OSO Cyclo – forvandl mobilen til en cykelcomputer [TEST]

Anmeldelse: En enkel gadget giver din smartphone både livrem og sele på til dit næste cykeleventyr

OSO Cyclo – forvandl mobilen til en cykelcomputer [TEST]

Tour-feberen har ramt denne anmelder. Den store tur er slut, men den rituelle afstøvning af racercyklen og kropsnært spandex er igen på tapetet, uanset hvad vejrguderne disker op med.

Til at monitorere turene er cykelcomputeren en oplagt, men dyr, løsning. Derfor virker smartphonen som et glimrende alternativ: skærmen er jo stor og farverig, og så kan den rumme både kort, musik og GPS til at kortlægge dagens træningspas.

Men asfalten eller skovstien er ikke altid lige jævn, og hvis jeg skal slippe min dyrebare mobil ud af hænderne, vil jeg have vished om, at det første bump ikke katapulterer min mobil over asfalten.

Derfor vækker OSO Cyclo min interesse – den har, i modsætning til mange cykelbeslag, to sikkerhedsfeatures: den både klemmer fast og spænder fast.

Læs også: Cyklist? Her er tre apps der holder dig godt kørende [TIP]

OSO Cyclo cyclomount

Plast med elastik i

Selve monteringen er enkel og ligetil. Basen klappes om styret eller frempinden (op til 33mm) og giver en monteringsflade på et frit drejeligt kuglehoved.

Den strammes med den medfølgende umbraco-nøgle og efter omtrent 3 minutter er du klar til at montere mobiltelefonen.

Selve klammen understøtter alle mobilstørrelser, fra en iPhone 4 eller 5 og op til den øvre phablet-klasse som Googles Nexus 6 eller endda Sonys kolossale Xperia Z Ultra. Så længe din mobil ikke er mere end 95mm bred så kan den fæstnes.

Når du fæstner din telefon, skal du først justere de to klammer som holder om siderne på mobilen. På visse telefoner viser øvelsen sig ikke at være helt triviel da man skal undgå at klemme om volumen, power eller kamera-knapper. Men medmindre din mobil har knapper direkte på midten eller lidt syd for midten volder det dog sjældent kvaler.

Næste manøvre er at få elastikstroppen viklet omkring hvert hjørne på mobilen. Her fungerer det fint på langt de fleste mobiler, med undtagelse af Galaxy S6 Edge, hvor de buede kanter og skærmens væg-til-væg natur gør, at stropperne går ind over de kapacitive knapper.

Se også: Oxx Caramba: Lommelyd med bund i [TEST]

OSO Cyclo cyclomount

Ud at køre

Nu er mobilen iført klemme og silikonesele og er derfor klar til at indtage sin trone på styret.

Det tager kun et par sekunder at klemme smartphonen af og på, men designet gør, at det er en manøvre som kan udføres med en hånd. Du vil altså ikke skulle slippe styret, hvis det store regnskyl truer og mobilen skal pakkes væk i lommen.

Triller du ofte på skovstier eller gruset underlag, kan OSO cyclo dog godt drille. Her giver de ellers skridsikre silikoneremme til tider efter og mobilen ender med at kippe opad eller nedad. Heldigvis giver den aldrig helt slip på mobilen, så regulære drop behøver du ikke at frygte.

Læs også: Spar SmartBand og FitBit væk med en enkelt app [TIP]

Remmene og plastbagsiden har en anden uheldig bivirkning. Små grus eller sandkorn kan lejlighedsvis klemme sig ind mellem telefonen og den røde sele, hvilket resulterede i en ridse på mobilen. Det gør mig betænkelig ved overhovedet af anbefale OSO Cyclo, især hvis mobilen ikke er iført en form for cover.

Silikonespændet er derfor overvejende smart, men afslutningsvis bekymrer jeg mig lidt over hvordan det mon vil ældes. Efterlader du plast og silikone udendørs i den bagende sommersol plejer det jo typisk at krakelere.

OSO Cyclo cyclomount
Navigationsknapper på Samsungs Galaxy S6 Edge overdækkes af silikonestroppen.

Tvivlsom træningsmakker

Ser du bort fra de problemer som OSO Cyclo stødte ind i, er den et nyttigt supplement til racercyklen. Det er unægteligt praktisk at have et helt kontrolpanel lige under snuden, hvor både lokation, hastighed og tempo liveopdateres nøje. Prisen på lige under 200 kroner for OSO Cyclo er samtidig rimelig.

Alligevel kan jeg ikke fuldt ud anbefale det ellers så lovende design. Den består kun lige akkurat, fordi den trofast holder på mobilen, men det er desværre ikke uden slør eller skønhedsfejl.

OSO Cyclo må derfor nøjes med 3½ stjerne ud af 6.

Læs også: JBL Synchros Reflect BT – Sprød lyd og trådløs frihed [TEST]

Fordele:

  • Både klemmer og spænder mobilen til cyklen
  • Holder godt fast om mobilen
  • Rimelig pris

Ulemper:

  • Dækker over navigationsknapper på visse telefoner
  • Tipper over ved stød
  • Tvivlsom langtidsholdbarhed