Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung Blue Earth (mobiltest) - begrænset øko-funktionalitet

Samsung Blue Earth (mobiltest) - begrænset øko-funktionalitet

Samsung har lavet en mobil af genbrugte plastflasker, men de miljøvenlige funktioner fungerer bedre i teorien end i praksis. Vi har kigget nærmere på Samsung Blue Earth.

Med øko-mobilen Blue Earth - også kaldet GT-S7550 - sætter Samsung fokus på klimaet og energibesparelse.

Det betyder, at man blandt andet kan oplade telefonen ved at lægge den i solen og spare på strømmen ved at vælge øko-ringetoner.

I bund og grund er idéerne rigtig gode, men de er bedre i teori end i praksis.

Design

Samsung Blue Earth er - logisk nok - designet i en blå farve på fronten. På bagsiden finder man solcellerne, men dem skal vi nok komme tilbage til.

På fronten er der placeret tre knapper. Foruden 'besvar' og 'læg på' er der også en 'tilbage-knap', der tager brugeren et skridt tilbage i menusystemet.

På venstre side af telefonen kan man skrue op/ned for lydstyrken, og til højre finder man knappen, der låser skærmen, samt en genvej til kameraet.

Skærm og styresystem

Skærmen er 3" og berøringsfølsom (capacitive). Det vil sige, at man kun kan betjene skærmen med fingrene - en betjeningspind (stylus), en negl eller spidsen af en kuglepind fungerer ikke. Det kræver i stedet en trykfølsom (resistive) skærm.

Til gengæld har capacitive-skærme ry for at være langt mere fingervenlige. I vores anmeldelse af Samsung Jet kritiserede vi resistive-skærmen for at være besværlig. Capacitive-skærmen i Blue Earth virker betydeligt bedre, men indimellem oplever man de samme irritationsmomenter som på Jet-mobilen. Når man lader fingere glide hen over eller ned ad skærmen for at bladre, tror telefonen en gang imellem, at man vælger et program eller en funktion.

Styresystemet er Samsungs TouchWiz. Det giver mulighed for at udstyre de tre hjemmeskærme med diverse 'Widgets'. Eksempelvis kan man have Facebook-opdateringer kørende, eller man kan have en genvej til musikafspilleren eller andre funktioner. De forskellige Widgets fungerer egentlig fint nok, men man kan hurtigt få fornemmelsen af, at 3"-skærmen bliver overfyldt.

Sms-skrivning

Sms-indtastning med fingrene går betydeligt nemmere end på Jet - skærmen er simpelthen bedre til at registrere trykkene. Til gengæld er der ikke noget QWERTY-keyboard. Den gammeldags T9-indtastning med tre bogstaver på hver knap er eneste mulighed.

Til gengæld kan Blue Earth ikke finde ud af, at man gerne vil taste to tal hurtigt efter hinanden i telefondelen. Hvis man vil ringe op til 12 34 56 78, går indtastningen fint. Hvis man vil taste fx 44 66 22 44, ender man op med 4 6 2 4, med mindre man holder en lille pause mellem de to ens tal. Dobbelttryk giver dog ikke problemer i sms-delen.

En miljørigtig mobil

Samsung Blue Earth er blevet markedsført som en miljørigtig mobiltelefon. Coveret er lavet af genbrugte plastflasker, og æsken er ubehandlet genbrugt pap. Opladeren er også miljøvenlig og lader med mindre strøm end almindelige ladere.

Samsung har også forsøgt at gøre selve mobilfunktionaliteten miljøvenlig - blandt andet i form af solcellerne på bagsiden. Desværre virker idéen bedre i teori end i praksis, og de miljøvenlige funktioner kan hurtigt komme til at fremstå som en gimmick. En times opladning i direkte sollys giver således 5-10 minutters tale på batteriet.

Blue Earth har ligeledes en speciel øko-lydprofil, som ringer med ringetoner, der forbruger 20 procent mindre strøm. Desværre er det utrolig svært at vide, hvornår telefonen rent faktisk ringer i lommen. Jeg nåede at gå glip af de fem første opkald, inden jeg ændrede profilen tilbage til normal - her er der til gengæld ingen problemer.

Via programmet 'Øko-spadseretur' kan man se, hvor meget CO2-udslip man har sparet, og hvor mange kalorier man har forbrændt, ved at gå i stedet for at tage bilen. Det kræver blot, at man indtaster diverse oplysninger om sin bil og sætter programmet i gang, når gåturen begynder.

Samsung Blue Earth inkluderer ligeledes en lille gimmick, der kan minde brugeren om, at vi skal passe på miljøet. Man kan således vælge, at man skal låse skærmen op ved at smide en dåse til genbrug eller slukke for en vandhane.

Der er dog et stort minus ved denne funktion: Modtagne sms-beskeder eller ubesvarede opkald vises ikke på 'lås op'-skærmen, hvis man bruger 'miljø-versionen'. Det betyder, at man ikke blot kan nøjes med at trykke på 'lås'-knappen på siden af mobilen, hvis man vil tjekke, om man er gået glip af noget - eksempelvis når den er på lydløs, eller hvis man har været væk fra telefonen.

Andet

Internetbrowseren i Samsung Blue Earth kan vise både mobiltilpassede og almindelige hjemmesider. Zoom-funktionen fungerer fint: Hold fingeren nede på skærmen et kort sekund og glid op for at zoome ind - ned for at zoome ud igen.

Musikafspilleren er nem at betjene, og lyden i det medfølgende in-ear headset er godkendt uden at være ekstraordinær. Man kan bruge sine egne høretelefoner - dog ikke direkte i mobilen. Lydstikket er nemlig mini-USB, men det medfølgende headset kan deles på midten, hvor der er plads til 3,5 mm standardstik.

Blue Earth har ligeledes Turbo-3G, Wi-Fi, GPS-chip og et 3,15 megapixels-kamera. Kameraets billeder kan betegnes som gennemsnitlige, og der er hverken blitz eller fotolys. Til gengæld har man selv mulighed for at pille ved billedernes lysstyrke.

Den indbyggede hukommelse er 130 MB, og der kan udvides med 16 GB hukommelseskort (microSD).

Prisen for Samsung Blue Earth bliver 3.200 kroner uden abonnement.

Konklusion

Samsung Blue Earth er umiddelbart en fin telefon, der kan opfylde mange brugeres behov i form af internet, musikafspiller, radio, Facebook, kamera, m.m.

Til gengæld er der også en del irritationsmomenter. Eksempelvis er der ingen mulighed for at skrive sms-beskeder i landscape, hvor skærmen er vertikal. Det lader heller ikke til at være muligt at ringe op til et nummer direkte fra sms-indbakken. Ønsker man at ringe op til afsenderen, skal man ud af beskeden og ind i kontakter eller selv indtaste nummeret.

Hovedbudskabet med denne mobil er uden tvivl, at vi skal tage hensyn til miljøet. Samsung får plus for at bruge genbrugsplastik og solceller, men idéen bliver ikke for alvor ført ud i funktionaliteten.

Samlet set lander Samsung Blue Earth på fire ud af seks stjerner.


Samsung GT-S7550 Blue Earth - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

SPN 21-11-2009 12:11:47

Smart fundet på, men som det også bemærkes, er effektiviteten af solceller endnu ikke den bedste.
ViI kan habe det bliver bedre fremover, men det er da en begyndelse, og et lille bidrag til varigheden af batteriet.
- Større flade, mere effektivitet og andre breddegrader vil hjælpe.

0 0

Om brug af cookies