Nokia C6 – ualmindeligt ringe (mobiltest)

TEST: Nokia C6 er en skuffelse ud over alle grænser og kan ikke anbefales.

Nokia C6 – ualmindeligt ringe (mobiltest)

Jeg kan ikke skjule min irritation og skuffelse over Nokia C6. Det virker som om, at Nokia har ryddet op på komponentlageret og fejet gulvet for resterne efter N97. C6 er mobilbranchens svar på biksemad, lavet af gamle madvarer.

Lad os starte ved begyndelsen – sommeren 2009, hvor N97 kom på markedet. Det var en skuffende mobil, der ellers på papiret og ved præsentationen et halvår tidligere, fremstod som en funktionsspækket mobiltelefon med stort potentiale.

Nu er der gået mere end et år og her står vi så med C6. Samme vægt, næsten samme størrelse, 5 megapixels i begge kameraer osv. osv. Specifikationerne i forhold til N97 er næsten de samme.

Dog har C6 ingen indbygget hukommelse, 0.3 tommer mindre skærm og et batteri på 1200 mAh mod 1500 mAh i N97. Selvom designet af N97 ikke var det bedste, er det bestemt ikke blevet bedre i C6.

Derfor er udgangspunktet for mobilen, virkeligt ringe.

Er der noget godt ved C6?

Ja, naturligvis. Opkaldskvaliteten er for eksempel virkelig god, men selve opkaldsfunktionerne er bøvlede.

Det er også et kæmpe plus, at kontakter, mail og kalender kan synkroniseres via Microsoft Exchange og Google Apps, samt at der kan benyttes en stor mængde af gængse mailadresser som f.eks. Hotmail, Yahoo og Gmail.

Radio, musikafspiller og det faktum, at Ovi Kort – Nokias gratis navigationsprogram er inkluderet. Bruger du podcasts er Nokias applikation og samarbejdet med Podhead også værd at bemærke på positivlisten.

Batteritiden er virkelig fremragende, hvilket dog kan hænge sammen med, at man ikke orker at benytte mobilen ret længe af gangen.

Kameraet på fem megapixels tager billeder som går an, men kun så længe der er tale om oversigtsbilleder taget udenfor. Indebilleder er fyldt med en masse billedestøj.

Billeder taget med Nokia C6

Nokia C6

Trykskærm og tryktaster

Det fysiske tastatur, der kan slides ud af mobiles side, er i store træk af samme kvalitet som det, der findes i Nokia N900 – det vil sige, god kvalitet.

Men uanset det faktum, at det ER et godt tastatur, så er touchmobilerne det seneste år blevet meget meget bedre til at skrive beskeder på.

Personlig kan jeg skrive langt hurtigere på f.eks. Samsung Galaxy S eller HTC Desire. Netop derfor er tastaturet ikke en nødvendighed længere.

Touchskæmen på C6 er mere en “tryk”-skærm end “touch”-skærm. Det er nemlig en trykfølsom skærm – og i øvrigt en rigtig dårlig en af slagsen. Opløsningen og farverne er bestemt heller ikke noget, som opleves positivt.

Forsiden består i øvrigt af en række widgets, som er små og gnidrede – og netop det indtryk, går igennem i hele menusystemet. Symbian, som systemet hedder, er håbløst ringe – set i forhold til, hvad alternativerne er på markedet.

Nokia C6, OVI, apps

Ovi Marked – Nokias appstore

På Nokia C6 hedder program- og spilbutikken Ovi Marked. Udvalget af programmer og små spil er egentlig meget fint – men Nokias telefoner er ikke intuitive i forhold til brug af denne markedsplads.

Det er ganske simpelt ikke naturligt at benytte Ovi Marked og hvis man endelig har fået installeret et program, er det bagefter svært at finde på mobilen – specielt hvis ikke man ved, der skal ledes i MENU – PROGRAMMER – SCROLL NED TIL BUNDEN.

Ikke så underligt, at Nokia har vanskeligt ved at få en god markedsandel på salget af applikationer på mobilerne.

Konklusion: Har du en dårlig dag?

…nej! Men jeg vil ikke bruge mere tid på denne mobiltelefon. Nokia N97 var et fejlskud af dimensioner, hvilket Nokia tidligere selv har indrømmet. N97 mini var en smule bedre, men langt fra fantastisk.

Derfor kan jeg ikke nok udtrykke min skuffelse over, at Nokia alligevel byggere videre på noget, som er noget dokumenteret skrammel, der ikke lever op til tidens standard. Samtidigt kan vi lige bemærke, at Nokia C6 trods alt uden abonnement koster lige under 2.500 kroner.

For den pris kan du købe en HTC Wildfire eller Sony Ericsson Xperia X10 Mini Pro (som også har tastatur). Hvis du absolut vil have en Nokia med taster, koster Nokia N97 aktuelt omkring 2.800 kroner uden abonnement og så er der 32 GB indbygget hukommelse.

Heldigvis er modellen Nokia N8 på vej. Her har Nokia lovet at løfte sig selv ind i nutiden – det håber vi så på.

Nokia C6 får 1 ud af 6 stjerner. Det gives for en utilstrækkelig mobil der langt fra lever op til forventningerne og på ingen måde kan anbefales.