Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Produkttest af Motorola SLVR: Mændenes foretrukne

Produkttest af Motorola SLVR: Mændenes foretrukne

Mobilsiden.dk har testet ultra tynde Motorola SLVR, som er en bar version af salgssuccesen RAZR. Designperlen har en brugervenlig menu og gode taster. Til gengæld er indholdssiden mindre interessant.

Med en tykkelse på kun 11,5 millimeter ligner Motorola SLVR flagskibet RAZR V3. Forskellen ligger i, at RAZR er en klaptelefon, mens SLVR er en såkaldt bar mobil.
Med en tykkelse på kun 11,5 millimeter ligner Motorola SLVR flagskibet RAZR V3. Forskellen ligger i, at RAZR er en klaptelefon, mens SLVR er en såkaldt bar mobil.

Motorola har en stor force, når de skal udvikle nye mobildesigns. Brugerne er faldet pladask for RAZR V3, så hvis producenten udvikler noget, der ligner den, går de ikke helt galt i byen.

Design

Og det er lige netop hvad Motorola har gjort med den nye model SLVR, som til forveksling ligner flagskibet RAZR. Men hvor RAZR V3 er en klaptelefon, er SLVR en såkaldt bar mobil.

Det første jeg ligger mærke til, da jeg tager SLVR op ad æsken, er det ultra tynde look på kun 11,5 millimeter. Mobiltelefonen er ikke specielt lille, så det er det usandsynligt tynde udtryk, der gør mobilen fiks.

Ligesom RAZR er SLVR udstyret med rigtig flotte taster, som nærmest skinner på overfladen. Tasterne tilfører derfor noget stilfuldt, specielt og klassisk til det i forvejen meget enkle og smukke design.

Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke fuldstændig betaget af SLVR. Det undrer mig egentlig lidt, eftersom jeg er en stor RAZR fan. Men det er som om, at SLVR, til trods for det tynde look, virker en smule større end RAZR, hvilket jeg ikke finder så tiltalende. For hvordan skal jeg så få plads til telefonen i min i forvejen ret så proppede håndtaske?

Til gengæld er jeg sikker på, at SLVR bliver et kæmpe hit hos mændene. For at bekræfte denne påstand kan jeg fortælle, at min egen kæreste inklusiv flere af hans venner har været ved at falde bagover på stolen af ren begejstring. De var mildest talt vilde med modellen, som de mente designmæssigt sagtens kunne konkurrere med RAZR.

Da jeg spurgte fyrene, om de ikke syntes telefonen var en anelse for stor, kiggede de forundrede på mig og henviste til det tynde look. Samtidig sagde de, at SLVR var en telefon lige efter deres smag, fordi de godt kan lidt, at man trods alt kan mærke, at man har noget i hånden. Så konklusionen må være, at piger ikke kan få det småt nok, mens mænd godt vil have en mobil, som fylder lidt men stadig er fiks - præcis ligesom SLVR.

Og lur mig om ikke også mændene er blevet en smule forblændet af den helt igennem lækre 176 x 220 store TFT farveskærm, der pryder modellen.

Jeg er sikker på, at SLVR bliver et hit hos mændene. De mænd, jeg har talt med, kan nemlig godt lide, at en mobil ikke er alt for lille - man må godt kunne mærke, at man holder noget i hænderne.
Jeg er sikker på, at SLVR bliver et hit hos mændene. De mænd, jeg har talt med, kan nemlig godt lide, at en mobil ikke er alt for lille - man må godt kunne mærke, at man holder noget i hænderne.

Brugervenlighed

Menustrukturen på SLVR er identisk med den, der findes på RAZR, som er nem og overskuelig at finde rundt i. Det betyder meget, at producenterne vægter brugervenligheden højt, eftersom dagens mobiler er udstyret med mange forskellige funktioner. Heldigvis er det tydeligt, at brugervenligheden har haft en vægtning hos Motorola i udviklingen af SLVR.

Én ting, som jeg finder imponerende er, at tasterne er så gode at skrive på. Som nævnt under ”design” er tasterne utrolig smukke – man kan nærmest tale om, at de fungerer som en slags stilfuld pynt eller smykke på mobilen.

Men heldigvis har Motorola forstået, at det ikke kun er udseendet, der tæller. Tasterne er nemlig meget behagelige at skrive på, hvilket har en stor betydning, hvis man, som mig selv, smider en del SMS beskeder af sted hver dag.

Funktioner

Man skal anskaffe sig en SLVR, hvis man, ligesom min kæreste og andre, er faldet pladask for designet – ikke fordi man vil have sig en mobil med masser af funktioner. For det har modellen langt fra.

Det mest ophidsende SLVR kan tilbyde er et sølle VGA digital kamera og bluetooth, så man kan overføre sine billeder til vennerne. Men hvem pokker gider belemre andre mennesker med billeder taget i VGA kvalitet?

Og jeg som troede, at Motorola havde lært det. Jeg blev så glad, da jeg så, at producenten har opgraderet den klassiske RAZR V3 med et megapixel kamera som erstatning for det gamle VGA. Derfor er det mig helt ubegribeligt, at en lækker model som SLVR, der virkelig kan gå hen og blive et hit hos mændene, kun får et andenrangs kamera. Kan nogle forklare mig logikken i det?

Det skal dog nævnes i parentes, at kvaliteten af billederne taget med modellen ikke er så ringe endda. Det er dog ikke kameraet men den store, flotte farveskærm, der kan tage æren for det.

Konklusion

Endnu engang leverer Motorola en mobiltelefon, som topper designmæssigt. Telefonen er klassisk, sofistikeret og fræk på en og samme tid.

Her på Mobilsiden.dk spår vi SLVR til at blive det nye hit hos mændene. Telefonen er ikke den mindste i verden. Til gengæld gør tykkelsen på 11,5 millimeter mobilen fiks at se på.

Der er ikke et ondt ord at udsætte på brugervenligheden i SLVR. Menustrukturen er lige i øjet, og det samme er de flotte taster, som udover at være smukke, er rigtig gode at skrive på.

Eneste ”men” er indholdssiden, som ikke har meget at byde på. Udover bluetooth får man et digital VGA kamera, som ikke ligefrem er noget at råbe hurra for.

Det skal dog nævnes, at billederne taget med mobilen er ganske pæne. Det er dog ikke kameraet men den lækre farveskærm, som kan tage æren for det.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies