Nokia 3600 Slide (produkttest)

Nokia 3600 Slide er en forholdsvis billig telefon med alle de gængse funktioner.

Nokia 3600 Slide (produkttest)

Vi har tidligere testet Nokia 6600 Slide, og givet den fem velfortjente stjerner ud af seks. Nu er turen kommet til lillebroderen Nokia 3600 Slide.

Mid-range markedet bliver større og større, og der kastes om sig med megapixels og mutimedia. Nokia 3600 Slide blander sig inde imellem alle de andre mid-range telefoner, og skal blandt andet profileres på pris, kamera og lækker skærm.

Prisen ligger cirka 5-600 kroner under storebroderen, og man kan som bekendt ikke få både i pose og sæk. Du skal altså gå på kompromis med nogle funktioner, hvis du ikke vil betale hvad 6600 Slide koster.

Design

Jeg har ikke selv haft Nokia 6600 Slide i hånden, men til gengæld havde jeg fornøjelsen af, at teste Nokia 6600 Fold. Baseret på den model, er det tydeligt, at der her er tale om en billigere enhed. Jeg syntes ikke at materialerne føles helt så lækre, hvilket også er i orden, idet telefonen jo er billigere.

Dog vil jeg skynde mig at sige, at jeg ikke mener det gør så meget. Nokia 3600 Slide har en blank overflade udenom skærmen og lidt mere matte taster. Bagsiden er sort med en lille metalplade, som indeholder kameraet og et Nokia logo. Hvis jeg ikke havde haft Nokia 6600 Fold i hånden for nogle uger siden, havde jeg ikke tænkt så meget over det.

Nokia 3600 Slide er med en tykkelse på blot 14,5 millimeter bestemt en lille og handy mobil, dog undrer det mig lidt, at dimensionerne på alle leder og kanter er større end på Nokias 6600 Slide. Heldigvis er den en lille smule lettere, og kravler lige netop ned under den magiske 100 grams-grænse.

Betjening

Slide-mekanismen virker bundsolid, og jeg havde absolut ingen problemer med den i testperioden. Tasterne på slideren under skærmen, fungerer helt perfekt. Der er to funktionstaster, en besvar -og læg på-knap, samt en fem-vejs navigationstast. Alle knapperne reagerer hurtigt, og de er store nok til de fleste brugere.

Tastaturet er en anden sag. Tasterne er sådan set store nok, men de reagerer ikke altid, som de skal. Selv ved langsom tastning reagerede tastaturet ikke hurtigt nok på mine valg. Et stykke henad vejen er det nok et tilvænningsspørgsmål, men under alle omstændigheder var det et mindre irritationsmoment hos mig.

På siden af telefonen sidder en knap til at styre volumen, samt en knap til kameraet. Kameraknappen virker ganske enkelt billig. Materialet er plast, som det kan forventes, men den har en meget irriterende klik lyd, når der trykkes på den.

Skærmen vil jeg ikke knytte så mange ord til. Den er to tommer stor, altså en smule mindre end i Nokia 6600 Slide. Når fokus nu ligger på kamera og billeder, så burde Nokia måske have smidt samme type skærm i denne model. Men farvegengivelsen og skarpheden er i hvert fald helt iorden.

Underholdning

På trods af at telefonen ikke koster alverdens, er der masser af underholdningsmuligheder. Med i pakken ligger et hukommelseskort på 512mb, og telefonen indeholder en musikafspiller samt radio.

De medfølgende høretelefoner er udmærkede. Der er ingen fjernbetjening på headsettet, men det kan man næsten heller ikke forvente, når prisen på telefonen ikke er højere.

Heldigvis har man placeret stikket til headsettet i toppen af telefonen, og ikke i siden. Det betyder at enheden nemt kan tages op af lommen uden, at stikket hænger fast i f.eks. jakkeforet.

Kameraet er på 3,2 megapixel med både blitz og autofokus. Det er et ganske udmærket kamera for en basic  telefon.

Til de spilleglade medfølger seks spil (Backgammon, City Bloxx, Golf Tour, Music Guess, Snake III og Soduku).

Endvidere kommer Nokia 3600 Slide præinstalleret med Nokia Maps. Det kan selvfølgelig benyttes uden en GPS-enhed, så du kan finde adresser og planlægge ruter.

Konklusion

Nokia 3600 Slide kan fås for cirka 1.300 kroner uden abonnement. Det er bestemt en fornuftig pris for denne telefon.

Der er ingen umiddelbar wow-effekt, men du får en lækker og stabil telefon med alle gængse funktioner, der forventes af en telefon i dette segment.

Jeg vil give den 4 ud af 6 stjerner. Der var et par irritationsmomenter, som gør at den ikke få højere karakter, men til gengæld er den stabil, nem at finde ud af og gennemgående ganske fornuftig.