Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Nokia E5 - mobilen fra den gamle skole (mobiltest)

Nokia E5 - mobilen fra den gamle skole (mobiltest)

TEST: Erhvervsmobilen Nokia E5 slår på klassiske dyder, som i tidens smartphone-univers opleves som "old school". Men holder det stadig?

At have gået i "den gamle skole" er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det betyder måske bare, at lærdommen forvaltes på en anderledes måde, uden fancy powerpoints og interaktive tavler. Men hvem siger, at tavlekridt og blækregning ikke kan fungere?

Ja, det er altså sådan jeg har det med Nokia E5, som er et nedkog af de tidligere erhvervshits Nokia E71 og E72.

Det Blackberry-agtige design med komplet tastatur på fronten betyder, at man ikke er i tvivl om mobilens formål; Det er en kommunikator til mailoverblik og mobilsamtaler.

Svær opstart

At komme i gang med E5 tager lidt længere tid, end på så mange andre af tidens smartphones.

Godt nok er mange forskellige mailbokse, som blandt andet Hotmail og Gmail, tilgængelig som standard på mobilen. '

Desuden kan den forbinde til Microsoft Exchange servere og synkroniere kontakter og kalenderaftaler - men oplevelsen halter lidt.

Særligt sidstnævnte del gav store problemer, da vi i vores firma benytter Google Apps (professionel udgave af Gmail), der netop understøtter Exchange protokollen - men åbenbart taler Nokia og Google ikke så godt sammen på det punkt, og en søgning på nettet afslørede da også, at jeg ikke var den eneste, som bøvlede med en problemstilling på dette område.

Løsningen blev at sætte synkronisering af kontakter og kalender op via Exchange og lade mailen køre i telefonens standard Gmail opsætning. Det betød så desværre, at jeg gik glip af push-mail.

Det skal her bemærkes, at det er intet problem at køre Google Apps op mod Android, iPhone eller Microsoft-platforme. Så det er åbenbart et Nokia/Google issue.

Gode taster med æøå

Præcis som på E71 og E72 er tastaturet på fronten et herligt bekendtskab. De har præcis den rette hårdhed og æøå samt specialtegn er tilgængelige lige ved hånden.

Et stort plus er, at Nokia nu har grafiske smileys, hvilket jeg ikke tidligere har set på Nokias E og N-serie.

Jeg synes man opnår en rimelig okay skrivehastighed på tastaturet, men kommer du fra en touchmobil, skal en del indøvelse forventes. Når det er på plads, bliver det naturligt hurtigt at respondere på mails og beskeder, direkte fra mobilen.

Fremragende lydkvalitet

Nokia E5's evne til at kommunikere med oververdenen er perfekt, når det kommer til telefonsamtaler.

Lydkvaliteten i begge ender af et opkald er virkelig god - også bedre end på mange af de meget dyre touchbaserede smartphones.

Den indbyggede højtaler giver desuden en virkelig god og fyldig lyd ved opkald såvel som musik, og tilsluttes et godt headset kan man tilmed høre, at også på musikafspillerdelen følger lydkvaliteten ret godt med.

Ikke en internet-mobil

E5, eller E71 / E72, er ikke mobilerne du skal købe, hvis behovet er at gå meget på internettet fra mobilen, for der er IKKE tale om en internet-telefon.

Det er sagtens muligt at åbne hjemmesider men navigationen på dem er ikke let og intuitiv. Derfor er dette ikke noget, man benytter ret tit på sådan en mobiltelefon.

Nokia har preinstalleret en Facebook-applikation, som på overfladen virker rimelig okay. Jeg har dog ikke formået, at få den til at virke særligt overbevisende. Det gør derimod applikationen Snaptü, som kan hentes gratis i Ovi Market på mobilen.

Gratis GPS-navigation

Nokias navigationsprogram Ovi Maps til både bil- og gåruter medfølger gratis på E5. Selvom skærmen kun er 2,4 tommer, er navigations-muligheden helt fin på kortere ture. Her er det en kæmpe fordel, at man altid har den med i lommen.

I forhold til en rigtig navigationsenhed fra f.eks. Tomtom, synes jeg ikke, at Ovi Maps er helt med. Men når det tages i betragtning, at der er tale om en mulighed, der gratis følger med, er det bestemt godkendt, og i hvert fald lige så godt som Google Maps Navigation.

Nokia har i øvrigt den fordel, at kortmaterialet kan placeres på hukommelseskortet og ikke nødvendigvis skal downloades "on the fly" via dataforbindelsen. Dette gør, at man også kan bruge funktionen i udlandet.

Små irriterede detaljer

Som nævnt fik jeg aldrig 100 % hul igennem på Nokias Facebook-app, og det er ikke det eneste, der hænger på E5.

Ovi Marked, Nokias applikationsbutik har ikke nær det udbud, der kendes fra konkurrerende platforme, og en række af de programmer, der virker på mobiler som Nokia N97, kan ikke hentes på E5 fordi skærmstørrelsen er mindre.

I starten af testperioden havde jeg Windows Live Messenger og Google Talk i Nokias Chat-applikation, og jeg syntes egentlig det virkede okay. Men ud af det blå, forsvandt disse fra applikationen og tilbage var blot "Ovi Chat" som vi jo ved, at ALLE bare bruger... Hvorfor nu det, spørger jeg bare?

Billeder taget med Nokia E5

Skal jeg købe Nokia E5?

I Nokia E5 får du hverken en kameramobil, selvom billederne fra det fem megapixels kamera er rimelige, eller en musikmobil, selvom den egentlig spiller okay. Og det er bestemt heller ikke en internettelefon.

Derimod er det en overraskende god mobiltelefon til telefonsamtaler og mailoverblik. Det er ikke nødvendigvis verdens bedste telefon til at læse store mails på, men overblikket fejler ikke noget. Og som nævnt tidligere i testen, er lydkvaliteten på telefondelen virkelig god.

Nokia E5 ligger prismæssigt mellem 1.700 og 2.000 kroner uden abonnement, hvilket faktisk er en god pris. Men! Lige nu kan storebrødrene Nokia E71 og E72 købes for mellem 1.700 og 2.500 kroner - og disse er jo "de rigtige" modeller - E5 er kun et spinoff af disse.

Da først E5 var sat op, har jeg egentlig været glad for den, men set i forhold til, at der prismæssigt ikke er så langt op til E71 og E72, kan jeg ikke svinge mig op på mere end tre ud af seks stjerner.

Det er karakteren vi giver for en jævn mobil, der præsterer under middel - og hvor prisen halter lidt. Og det skal som sagt ses i forhold til, at der kan fås endnu bedre produkter for en lille smule mere.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies