Mobilsiden.dk  /   Anmeldelser  /   Samsung Galaxy A7 - Flot men mangler den sidste finish [TEST]

Samsung Galaxy A7 - Flot men mangler den sidste finish [TEST]

Anmeldelse: Der er mange gode ting gemt i Samsung Galaxy A7, men for mange irriterende detaljer holder telefonen fra en topkarakter

Samsung Galaxy a7 er verdens tyndeste stormobil
Samsung Galaxy a7 er verdens tyndeste stormobil

Der er et eller andet over Samsung Galaxy A7. I det hele taget har Samsung taget et skridt i den helt rigtige retning, hvis man spørger mig, da man fortsatte ud af det spor, Samsung Galaxy Alpha lagde. Samsung Galaxy A7 er ingen undtagelse, og allerede første gang man ser telefonen og tager den i hånden, bliver man lidt glad indvendig.

Som overskriften måske har afsløret, så kommer der sprækker i lakken, når man kommer lidt tættere på. Det har været en lettere frustrerende process at teste Samsung Galaxy A7, fordi det er små ting, der irriterer. De store ting gør det aldeles glimrende.

Karakteren har ikke ligget fast, indtil så godt som dette øjeblik. Det er også svært at sige, hvor meget der bliver rettet op på med en softwareopdatering, men vurderingen er af telefonen, som jeg har oplevet den, og det bliver den vurderet på.

Se også: Samsung Galaxy A5 - Det første møde [WEB-TV]

Samsung Galaxy A7 fås i hvid, navyblå eller champagneguld
Samsung Galaxy A7 fås i hvid, navyblå eller champagneguld

Specifikationer Samsung Galaxy A7

Størrelse: 151 x 76,2 x 6,3 mm
Vægt: 141 gram
Skærm: 5,5” FullHD - 401ppi
Batteri: 2600 mAh
CPU: Snapdragon 615 octacore 1,5GHz - 1GHz
Lagerplads: 16GB + 64GB microSD
Hukommelse: 2GB RAM
Kamera: 13MP hoved, 5MP front
Netværk: 2G/3G/4G
Styresystem: Android 4.4.4 KitKat

Velkommen… metal?

Med Samsung Galaxy Alpha gik koreanerne over til mere metal i det æstetiske udtryk. Som nævnt tidligere fortsætter traditionen i Galaxy A-serien og altså også Galaxy A7, men det er lige før, det er overflødigt. Det tog mig (pinligt) lang tid, inden det gik op for mig, at bagsiden faktisk er af aluminium.

Følelsen er ganske meget lig den i det bedre plastik, men over tid slår den trods alt igennem, og den er god nok. Aluminium er materialet. Og det ser godt ud. Stilen er nedtonet og klassisk. Nogle vil sige kedelig, men jeg synes, det er en flot enhed. Især den lille detalje at få bagsiden til at se symmetrisk ud, selvom der er tre forskellige elementer, der pryder bagsiden, er min ordenssans glad for.

Læs også: Samsung Galaxy A7 lanceret: Verdens tyndeste stormobil

Kanterne, der også er i metal, og bagsiden giver en behagelig følelse for hænderne, og telefonen ligger også ganske godt i hånden. Samsung Galaxy A7 er verdens tyndeste 5,5”-telefon, og det gør den lidt lettere at holde om, hvis man ikke har så store hænder. Samsung har også været ganske smarte og lavet samme finte som Apple med rundede kanter - i hvert fald på bagsiden. Det giver også telefonen en følelse af at være endnu tyndere.

De basale behov er klaret

Samsung Galaxy A7 gør det godt på en masse af de store punkter. Ydelse, kamera, den slags. De 13MP i hovedkameraet gør det glimrende, og de kan give nogle rigtig fine billeder. Processoren gør det overraskende godt i mine øjne, og der er gode præstationer i de tungere 3D-spil. Der er heller ingen problemer eller hakken, når man skal bladre mellem apps og widgets.

Skærmen gør det godt med fine farver - måske lidt overgearede i rigtig Samsung-stil - og betragtningsvinklerne er gode. Skærmen er til at se fra stort set alle vinkler, og det er en god ting for lærredet på lommebiografen.

Se også: Samsung Galaxy S6 og S6 Edge videotest [WEB-TV]

Skal man høre musik eller have eksplosionerne fra filmen ud i rummet og ikke i højtalerne, skal man ikke lade sig narre af den klejne højtaler. Den kommer ikke til at spille en hel fest op alene, men der er overraskende høj lyd i den, og selvom der er klare begrænsninger, så er lyden faktisk fin.

Apropos kameraet, så er der herunder lidt prøver på kameraets kunnen.



Og også en kat

The devil is in the details

Det er ikke helt Maslows behovspyramide, men grunden til at der ikke er topkarakterer til Samsung Galaxy A7 er, at de små ting ikke helt spiller så godt som de store ting. Det er ikke noget, der gør telefonen ubrugelig, men det irriterer.

Samsung Galaxy A7 har en smule tendens til at blive varm, før den egentlig behøver. Godt nok er der 2GB RAM, men det er som om, de kommer på overarbejde lidt for tidligt. Ikke et problem hvis man ofte lukker apps helt, men det er bestemt ikke alle, der gør det.

Se også: Samsung Galaxy S6: Topper næsten alt [TEST]

Det hænger måske sammen med batteriets præstation. Samme tendens er i det, hvor det holder fint, hvis man får lukket ned for apps, men der skal ikke ske alt for meget, inden det går lidt for hurtigt ned ad bakke for batteriet.

Hvor højtaleren bagpå gør det fint, så er det anderledes med højtaleren til det, vi egentlig snakker om - en telefon. Lyden i opkald er ikke god, og selvom det selvfølgelig kan være lige præcis min enhed, så er det nok svært at rette op på softwarefronten.

Endnu en lille detalje, som irriterer mig er, at enten er hjem-knappen for hård at trykke ned, eller også er skærmen for tæt på knappen. Min tommelfinger har flere gange trykket på skærmen, når jeg har trykket på hjem-knappen. De fleste gange har det været, når tastaturet har været fremme, og jeg har sat et mellemrum, inden jeg kom ud på hjemmeskærmen. Ikke de store konsekvenser, men det irriterer mig.

Phablet for stilbevidste begyndere

Det med at lave phablets, der har skåret ned på indmaden for at få prisen ned, det forstår jeg ikke helt . I min verden er phablets primært til brugere, der er eller tenderer til det man på godt udenlandsk kalder power users. Bevares, der er folk, der bare gerne vil have den store skærm uden præstationen, men mit indtryk er, at det ikke er tilfældet.

Den store skærm inviterer til medieforbrug, om det så er video eller spil, men under alle omstændigheder burde der være plads nok til eksempelvis at have nogle store spil, nogle film og nok også noget musik liggende lokalt. Og selvom højttaleren gør det godt af sin størrelse, så er det ikke højttalere i verdensklasse.

Læs også: Samsung Galaxy A5: Førsteklasses stil i mellemklassen [TEST]

Prisen på telefonen er også noget højere, end jeg ville synes var passende. Over 4000 kroner er i mine øjne for meget, når der er så mange andre alternative phablets på markedet til billigere penge.

Det er som om, Samsung prøver at ramme et meget lille segment af potentielle købere, men de er til gengæld også ramt meget godt. Brugere, der vil have muligheden for multimedieoplevelsen, men som ikke bruger den så tit. Der er alligevel nok, der ikke hænger sammen til at trække point fra, og sammen med de småfejl og ikke mindst den høje pris ender vi med et solidt produkt, der dog har sine svagheder.

Samlet set ender Samsung Galaxy A7 på 4½ stjerne.

Få den bedste pris på A7 på mobilpriser.dk

Samsung Galaxy A7
,
1 2 3 4 5 6
Samlet Karakter:

Samsung Galaxy A7 - billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies