Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Produkttest af Nokia N70

Produkttest af Nokia N70

Til trods for enkelte svipsere er Nokia N70 en rigtig lækker multimedie-mobil med blandt andet to megapixel kamera og understøttelse af 3G.

Nokia N70 er medlem i den finske mobilgigants store multimedie satsning – N-serien, og det forpligter. Mobilen har et næsten identiske design med 6680, men udmærker sig med funktioner som blandt andet et to megapixel kamera og understøttelse af 3G.

Overklasseløget

Af udseende minder N70 meget om den populære 6680. Designet er meget stilfuldt og virker meget gennemført.

Når man sidder med mobilen i hånden får man indtrykket af en mobil, der oser af kvalitet. Det blå baggrundslys i tastaturet står meget fint til det skinnende stål-cover. Den store skærm og de afrundede hjørner giver en god balance til det rå stål-look.

Kameralinsen, som sidder på bagsiden, er beskyttet af en skydeklap. Det er dog et problem, at klappen let kan skydes væk. I let trav med mobilen i lommen kan man let få skudt nogle billeder af noget lommeuld, da kameraet aktiveres, når klappen slås ned.

Overordnet set er mobilen en rigtigt lækker sag. Ord som elegance, raffineret og et overklasseløg er karakteristisk for designet på N70.

Jeg kunne lige forestille mig at hive mobilen frem i mødelokalet og med tilfredshed observere folks sultne blikke på min N70.

Ikke blot en fesen opgradering

Det kan godt være, at N70 på design-delen virker som en lidt konservativ opgradering. Men hvad der ikke er sket på det designmæssige, skinner så til gengæld igennem på indholdssiden – her er der ikke blot tale om en fesen opgradering.

N70 har et to megapixel kamera, som tager virkelig gode billeder. Kvalitetsmæssigt ligger mobilen på højde med Sony Ericssons K750i.

Hvis du i stedet for at forevige moster Odas 60 års fødselsdag med billeder hellere vil optage festen, kan du med et let tryk skifte til videotilstand.

Den interne hukommelse på 30MB giver dig mulighed for at gemme både billeder og videooptagelser. Har du behov for mere plads, kan telefonens udvides. Der følger et hukommelseskort på 64MB med i prisen.

Jeg havde da også taget nogle virkelige fede billeder med N70, som jeg meget gerne ville lagt over på min computer.

Så jeg tog, frisk og frejdigt, den medfølgende CD-rom og installerede Nokia PC Suite software på computeren i den tro, at jeg kunne overføre billederne via det medfølgende USB-kabel.

Det tog mig en del forsøg inden jeg fik softwaren til at tale med mobilen. Men når det endelig virker er Nokia PC Suite et godt værktøj til overførelser af data.

N70 understøtter 3G, og TDC har annonceret, at netop denne mobil er med i deres satsning på 3G-området. Så med et 3G-abonnement har du blandt andet mulighed for hurtig dataoverførsel samt videotelefoni.

Desuden har N70 blandt andet Visual Radio, hvilket betyder, at brugere bliver fodret med informationer om blandt andet den kunstner man lytter til, mens musikken spiller, Bluetooth og EDGE.

Brugervenligheden halter

Menustrukturen i N70 er, som alle Nokia-modeller, ikke til at sætte en finger på. N70 har operativ systemet Symbian 8.1a, hvilket virker meget brugervenligt og intuitivt.

Den overskuelige menu vises på en TFT skærm på 176 x 208 pixel og kan vise op til 262.144 farver. Sagt på en anden måde: Det er virkelig en lækker skærm, hvor videooptagelser, billeder og videosamtaler kan nydes med største fornøjelse.

Ligesom hos 6680 har N70 en kalenderfunktion ude på startbilledet. Her står dine aftaler listet op, og du kan nemt overskue hele dagen.

Det er virkelig en funktion, jeg synes mangler på de fleste mobiltelefoner: I stedet for at tilbyde en masse, ikke altid lige heldige skærmbilleder, skulle mobilproducenterne hellere se på, hvad der ville være relevant at vise på skærmen. Og en kalenderfunktion som hos N70, er en god måde at bruge pladsen på.

Tasterne på N70 er som sådan meget lækre. De er let vælvende og har et godt trykpunkt. Men tastaturet er for lille. Mine venner sender nogle gange beskeder tilbage til mig, hvor de tilbyder mig en staveplade.

Et af de større problemer ved N70 er hastigheden. Jeg har oplevet, at fra man vælger at ville læse en besked til den reelt vises, går der omkring et sekund.

Et sekund lyder som sådan ikke af meget. Men får du, ligesom som jeg, en del beskeder i løbet af en dag, bliver man hurtig træt af at vente. Og så begynder man lige pludselig at regne på, hvor mange sekunder man spilder af sit liv – det er ikke lidt.

Det er med andre ord et stort irritationsmoment og i grunden for dårligt, at en så moderne og gennemført multimedie-mobil er så langsom.

Minder om et par stive cowboybukser

En anden ting jeg undrer mig over er, hvorfor det medfølgende headset skal være af så dårlig kvalitet. N70 er jo medlem af den eksklusive N-serie, som bryster sig af modeller af moderne multimedie enheder.

Og N70 er da også en lækker multimedie-mobil. Men headsettet lever ikke op til kvaliteten i selve mobilen.

For et stykke tid siden testede jeg Sony Ericsson W800i. Med denne telefon fulgte et rigtigt lækkert headset. Det gav en langt bedre oplevelse af at høre musik med et godt headset.

Headsettet som følger med N70 kan derimod beskrives som et par meget stive cowboybukser. De sidder ikke ordentligt, er ubehagelige at have på og meget stive.

Det kan vel ikke vælte budgettet hos Nokia, at sende nogle ordentlige headsets med – især ikke til deres multimedie-mobiler. Og vi vil jo så gerne nyde de lækre musikfunktioner, som N70 byder på.

Konklusion

Overordnet er N70 er lækker multimedie-mobil, som meget vel kan blive et stort hit blandt 3G-elskere.

Jeg synes dog, der er nogle enkelte problemområder, der gør, at mobilen ikke kan få topkarakterer. Det gælder blandt andet hastigheden på N70. Mobilen er simpelthen for langsom, hvilket i det lange løb kan blive et irritationsmoment.

Samtidig er det headset, der følger med mobilen, meget skuffende – jeg har valgte at sammenligne headsettet med et par stive cowboybukser. Den eneste forskel er, at cowboybukserne bliver rarere at have på med tiden. Og det er desværre ikke tilfældet med headsettet til N70.

Med en pris på omkring 3.600 kroner kunne Nokia godt have sendt et bedre headset med – især når vi taler om en multimedie-mobil i deres N-serie.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies