Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Nokia 6600 Fold (produkttest)

Nokia 6600 Fold (produkttest)

Nokia 6600 Fold er en lille, lækker mobiltelefon med nogle opsigtvækkende funktioner. Fronten klapper automatisk op, og med et par hurtige berøringer på fronten, toner uret frem.

Den skarpe læser har allerede nu gættet, at der er tale om en klaptelefon. Nokia 6600 Fold er en udpræget designtelefon; der er altså lagt mere vægt på udseendet end de tekniske specifikationer.

Det er der selvfølgelig ingen skam i. Der er masser af forbrugere der ikke behøver et fem-megapixel kamera, men i stedet vil have en lille, fiks og flot telefon. De kan med rette læse videre, og overveje om Nokia 6600 Fold skal være deres nye mobiltelefon.

Design

Der er absolut ingen tvivl om at der er lagt utrolig meget vægt på, at lave en telefon som ser pokkers godt ud, og ikke fylder særlig meget. Vægten er på kun 110 gram og tykkelsen er lige under 16 millimeter i lukket tilstand.

Telefonen kan ligge i de fleste jakke- og bukselommer uden at være til gene. Dog skal man måske lige prøve at have telefonen i lommen, hvis man går i bukser som skal tages på med skohorn.

Jeg havde den sorte model til test, hvor fronten er glat og med en flot farveovergang til sølv nederst på klappen. Det ydre display er, som det er set på mange af nokias nyere modeller, gemt væk indtil det aktiveres. Vanen tro, kan man på det ydre display, få informationer om mistede opkald, modtagne beskeder, samt klokkeslættet.

Bagsiden er ligeledes sort, dog er der sat en lille sølvfarvet metalplade ind, for at bryde med det sorte. I mine øjne ser telefonen rigtig godt ud, ingen kan føle sig skræmte over udseendet og så ser den utrolig stilfuld ud.

Med i pakken findes også en lille taske til, at opbevare telefonen i. Mest af alt ligner det et brille etui, et af dem som man klemmer i toppen for at åbne, og så fisker brillerne op. Det er som sådan fint nok, at man får den med, dog syntes jeg at telefonen er meget svær at fiske op af tasken

Betjening

Nokia 6600 Fold indeholder en automatisk åbnemekaniske. Den sidste telefon jeg kan huske med denne feature, var en Samsung-model med en lille motor som åbnede klappen. Det blev aldrig en success, da det gik alt alt for langsom at få klappen op.

Nokias valg af åbnemekanisme er ikke helt så avanceret, men fungerer dog væsentligt bedre. En lille magnet holder klappen på plads når telefonen er lukket, når der trykkes på knappen i siden, løsnes klappen og springer op. Ideen er god, og det fungerer faktisk rigig godt.

Telefonen kan sagtens betjenes med én hånd, dog oplevede jeg enkelte gange at mine fingre klemte for hårdt om telefonen så klappen ikke løsnede sig. I sådanne tilfælde skal klappen åbnes manualt.

En anden ting der sprang mig i øjnene var, at der ikke fandtes andre knapper på telefonens ydr, end den, der benyttes til at lukke telefonen op. Som udgangspunkt havde jeg ingen ide om hvordan man aktiverede det ydre display så man kunne se klokkeslættet og så videre. Efter et par dages uvidenhed, besluttede jeg mig for at gøre noget som jeg ellers sjældent har brug for - at se i manualen.

Det viser sig midlertid at man blot skal trykke to gange på klappen for at aktivere det ydre display. Det er en lidt uortodoks metode må jeg indrømme, men det fungerer fantastisk, og det kan også benytte til at sætte alarmen i snooze tilstand, og lægge på hvis du ikke gider acceptere et opkald.

Knapperne inde i telefonen er fine, de reagerer hurtigt og har en glimrende størrelse. Jeg har dog modtaget en enkelt kommetar om at de skulle være for små. Det mener jeg dog ikke personligt man kan klandre dem for, men det er jo som regel en vurderingssag for den enkelte.

Styresystemet vil jeg ikke rigtig knytte nogle kommentarer til. Hvis du har haft en Nokia-telefon før, så vil du føle dig ganske hjemme her.

Underholdning

Jeg har allerede nævnt at enheden indeholder et kamera, men jeg mangler at nævne at det blot er på to megapixel. Der sidder en blitz ved siden af linsen, som hjælper med at tage billeder selv under dårlige lysforhold. Kameraet er ikke noget at prale med, men det virker og det er fint nok.

Hvad angår musikafspilningen, så er det gennemgående positivt. De medfølgende høretelefoner har en ganske fin lyd, og der medfølger en fjernbetjening på ledningen så musikken kan styres uden at telefonen skal hives frem. Med i pakken finder man et hukommelseskort på 512mb, så der er fint med plads til musik i starten.

Desværre oplevede jeg lidt knas med FM-radioen, to gange oplevede jeg at radioen stoppede fordi den troede at høretelefonerne ikke var isat. Der skulle en genstart af telefonen til før, at enheden "fandt" høretelefonerne igen.

Til de spilleglade, ligger der syv spil på telefonen fra starten af (Backgammon, Golf Tour, Highroller Casino, Poppin Panda, Rally 3D, Snake III og Soduku).

Endvidere understøtter 6600 Fold 3G, og muligheden for videoopkald foreligger også med det interne VGA kamera.

Konklusion

Generelt har mine oplevelser med Nokia 6600 Fold været rigtig positive. Udseendet er helt i top, brugervenligheden ligeså. Der har været lidt knas med radioen og ledningen til headsettet er utrolig lang og rimelig irriterende i længden. Den medfølgende fjernbetjening er forholdsvis tung, og hvis man lader den hænge frit, er der stor sandsynlighed for at den hiver det ene øreprop ud af øret. Altså skal man faktisk sætte den fast i tøjet. Det kunne de godt have tænkt lidt mere over.

Jeg vil smide 5 ud af 6 stjerner efter Nokia 6600 Fold.

Den koster omkring 2.200 kroner uden abonnement, men så får man en lækker lille enhed med alle de gængse funktioner som en telefon skal have nu om dage. Specielt den automatiske klap og tryk-funktionen på fronten er sjove at lege med, og kan godt give et par ekstra blikke.


Nokia 6600 fold - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies