Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Nokia 6680: En ny klassiker fra Nokia er født (produkttest)

Nokia 6680: En ny klassiker fra Nokia er født (produkttest)

Velkommen til en ny produkttest på Mobilsiden.dk. Denne gang har vi testet den enestående Nokia 6680, som netop har fundet vej til de danske butikker.

Nokia 6680
Nokia 6680

Design
Her har vi en mobiltelefon, som på alle måder er stilet og lækker – og designet er absolut ikke en undtagelse. Ved første øjekast minder 3G-mobilen med sine rundede former lidt om 6600. Men hvor jeg vil karakterisere 6600 som en street-mobil, er 6680 meget mere klassisk i sit udtryk. Jeg kunne lige forestille mig at hive mobilen frem i mødelokalet eller at have den liggende på chefbordet.

Selvom mobilen med sine 108,4 x 55,2 mm ikke hører til de mindste og smalleste på markedet, er 6680 udelukkende en positiv oplevelse. Det skyldes blandt andet det rundede og lidt flade design, som giver mobilen et kompakt og lækkert look.

Under den store, flotte skærm, som er indrammet af en grå ramme og en meget tynd stålstribe har vi tastaturet. Knapperne er gennemsigtige/lysegrå og matcher rammen omkring skærmen.
Den fede detalje ligger i de yderste knapper - henholdsvis ”Ring op”, ”læg på”, ”menu” og ”c”, som er anderledes end resten af tastaturet. Disse knapper har nemlig det samme stållook som den tynde stribe om skærmen.

Denne beskrivelse er med til at understrege det karakteristiske ved designet på 6680 – det er lækkert, sofistikeret og frem for alt gennemført.

Brugervenlighed
I lighed med 6600 er 6680 udstyret med Symbian styresystem. Det er ganske enkelt at betjene – lidt i lighed med word på computeren.

Som sædvanligt er der ikke en finger at sætte på Nokias menustruktur – det er nemt at navigere og finde det man skal bruge. For mig er det en vigtig faktor. For hvad nytter det at have en mobiltelefon sprængfyldt med funktionaliteter, hvis jeg alligevel ikke kan finde og bruge dem?

Tasterne er også upåklagelige. De er lidt små, men en lille forhøjning gør dem nemme at ramme.

Prikken over i’et er kalenderfunktionen, som jeg er helt vild med. På mange mobiltelefoner er man i et dilemma, når man skriver noget i kalenderen. Hvis man ikke vil have mobiltelefonen til at bippe for at give en reminder, er risikoen for at glemme at tjekke sin kalender rimelig stor. Men det er heller ikke altid den perfekte løsning at slå alarmen til. Det er ikke sikkert, det falder i god jord hos lægen eller tandlægen, hvis du skal ligge og rode efter din mobil for at stoppe alarmen.

Med 6680 er det anderledes. Når du skriver en kalenderbesked kan du stadig vælge om du vil slå alarmen fra eller til. Uanset hvad du vælger, kommer alle dagens aftaler og remindere til at stå på fronten af skærmen. På den måde bliver du husket på dine aftaler hver gang du har mobiltelefonen fremme. Samtidig er det en god udnyttelse af skærmens overskydende plads.

Funktionaliteter
Hvis et godt kamera er et kriterium for dig, når du skal have ny mobiltelefon, er 6680 et godt valg – den har hele to af slagsen. Det ene er et VGA, mens det andet er et fedt 1,3 megapixel - kamera. De to kameraer giver mulighed for tovejssamtaler, hvor du kan se den du taler med i real-time.

Den ene kameralinse sidder i telefonens øverste højre hjørne, mens den anden bliver beskyttet af en slide-klap på bagsiden. Udover at tilføre noget til det gennemførte design er det et genialt påfund. For hvis du tænder dit kamera kan du skifte mellem at fotografere andre og dig selv ved at trække klappen ned og op.

Så muligheden for at tage billeder og optage videoklip er helt i top med 6680.
Og med udskrivningsløsningen Nokia ExpressPrint PictBridge kan du ved hjælp af den trådløse bluetooth teknologi tilmed udskrive dine billeder.

Desuden indeholder 6680 en smart e-mailadgang med automatisk download, når du vil sende billeder og få vist dokumenter.

Konklusion
Med 6680 er der kommet en mobiltelefon på markedet, som nemt kunne gå hen og blive en yndet klassiker. Der er et perfekt samspil mellem mobilens mange funktionaliteter og det super stilede design.

Telefonens størrelse kan altid diskuteres. Nogle (især kvinder) ville måske finde den lidt for stor, mens andre ville finde, at netop størrelsen (ligesom 6600) er en del af telefonens gennemførte udtryk.

For første gang har jeg testet en mobiltelefon uden men’er – og det har været en sand fornøjelse. Seks stjerner til en mobiltelefon i verdensklasse og et stort tillykke til Nokia.


billede3=icon-test picture=on3 picturetext= For første gang har jeg testet en mobiltelefon uden men’er – og det har været en sand fornøjelse. Seks stjerner til en mobiltelefon i verdensklasse picturefile=nokia6680prodtest cat=on catname=default comon=off

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies