Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Nokia N92 (produkttest)

Nokia N92 (produkttest)

Nokia havde udset sig N92, som den første mobiltelefon med DVB-H - mobil-tv. Telefonen nåede aldrig Danmark, men bruges nu af TDC og Viasat til at teste mobil-tv. Læs her hvorfor det var en god idé at aflyse N92...

Plastik, dårligt tastatur, intetsigende drejemekanisme og så lidt mere plastik. Nokia N92 nåede aldrig at komme på det danske marked, og det er slet ikke så skidt endda. Telefonen er mildest talt elendig.

Skærmen og DVB-H-modtageren er det eneste lyspunkt ved N92. Farveskærmen ligner ren High Definition, og er en af de bedste nogensinde. Sammen med understøttelsen af DVB-H, så er N92 ideel til mobil-tv. Men så heller ikke mere.

Man må gå ud fra, at N92 ville have været, at finde i den nye ende af mobilmarkedet. Men design og kvalitet stemmer overhovedet ikke ens med den fordom.

Hele N92 er lavet af plastic, som giver en horribel kvalitetsfølelse. Den føles lidt ligesom en gammel Actionman, men på den anden side giver en Actionman en bedre følelse af holdbarhed.

Drejemekanismen i skærmen skulle være et frisk pust til en kedelig mobil, men det var endnu en skuffelse. Ved brug af kameraet drejer man ikke skærmen ligesom N93, men omvendt. Skærmen drejer altså opad, og det får telefonen til at se endnu dummere ud.

Man skulle tro N92 også var lavet af plastik indvendigt, for skærmen (og alt andet) sidder løst, og man kunne godt blive nervøs for N92's tilstand efter en lang sommerferie.

Det næste negative punkt er tastaturet. Et helvede med knapper der har dobbeltfunktioner, som minder om et ondskabsfuldt ying og yang mareridt. Hvis ikke du havde fået nok af N92 efter skærmen, så driver tastaturet dig i hvert fald til vanvid.

Nokia N92 er glimrende til mobil-tv, men på alle andre punkter virker det mest af alt, som en aprilsnar. Funktioner kan N92 heller ikke prale af, da det er middelmådighed hele vejen igennem.

Mobilsiden.dk sender et tak til Nokia for at have droppet N92 på det danske marked. Ved den handling forhindrede den finske producent en mobilskandale.

Nej tak til N92. Hvis du på forhånd var lidt nysgerrig, så kan du godt slå tanken ud af hovedet igen. Dumpet og 03 til N92.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies