Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Nokia 3250: Stort alternativ til walkman-mobilerne (produkttest)

Nokia 3250: Stort alternativ til walkman-mobilerne (produkttest)

Nokia er ude med en musikmobil, som kan blæse enhver omkuld med sin gode og kraftige lyd. Desværre kan designet ikke følge med funktionssiden – det er ganske enkelt alt for stort og klodset.

Stort og klodset design

Designet på Nokia 3250 er et af de underligste, jeg længe har set. Selve materialevalget er helt i top – jeg mærker tydeligt, at jeg har en rigtig kvalitetsmobil mellem hænderne. Også farverne er helt ”up to date”. Modellen kommer blandt andet i en lækker pastel-grøn og en flot pink, som den, jeg har fået fat i. Grundfarven er sort, og på bagsiden er denne nærmest lak-agtig, hvilket giver et rigtig flot look.

Så langt så godt. Problemet opstår først, når man ser på størrelsen. Modellen er nemlig både stor og tung. Den er 103,8 millimeter lang og vejer 130 gram. I starten tænkte jeg, at det nok bare var mig, der var for godt vant, men når jeg på universitetet og blandt venner har hevet mobilen frem fra tasken, er jeg konsekvent blevet mødt med kommentarer som: ”Hold da op hvor er den stor” eller ”hvad er det for en kæmpe telefon, den der?”. Èn, som har prøvet at holde telefonen i hånden, har endda efterfølgende omtalt telefonen som den ”moderniserede murbrokker”.

Nokia er ude med en musikmobil, som kan blæse enhver omkuld med sin gode og kraftige lyd. Desværre kan designet ikke følge med funktionssiden – det er ganske enkelt alt for stort og klodset.
Nokia er ude med en musikmobil, som kan blæse enhver omkuld med sin gode og kraftige lyd. Desværre kan designet ikke følge med funktionssiden – det er ganske enkelt alt for stort og klodset.

Brugervenligheden er Nokia

En del af begrundelsen for det klodsede design er den interessante og nyskabende vride-detalje, som Nokia har fundet på. Det forholder sig nemlig sådan, at den nederste del af mobiltelefonen kan vrides 180 grader.

Hvis man vrider den en kvart omgang, aktiveres kameraet med to megapixel, og vrider man en halv omgang, transformeres telefonen straks til en musikafspiller, hvor man blot skal trykke på ”play” for at lytte til sine yndlingssange.

Min første tanke med denne nye vride-funktion var, at den sikkert var skrøbelig og at man derfor skulle passe på, at den ikke gik i stykker. Efter at have prøvet telefonen over en længere periode må jeg dog konstatere, at det slet ikke er tilfældet. Telefonen er lavet til, at vride-funktionen benyttes ofte, og det er tydeligt at mærke, når man holder telefonen i hånden, at kvaliteten er i top.

Desuden skal Nokia have ros for, at vride-funktionen er super nem at betjene – noget som er gennemgående for telefonen. Menuen er Nokia – og derfor siger det sig selv, at den er tip top i orden og let at bruge.

Jeg er også ganske imponeret over tasterne. De er små og fine og sidder tæt på hinanden. Derfor er det overraskende, at de alligevel er ganske nemme at ramme. Samtidig er trykpunktet i orden, hvilket gør det nemt at skrive hurtigt på tasterne, og det er en fordel, hvis man er med på SMS bølgen.

Hvis man absolut skal udsætte noget på brugervenligheden, må det være reaktionstiden, som er en smule langsom, hvilket er gennemgående for Nokia-modeller med platformen Symbian. Dette kan være en smule irriterende, når man har travlt i hverdagen, men det er, efter min overbevisning, absolut noget, man kan vænne sig til.

Funktionerne i top

Det kan godt være, at Nokia 3250 har svært ved at følge med, når det handler om et nutidigt og fedt design. Her kan modellen langt fra leve op til musikmobilerne fra de andre producenter på markedet. Til gengæld kan modellen bedre følge med på funktionssiden.

Nokia 3250 har et to megapixel kamera med 4 x digital zoom, som automatisk kommer til syne, når man vrider telefonen en kvart omgang. Billederne, man tager, kan gemmes i telefonen og uploades til en personlig blog via lifeblog. Det samme gør sig gældende med videoklip, som modellen også kan klare.

Hukommelsen i Nokia 3250 han udvides til 1 GB. Det er kun halvdelen af, hvad eksempelvis walkman-modellerne fra Sony Ericsson kan klare, men det skulle alligevel levne plads nok til de fleste. Med 1 GB skulle der kunne gemmes omkring 750 sange på telefonen.

Musikken på den integrerede Mp3-afspiller kan nydes fra de medfølgende hovedtelefoner. Men det er også muligt at bruge dine egne høretelefoner til modellen. Det er en fordel, hvis man, ligesom mig, har et par, som man er rigtig glad for.

Afspilningslister og billeder, som man har liggende i telefonen, kan deles med vennerne via bluetooth, MMS eller e-mail.

Yndlingssangene kan downloades eller overføres fra indkøbte cd’er fra computeren med Nokia Audio Manager, Windows Media Player eller anden PC software.

Bliver man træt af at lytte til de sange, man selv har overført til telefonen, kan man skifte til radio. Telefonen understøtter også visuel radio, som endnu ikke har fået sit gennembrud i Danmark.

Nokia 3250 har EDGE, som sikrer hurtig download. Denne teknologi kan man få glæde af, hvis man er kunde hos Telia, som, i skrivende stund, er den eneste udbyder af EDGE i Danmark.

Hvis man vrider den en kvart omgang, aktiveres kameraet med to megapixel, og vrider man en halv omgang, transformeres telefonen straks til en musikafspiller, hvor man blot skal trykke på ”play” for at lytte til sine yndlingssange.
Hvis man vrider den en kvart omgang, aktiveres kameraet med to megapixel, og vrider man en halv omgang, transformeres telefonen straks til en musikafspiller, hvor man blot skal trykke på ”play” for at lytte til sine yndlingssange.

Konklusion

Nokia 3250 er en rigtig lækker telefon, som indeholder alt hvad hjertet begærer af funktioner. Musikafspiller, EDGE og to megapixel kamera er blandt de vigtigste kendetegn.

Modellens såkaldte vridefunktion er et rigtig smart påfund fra Nokia. En kvart omgang giver adgang til to megapixel kameraet, mens et vrid en halv omgang aktiverer musikafspilleren.

Eneste store minus ved modellen er designet, som ikke lever op til forventningerne om en smart musikmobil anno 2006. 3250 er ganske enkelt alt for stor og tung. Udfordringen for Nokia i fremtiden må derfor være at fokusere på størrelsen og vægten, som bør reduceres betydeligt.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies