Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Nokia E75 (produkttest) - mails på job

Nokia E75 (produkttest) - mails på job

E-mail mobilen Nokia E75 gør sit arbejde godt, men er ikke en perfekt business mobil.

Denne mobil ligger kvalitetsmæssigt i den høje ende. 141 gram og aluminiumsbagside giver straks oplevelsen af "gods" og følelsen af kvalitet. Mobilen er langt fra Nokias "plastic-fantastic"-stil som ses på en række modeller uden for E-serien.

E er Nokias erhvervs/business kategori.

Tastatur og taster

Slideren som skyder tastaturet ud af venstre side, er konstrueret fremragende. Med et "smæld" åbner og lukker tastaturet, og intet vipper eller rasler. Vores testmodel er dog gradvist blevet løsere, og i udklappet tilstand er der opstået en smule slør. Spørgsmålet er, om dette bliver værre, som tiden går.

Selve tasterne på QWERTY-tastaturet har en fin klikrespons. Med lidt øvelse rammes de forholdvist præcist - men da tasterne ligger helt plant uden forhøjninger, er det svært at mærke forskel på de enkelte. Det betyder, at man hele tiden skal have fokus på tasterne, når der skrives beskeder eller mails.

Som dagene er gået, er jeg blevet mere og mere irriteret over tasterne. Specielt, at der ingen mellemrum er mellem bogstaverne, giver ofte frustration og nedsætter skrivehastigheden betydeligt.

Standard telefontasterne på fronten er bløde og yderst tætsiddende. Derfor skal man øve sig, for ikke at ramme forkert, når der ringes op. Faktisk kræver det, at man bruger kanten eller spidsen af fingeren.

Genvejstasterne kalender, menu, mail og tilbage sidder desuden tæt på både rørtasterne og menuknappen og fejltryk er uundgålige. Med andre ord, langt fra et optimalt tastatur.

Nokia skal dog have ros for genvejen til bluetooth on/off på stjernetasten.

Vurdering: Tre ud af seks stjerner.

Menu og programmer

I forhold til tidligere modeller i E-serien har grafikken i menuen fået et ansigtsløft og reaktionstiden opleves kvik.

E75 er fra leveringen fyldt til randen med alverdens programmer. Ser vi bort fra standardting som kalender, kontakter, sms osv., vil du finde Quickoffice (skriv og læs dokumenter), noter, konverteringsprogram, zip-udpakker, musikafspiller, podcasting, radio, optager og mange andre.

En ordbog med mulighed for at hente f.eks. dansk/engelsk eller tysk/dansk er en kærkommen feature, som nok specielt vil glæde på rejser. E75 har også adgang til spilplatformen N-Gage.

Hvis ikke programmerne matcher dine behov, kan der hentes flere direkte fra mobilen. Blandt andet Windows Live Messenger.

Hele menu og programdelen er udført "the Nokia-way"; Velfungerende men også en smule kedeligt. Men okay - det vigtigste er jo også, at det fungerer.

Vurdering: Seks ud af seks stjerner.

E-mail er argumentet!

Ved opstarten afkræver Nokia E75 nogle enkelte mailoplysninger hvorefter mailboksen er sat op. Enkelt for alle og intet bøvl med mærkelige serveradresser. Den understøtter også adgang til Microsoft Exchange.

Mailindbakken er Nokias nye system "Nokia Messaging" som giver en mere "rigtig" mailoplevelse - inklusive html-emails.

Når nye mails ankommer, angives dette automatisk på mobilens startskærm. Det er muligt både at besvare og videresende mails direkte fra mobilen. Altså rigtig push-mail.

Startskærmen viser også, hvor mange ulæste mails indbakken indeholder. Og ved at placere markøren på linien, viser et popup vindue de seneste mailoverskrifter.

Ud for en mail, giver "højre-pil" hurtig adgang til "svar", "videresend" m.f. Samme type genvej findes i kontakter, hvor man ud for en kontakt direkte kan vælge opkald, sms, mail og mødeindkaldelse.

Kalender-delen har godt overblik med forskellige visningsmuligheder, der kan vælges efter behov.

Samlet er mailoplevelsen med Noka Messaging på Nokia E75 blandt markedets bedste.

Vurdering: Seks ud af seks stjerner.

Internet adgang

I forhold til andre mobilproducenter, har Nokia ikke noget specielt fokus på internetbrowseren i deres mobiltelefoner. Det betyder, at rigtige hjemmesider gør sig virkeligt dårligt. Der er alt for megen scollen fra side til side og tunge sider tager pænt lang tid at åbne.

Når man tænker på, hvor gode internetoplevelser mobiler fra konkurrenterne kan give, er dette simpelthen ikke godt nok, når man er verdens største mobilproducent.

Det er også interessant, at Nokia på deres nyeste modeller, som standard altid tilslutter til internettet via mobilnetværket - også selvom mobilen har indbygget trådløst netværk. Brugeren skal altså vide, hvor i systemet dette ændres.

Vurdering: Én ud af seks stjerner.

Andre funktioner

Nokia E75 har standard 3,5 mm jackstik-tilslutning i toppen, men det medfølgende headset er lidt trist. Med et ordenligt headset lyder både musikafspilleren og FM-radioen dog temmelig forrygende.

Kameraet på 3,2 megapixels (autofokus) kan hurtigt tage nogle snapshots men kvaliteten er ikke overvældende. Billederne er rimelige i små størrelser men der er langt op til kvaliteten der kendes fra kameramobilerne.

E75 har også indbygget gps-modtager og kommer med Nokia Maps 2.0. Alle kort er gratis, men navigation skal der betales ekstra for.

Mobilen har et relativt stort batteri og kommer uden problemer igennem en travl arbejdsdag. Hvis du er et aktivt menneske, skal du dog ikke forvente strøm til flere arbejdsdage.

Vurdering: Fire ud af seks stjerner.

Den samlede vurdering

Nokia E75 efterlader et positivt førstehåndsindtryk. Når den bruges til e-mail og business er den bestemt en arbejdshest, men ikke Nokias bedste produkt i business-serien.

Specielt fronttasterne og det fulde tastatur trækker ned i dagligt brug.

Skal du have e-mail og rigtige taster på jobbet, bør du i stedet se efter Nokia E71. Er det bare en stabil arbejdsmobil uden mailfokus du søger, anbefaler vi produktet E51.

Nokia E75 ender på fire ud af seks stjerner.


Nokia E75 - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies