Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Plantronics Voyager 5200 UC - perfekt til business [TEST]

Plantronics Voyager 5200 UC - perfekt til business [TEST]

Slip for varme ører og gør dagen på kontoret eller firmabilen enklere med Plantronics geniale Voyager 5200 UC headset.

Plantronics Voyager 5200 er som født til det mobile kontor
Plantronics Voyager 5200 er som født til det mobile kontor
Foto: Mobilsiden.dk

Hører du til dem der evigt er på farten eller involverer din arbejdsdag mange opkald, kan et velfungerende headset utvivlsomt gøre din hverdag enklere - og så bliver du fri for at have hånden op til øret.

Det er dog ikke alle headsets der er født lige, et længelevende batteri er et must, en effektiv støjreduktion er vigtig og pasformen er essentiel, da det ofte vil sidde på i op til en hel kontordag.

Et af de bedste af slagsen kommer fra headset-specialisterne Plantronics med deres business-orienterede Voyager 5200 headset. Mobilsiden.dk har haft fornøjelsen af at teste det.

Se også:  Jabra Pro 935 - Allround headsettet til kontoret [TEST]

Foto: plantronics

Plantronics Voyager 5200 specifikationer

Vægt: 20 gram
Taletid: op til 7 timer, 11 døgns standby.
Dock: yderlige 14 timers tale og 22 døgns standby.
Opladning: 1½ time, micro-USB
Mikrofoner: 4
Støjreduktion: WindSmart teknologi
Tilslutninger: Bluetooth, 2 enheder samtidigt, op til 8 enheder i alt
Pris: omkring 900 kroner
Øvrigt: Voyager 5200 er certificeret til brug sammen Skype for business, Microsoft Lync, men er også kompatibel med UC-software fra blandt andre Cisco, Avaya, Jabber, Nuance, Broadsoft, Unify og RingCentral.

Plantronics Voyager 5200 UC kommer med en smart kombineret dock/etui med indbygget batteri
Plantronics Voyager 5200 UC kommer med en smart kombineret dock/etui med indbygget batteri
Foto: Mobilsiden.dk

Stærk med glimrende pasform

Voyager 5200 er skabt med business-brugeren for øje, og det ses tydeligt på det sorte, enkle og robuste design.

Headsettet vejer i alt 20 gram og skal hvile ovenpå øreflippen i modsætning til direkte inde i øret. Det gør det mindre kompakt, men også langt mere behageligt i længden. Dette er et headset du kan bære en halv dag uden at ørerne bliver varmer eller at den på nogen måde ryger ud.

Konstruktionen er som udgangspunkt åben, hvilket gør at du kan høre hvad der foregår omkring dig, men et lille udvalg af ørestykker gør det muligt at vælge om Voyager skal slutte mere eller mindre tæt.

Voyager 5200 kan sluttes til både venstre eller højre øre, takket være et design hvor både mikrofonbom og øresnegl kan vendes 180 grader.

En Off/On slider samt volumenknapper på batteriet er nemme at betjene, når du har det på. Mikrofonbommen gemmer på to knapper: en til opkald samt en mute-knap der ved et langt tryk kan aktivere Siri eller Google Now.

Læs også:  Parrot Zik - trådløst headset med features (produkttest)

Plantronics Voyager 5200
Plantronics Voyager 5200
Foto: Mobilsiden.dk

Voyager 5200, 5220 og 5200 UC – hvad er forskellen?

Plantronics 5200 fås i to andre varianter som er identiske med 5200, men som kommer med brugbart ekstraudstyr.

Her er Voyager 5200 UC i mine øjne den mest interessante. For omkring hundrede kroner ekstra får du en bluetooth dongle til din laptop eller stationær samt en smart dock der kan oplade headsettet uanset om du er på kontoret eller på farten.

Docken kan også bijobbe som smart-etui, der oplader headsettet, mens det er pakket sammen. Det indbyggede batteri tredobler headsettets taletid fra 7 til 21 timer, mens standbytiden springer fra 11 til 33 døgn.

Voyager 5220 er tiltænkt bilister, med et styk Voyager 5200 headset samt en USB-adapter til cigartænderen.

Plantronics Voyager 5200 UC kommer med en smart kombineret dock/etui med indbygget batteri
Plantronics Voyager 5200 UC kommer med en smart kombineret dock/etui med indbygget batteri
Foto: Mobilsiden.dk

Enkel opsætning og brug

Parringen kan foregå via NFC, eller din mobils bluetooth-indstillinger. Selve opsætningen er ligetil og med den medfølgende Plantronics ’Hub’-app til både Mac, Windows, iOS og Android kan du styre præcis hvordan headsettet skal opføre sig i forbindelse med opkald, musikafspilning og stemmekontrol.

App’en er også behjælpelig hvis headsettet skulle have forputtet sig imellem sofapuderne, med sin ’Find mit headset’-funktion der får headsettet til at hyle, indtil det er fundet igen.

Det er også uhyre smart, at headsettet selv registrerer at det føres af eller til øret og derfor viderestiller telefonopkaldet.

Se også:  Plantronics BackBeat FIT - Skræddersyet til løbeturen [TEST]

Plantronics Voyager 5200
Plantronics Voyager 5200
Foto: Mobilsiden.dk

Formidabel støjreduktion og forbindelse

Når Voyager 5200 er i brug går talen altid klart igennem. Under hele testperioden har der ikke været knas med forbindelsen en eneste gang.

Motorstøj filtreres resolut fra, selv når der gasses op på motorvejen. Voyager imponerede samtidig ved at kunne tune radioens musik eller radioværtens snakken helt ud – din samtalepartner vil altså ikke have nogen anelse om, hvorvidt du sidder på kontoret eller blæser op og ned ad de nordjyske motorveje.

Headsettets rækkevidde imponerede også – jeg skulle stå over 30 meter væk fra telefonen, eller stå på den anden side af mobilsiden.dks villakontor før der begyndte at opstå lidt hakken.

Voyager 5200 er ikke skabt til musik, men kan bruges i snæver vending når et YouTube-klip skal afspilles. Lyden er forholdsvis bastung, med en lidt blodfattig gengivelse af især mellemtonerne.

Eneste lille men er driftstiden, som ikke helt lever op til de lovede 7 timer. Det blev mere til 5-6 timer, men det skyldes muligvis, at headset udelukkende er blevet brugt med HD-lyd. Heldigvis har UC-versionen en smart add-on der kan tredoble levetiden.

Læs også:  Beoplay H5: Prøv dem før du køber dem! [TEST]

Plantronics Voyager 5200
Plantronics Voyager 5200
Foto: Mobilsiden.dk

Perfekt til kontor- og trafikbrug

Det er noget af et stykke værktøj Plantronics har skabt med Voyager 5200. Den er ikke billig, men den brillerer også på alle de områder hvor et bluetooth headset skal præstere.

Den er solid, lyden er glimrende, støjreduktionen er fænomenal og ergonomien er i top.

Når batteriet samtidigt er stærkt nok til en dags brug og at man kan få ekstra glæde af sit headset med en smart-dock, kan jeg nærmest ikke forestille mig nogen situationer, hvor Voyager 5200 ikke vil være nogen pålidelig følgesvend.

Det udløser derfor en fortjent topkarakter: 5½ stjerner.

Fordele:

  • Let og stærk
  • Glimrende pasform
  • Formidabel støjreduktion
  • Smart dock (UC-model)

Ulemper:

  • Relativ høj pris
 

Plantronics Voyager 5200 UC test
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies