Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Produkttest af Sony Ericsson W550i: Fed og brugervenlig musikmobil

Produkttest af Sony Ericsson W550i: Fed og brugervenlig musikmobil

Sony Ericsson W550i er en super cool telefon, som giver ordet musikmobil en helt ny betydning. Lyden er udsøgt og det samme kan siges om det medfølgende headset.

Fedt og ungdommeligt design

Med denne anden model i sin Walkman-serie henvender Sony Ericsson sig først og fremmest til den unge del af befolkningen. Den skrig-orange farve kombineret med det fede stål-look giver et ungdommeligt og cool udtryk, som vil passe perfekt i hånden på en moderigtig ung mand eller kvinde.

Ligesom sin storebror W800i er W550i meget gennemført, når det handler om designet. Fronten er minimalistisk med enkelte knapper og en lækker stor skærm, mens alle dikkedarerne er pakket væk inde i den lille, fikse og kompakte mobil.

W550i er hverken en klap, slider eller en klassisk bar mobil. Tasterne er gemt inde bag fronten, som drejes mod venstre for at åbne telefonen. I starten kan dette format godt virke lidt spøjst, og man skal lige vænne sig til, at mobilen skal åbnes på denne måde. Men der går ikke længe, før det ligger naturligt i fingrene.

Hvis man har en W550i i hånden, er der slet ikke nogen tvivl om, at man designmæssigt er med, hvor det sker. Jeg er ret overbevist om, at W550i – alene på baggrund af det super cool design, vil blive lige så populær som storebroren. Men hvor W800i med det mere klassiske design henvender sig til en bredere målgruppe, tror jeg især, at W550i vil finde sine tilbedere blandt den yngre del af befolkningen.

Udsøgt musikafspiller

Jeg kan med glæde afsløre, at W500i ikke hedder en walkmanmobil for ingenting. Den har en helt igennem udsøgt lyd – og så kan den virkelig spille højt.

Første gang jeg prøvede musikafspilleren i W550i sad jeg i toget. Jeg sad og legede lidt med mobilen og skulle da også lige prøve musikafspilleren. Jeg havde ikke fået mit headset med, så jeg tændte blot mobilen uden at tænke mig nærmere om. Og det endte altså med, at det ikke kun var mig men også resten af folkene i kupeen, der blev tvangsindlagt til tonerne fra W550i.

Og lad mig bare sige, at det langt fra var alle, der var så positivt indstillet overfor den klare, tydelige og meget høje lyd, der kom fra Walkman-mobilen, som jeg selv.

Super headset

Heldigvis følger der et headset med til mobilen. Derved er jeg fri for at tvangsindlægge mine tog- og busvenner til at lægge øre til mine yndlingsnumre. Og netop headsettet skal Sony Ericsson have stor ros for.
For mig kan det være meget ødelæggende for helhedsoplevelsen, når producenterne sender rigtige skod-headsets med til deres ellers så fede multimedie-mobiler.

Men sådan er det ikke med Sony Ericssons Walkman-mobiler. Den svensk/japanske producent har virkelig forstået, at headsettet betyder noget for oplevelsen af en rigtig musikmobil. Headsettet, som følger med til W550i er virkelig det bedste, jeg har prøvet til dato. Øre-dutterne er bløde og lækre, hvilket betyder, at de er rare at have i ørerne. Samtidig lukker de helt af for omgivende støj, hvilket giver den ultimative musikoplevelse på den ultimative musikmobil.

Med Walkman-mobilerne fra Sony Ericsson har ordet musikmobil fået en helt ny betydning. Jeg er ganske enkelt dybt imponeret over, at sådan en lille sag kan spille musik i så god en kvalitet. Jeg har ikke set noget, der kan måle sig med det på markedet endnu.

256 MB hukommelse

Da jeg fandt ud af, hvor fed en musiktelefon W550i er, skulle jeg naturligvis fylde den op med mine egne favoritnumre. Jeg vil godt indrømme, at jeg i starten var lidt bekymret over, hvor meget musik telefonen kunne indeholde.

Men da jeg efter få numre delte min bekymring med min kollega, sendte han mig blot et lidt medlidende blik og forsikrede mig om, at det ikke var noget problem overhovedet. Han havde nemlig testet W800i og vidste, at Walkman-mobilerne fra Sony Ericsson har rigtig meget hukommelse til rådighed.

W550i har hele 256 MB hukommelse, så der skulle være rigeligt med plads til alle favoritnumrene – og lidt mere til.

Men hvis du har behov for mere plads må jeg desværre skuffe dig. Mobilens hukommelse kan ikke udvides, hvilket i grunden er en skam.

Vandret kameraføring

Også kameraet i W550i står til rosende ord. Ikke fordi 1,3 megapixel er så opsigtvækkende mere. Men alt andet lige giver det, kombineret med en stor, lækker skærm på 176x220 pixel, nogle rigtig fine og klare billeder.

Når man skal fotografere med W550i, skal mobiltelefonen være lukket og holdt i vandret position. Det betyder, at man kan bruge begge hænder til at styre telefonen som et almindeligt kamera. Det får én til at føle, at man har bedre kontrol over kameraet, når man fotograferer og giver således også et bedre resultat.

Udover kamera og musikafspiller indeholder W550i også en masse andre funktioner, som det hører sig til for en rigtig multimedie-mobil. Lydoptager, videooptager, adgang til nettet og FM-radio er blot nogle af de funktioner, der er til rådighed i mobilen.

Brugervenligheden i top

Et stort antal funktioner kan nogle gange være ensbetydende med komplicerede menuer. Men det er ikke tilfældet med W550i. Her er det nemt og hurtigt at danne sig et overblik over telefonens muligheder, hvilket jeg sætter stor pris på. På den måde får jeg fuldt udbytte af de mange forskellige funktioner, som telefonen kan tilbyde.

Specielle taster

Tasterne på W550i er lidt specielle. Hvor andre mobiler har taster med en let hvælving opad, går knapperne på W550i en smule ned i selve mobilen. Mit første indtryk var, at det ville gøre det svært at taste hurtigt.

Men ved at skrive en masse SMS beskeder har jeg fundet ud af, at tasterne tværtimod er rigtig gode til det formål. Hvordan det kan lade sig gøre, at nedadgående taster fungerer så godt, er og bliver en forretningshemmelighed, som Sony Ericsson hellere må holde tæt ind til kroppen.

For al retfærdigheds skyld må jeg sige, at ikke alle har været enige med mig i min vurdering af tasterne. Flere mænd, som har fået lov til at holde telefonen i hånden, har klaget over, at tasterne var lidt små. Men det hjælper på det, at hver lodret række med tal er skilt fra hinanden. På den måde er
risikoen for at ramme ettallet i stedet for totallet formindsket rigtig meget.

Tager brugeren i hånden

Jeg ved godt, at jeg har nævnt det en del gange. Men jeg kan næsten ikke klappe højt nok i mine hænder over den introduktion, man bliver præsenteret for, når man tænder mobilen første gang. Her bliver man guidet nemt og sikkert gennem de mest centrale indstillinger som dato og klokkeslæt.

Samtidig nævnes det kort, hvilke knapper der er centrale, hvis man skal bruge musikafspilleren eller kameraet. Dette er en detalje, som lige giver det sidste til, at man kan kalde brugervenligheden perfekt. Godt gået Sony Ericsson: Bliv endelig ved med det!

Konklusion

HOT: Udsøgt musikafspiller, lækkert headset, god brugervenlighed

NOT: Lidt små taster, hukommelse kan ikke udvides, meget ungdommeligt design

Pris: omkring 2.500 kroner/uden abonnement

Der er slet ingen tvivl om, at Sony Ericsson W550i er med til at styrke det Walkman-brand, som Sony Ericsson efterhånden har slået fast med syvtommer søm på det danske marked. Vi er vilde med mobilerne – også denne model, og vi kan kun glæde os til de kommende telefoner i serien.
Behøver jeg at sige det? Topkarakter til W550i!

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies