Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Nokia 8600 Luna (produkttest)

Nokia 8600 Luna (produkttest)

Glas, aluminium og vægt understeger alvoren i Luna. Et fantastisk designprodukt og modemobil for dem, som ikke har brug for et teknisk avanceret produkt. Den er flot, men prisen skræmmer.

I mange år har det været vigtigt mobilerne var små i størrelse og vejede så lidt som muligt. Det lader nu til, det er ved og vende; Produktet må gerne fylde og veje lidt, hvis der er en god grund.

Luna er teknisk set et kedeligt produkt, men designmæssigt i topklasse. Fronten er i ægte glas og kabinettet er aluminium. Du mærker straks det er kvalitet i topklasse når du får produktet i hånden. Den ”legetøjs-agtige”-fornemmelse er total væk. Vægten på 140 gram er med til og understrege kvaliteten – ja faktisk en fordel.

Slideren er den bedste fra Nokia til dato. Den glider ubesværet op og med et lille smæld. Intet rasler eller giver sig.

Eneste ulempe ved designet er, at den er så flot, man hele tiden fristes til at tørre den af i blusen. Det er nemlig uden fedtfingre den er allerflottest.

Indholdet…

Styresystemet i 8600 Luna er Symbian S40. Det betyder menu-opbygningen er velkendt for de fleste. I forhold til Nokia 6288 er Luna’ens muligheder dog en smule mere skrabet. Men de basale muligheder som sms, internet browser, kontakter, kalender osv. er naturligvis til stede.

Kameraet er 2 megapixels – funktionelt uden at være prangende. FM-radio og musikafspiller (understøtter AAC, AAC+, eAAC+, MP3, MIDI, AMR og WMA) er der også blevet plads til.

Det medfølgende headset (HS-47) tilsluttes via en mikroUSB-Nokia AV-lydadapter. Stikket på headsettet er ikke samme type, der bruges som standard i hovedtelefoner, som det f.eks. ses på Sony Ericssons tilbehør. Nokia har valgt 2,5 mm stik, mens de fleste hovedtelefoner bruger 2,3 mm stik. Det betyder, du ikke kan tilslutte et almindeligt sæt hovedtelefoner uden yderligere en adapter (3,5 mm til 2,5 mm). I øvrigt træls af den store pose, at der ikke er headset-stik direkte på produktet. Derimod er der pluspoint for at mini-USB-stikket er monteret på siden og ikke i bunden af telefonen.

Hukommelsen er 128 MB intern, og den kan ikke udvides. Et stort minus i bogen.

Salgspakken indeholder blandt andet USB-kabel til computer, designrigtig strap, pudseklud og en lækker taske i tyndt læder.

Konklusion: Luna er til design-freaken

Det er helt naturligt Nokia 8600 Luna er teknisk kedelig. Målgruppen er dem, som skal have en Nokia-menu de kender, kombineret med design i ypperste klasse.

Prisen uden abonnement ligger aktuelt mellem 5 og 6.000 kroner, hvilket vidner om, at der gås efter de købestærke mobilbrugere.

Er den pengene værd? Både ja og nej. Vil du have noget kun få har – noget som er eksklusivt med stil, er Luna et godt bud - *hvis* du altså kun skal bruge basale funktioner. Luna er ikke en business-mobil eller en mobil for teknik-freaks.

Designet sparker bagdel, men små detaljer, som problemerne omkring headsettet, mangel på 3G og en lidt for skrabet menu og teknisk side trækker ned – især når prisen er så høj. Derfor 4 ud af 6 points.


Nokia 8600 Luna - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies