilometerantal. Herefter køres turen.

Alle oplysninger om fra/til, gennemsnitshastighed, GPS-position, tid osv., registreres automatisk.

Den dårlige nyhed er, at Navigon ikke har gjort kørebogen tilgængelig direkte på skærmen, så gamle ture kan findes. Man er simpelthen nødt til, at tilslutte GPS’en til computeren, og manuelt finde Excel-arket med oplysningerne.

Navigon 2110 Max har "Reality View Pro" som giver hjælp ved vognbaneskift, og avancerede vejkryds i hele Europa.

Når bilen nærmer sig en afkørsel på f.eks. motorvejen, vises de rigtige skilte sammen med vejen, og en pil angiver tydeligt, hvor du skal køre. Reality View virker så overbevisende, at alle kan køre i selv de mest besværlige sammenfletninger. Funktionen får ældre konkurrerende GPS-enheder, til at ligne noget af dengang, hvor tekst-tv var hot.

blank, faktabokse, fuld bredde

3 x minus og plus

Minus:

  • GPS’en fastgøres i bilholderen ved en plastiktap der virker tynd, og man frygter at knække den.
  • Der medfølger ingen oplader udover den til bilen
  • Resonans i lyd

Plus:

  • Trafikmeldinger via TMC. Ladekabel bruges som antenne
  • Kørebog og Reality View
  • Intelligent indtastning af adresser

Samlet vurdering

I vores testperiode fungerede enheden perfekt. Den har en god brugstid på batteriet, og havde ingen problemer med, at finde de nye veje i området – så kortmaterialet var altså også i orden. Vi oplevede et par gange, at det indbyggede ur havde lidt bøvl med tiden, men det rettede sig undervejs.

Du får rigtig meget for pengene med Navigon 2100 Max. Priserne svinger fra 1.600 til 2.000 kroner og der medfølger komplet Europa-kort og mulighed for trafikmeldinger, samt en række andre gode funktioner.

Kortmaterialet er i orden, da produktet kommer med "FreshMap Gurantee" som giver brugeren 30 dage til gratis, at opdatere alle kort til de nyeste. Desuden medfølger en rabatmulighed, hvor man for 149 kroner kan få friske kort i 24 måneder.

Godt råd: Køber du 2100 Max til billigst mulige pris er der "value for money". Det er ikke et topprodukt, men hører alligevel til i den bedre ende af navigationsløsninger.

Godt 4 ud af 6 point.